søndag den 25. marts 2018

Hugorm og en duft af forår

 
 
Det har været en sej marts måned. Nu lover de et tredje fremstød af sibirisk kulde, men i dag var det ni grader og solskin og en dæmpet, men dejlig duft af forår. 
 
 
Det synes en flot han af hugorm åbenbart også - den slikkede eftermiddagssol ved cykelstien forbi Tømmerbytårnet. De har også måtte vente længe i år med at få sæden varmet op...
 
 
Da vi var næsten hjemme på vor gåtur, havde solen også lokket en frø (butsnudet/spidssnudet) ud på den lune asfalt på Pilgårdsvej.

 
De mange blisgæs i området i øjeblikket er til gengæld et resultat af de kolde østenvinde, men fine er de nu alligevel.
 

torsdag den 8. marts 2018

Vi drosler yderligere op


Vintervejret fortsætter, dog knapt så koldt. Til gengæld har vi fået en del sne - og vi fortsætter med æbler til droslerne...


I dag havde en misteldrossel så fået smag for menuen



Vi har før haft den inde i haven på vor mistelten en enkelt gang. Men aldrig på selve foderpladsen før. Og den dominerer både over sjaggere og solsorte


Den her sjagger måtte også fortrække


Så kan man måske spise i fred


Nu lover de heldigvis ordentlig tøvejr - så sparer vi på æblerne

søndag den 4. marts 2018

Vi drosler op

Når man kan drosle ned, må man også kunne drosle op.

Vi har i hvert fald fodret intenst med æbler i haven her i den grumme kolde periode for at lokke drosler til - og nu har vi efterhånden samlet det meste af nabolagets solsorte på vor matrikel. Op til 25-30 stykker - og der forsvinder mere end en pose æbler om dagen - hvis de får lov!



Og når nu man er på besøg, så kan man jo lige så godt forsyne sig med nogle af de andre retter...



Der er også enkelte sjaggere på æblerov. Den her er en lidt forsigtig og lader sig dominere af solsortene. Normalt er det sjaggerne, som dominerer.



Men når solsortene har travlt med at slås, så kan man komme til.



Oh oh, nu er freden vist forbi..



Væk med den sjagger!


Vi har selvfølgelig håbet at lokke noget sjældent til, men det vildeste har været en sangdrossel, som især forsyner sig med snegle fra vores frodige have.


Den kan åbenbart fint pille sneglene frem trods frosten, og vi fandt også dens værksted på en flad sten inde hos naboen.