Skov med spætter

Vi var tidligere på måneden en tur i Sønderjylland, ikke mindst for at besøge Draved Skov for første gang. Draved Skov er faktisk Danmarks største naturskov, hvilket ikke siger så meget. Rold Skov er fx omkring 50 gange større. Men ikke desto mindre var det fint at opleve skoven ved Draved, som sammen med den tilhørende Kongens Mose er på vej til at blive naturnationalpark.

Skovdriften stoppede i Draved for omkring 25 år siden, dog har Naturstyrelsen siden da arbejdet på at fjerne ikke hjemmehørende nåletræer fra området. Flere stormfald og sygdom hos asketræerne har bidraget til, at dele af de ældste løvtræspartier i skoven faktisk fremstår som noget af det mest urskovs-agtige, vi har i Danmark med døde og væltede træer og tilhørende spændende biodiversitet.

Der vokser også mange kristtjørn i Draved, og de fremstår særlig markante med bladenes grønne farver her i det tidlige forår:

Men selvfølgelig var det også for at se spætter, at vi besøgte Draved. Spætter er helt særligt interessante fugle, og det er unikt for skoven tæt på grænsen, at man kan se alle de fem spættearter, som nu findes i vores land: Stor flagspætte, lille flagspætte, mellemflagspætte, sortspætte og grønspætte. Sidste år blev det første sikre ynglefund af mellemflagspætte konstateret i Draved efter artens nylige genindvandring i Danmark. Vi havde alle fem arter på vores tre-dages besøg, men så og hørte kun en kort glimt af mellemflagspætten. Til gengæld havde vi tæt kontakt til flere små flagspætter:

Her er en han ved at hugge et redehul ud i den knækket træstamme - og nedenfor sidder den og trommer på en udgået gren - det er imponerende hvor meget larm så lille en spætte kan lave...

Nu vi så var i Sønderjylland, så skulle vi også lige forbi den TV-overvågede storkerede i Smedager:

Og vi var en tur i Tøndermarsken for første gang i nogen år - så længe, at vi ikke tidligere ved selvsyn har oplevet det absolut groteske vindsvinehegn ved grænsen til Tyskland - her ved  Saltvandssøen:

Så jo, vi vil gerne biodiversitet. Det må bare ikke koste...

De første radiser!

Vi såede tidligere end nogensinde i drivhuset, den 28. februar - nærmest en måned tidligere end normalt.

I dag høstede vi så de første små og meget lækre radiser - omtrent fjorten dage før normalt.

I det hele taget er der godt gang i væksterne derinde, her tæt sået dild:

Og det ser mere imponerede ud fra jordhøjde...

De små spirer af spinat har nu vokset sig så store, at det kan kaldes baby-spinat!

Iceberg står pænt på række, sået med frøbånd: 

Mens rucola helt sikkert står lovlig tæt, sået med menneskehånd:

Salaten i potterne i drivhuset er også kommet op. Det bliver et sundt forår...

 

 

 

 

Torskegilde - uden skat

Vi har holdt torskegilde for naboerne i ordets egentlige betydning. Tanken opstod, fordi vi smagte en ret med klipfisk - bacalhau - da vi var i Portugal tidligere på året. Nu skulle det prøves herhjemme - og kombineret med andre torskeretter:

Vi lagde ud med ceviche. Det er en ret, som stammer fra Peru, hvor den er lidt af en nationalret. Det er rå fisk - her torsk selvfølgelig -som marineres i citron- og limesaft tilsat skattelotteløg, lidt salt og lidt chili. Saften fra citron-lime tilbereder langsomt den rå fisk. Vi havde den stående i køleskab i fire timer - og så var fisken ikke længere klar og rå, men hvid og mør. Den krydres med rosenpeber og tilbehøret er rucola-salat. En ganske pæn ret -og det smager dejligt med godt brød til.

Hovedrollen i gildets næste ret bacalhau er så selve klipfisken, købt i Hanstholm og vandet ud i et par dage. Derefter kogt i 2-3 minutter:

Klipfisken pilles i små stykker og blandes så på panden med de øvrige ingredienser, først løg og hvidløg, så fisken på panden og tilsidst pisket æg og kartoffelfritter, som vi havde stegt i olie i forvejen. Det lykkedes mindst lige så godt som i Portugal! 

Men vi skulle også prøve at lave brandade, som egentlig minder meget om bacalhau, blot med kartoffelmos i stedet for stegte fritter og uden æg. Brandade er vistnok oprindeligt en fransk ret, men findes i forskellige versioner i forskellige lande. Vi lavede den med fersk torsk, kartoffelmos, revet citronskal og revet pecorino-ost. Tilbehøret er en syrlig salat med iceberg og bladselleri:

Torskegilder kan være en fin oplevelse, så længe det er uden skat.

Det spirer!

Tre uger efter den tidligste såning i drivhuset nogensinde - så spirer det!

Marts har haft både lune og kolde perioder med nattefrost. Men de tidlige frø udvikler sig som vanligt, selvom vi er noget tidligere på den, end vi før har været:

Radiserne er de hurtigste til at spire, men de andre afgrøder har også meldt sig overjordisk med spæde grønne kimblade:

 Spinat

Her icebergsalat - og rucolaen er lige præcis blevet synlig:  

Ups - så havde jeg glemt dilden, men der er også kun MEGET små spirer:

 

 

 

Tidligste såning i drivhus

Vi har netop sat en rekord - vi har sået i drivhuset i går i februar - vores tidligste såning i drivhuset nogensinde.

Radiser, salater, dild og spinat på vej i jorden:

Hemmeligheden er, at vi allerede i det sene efterår gjorde drivhuset næsten klar. Så det var ikke den sværeste rekord at slå. Nu venter vi spændt på, hvor meget tidligere afgrøderne så kommer op - normalt plejer vi først at så drivhuset til i slutningen af marts, og vi så kan vi i de fleste år høste de første radiser lige inden 1. maj.

De små omvendte potter markerer, hvor der senere skal plantes tomater og peberplanter. På den måde holder vi styr på afstanden mellem de tidlige afgrøder og den senere tilplantning af drivhuset. Tomater og peber plantes ud, mens der stadig er salater, dild og radiser i drivhuset. Agurker planter vi ud, når vi engang i forsommeren har høstet det stykke med spinat bagerst i drivhuset, som vi såede til i går.
 

Cabo Verde 5 - vand i ørkenen

Nogle af øerne i Cabo Verde er forholdsvis frodige, men øen Sal er reelt en ørken-ø. Men når det også er en turist-ø, så skal der jo bruges masser af vand. Det betyder, at øen har store anlæg, hvor havvand afsaltes - for havvand er der i den grad nok af. Men vandet skal jo også renses, og et sted i ørkenen var der et område med overskudsvand fra et renseanlæg - og det var populært blandt fuglene:

Flokke af stylteløbere er altid en fornøjelse - selvom de larmer! Der var over 100 i området.

Her nedenfor er stylteløberne i selskab med nogle få småspover, men der var også masser af hvidbrystede præstekraver og lidt sandløbere og stenvendere. For stærke flyvere som vadefugle er det intet problem at nå ud til den slags ocean-øer:

Et par af vores europæiske skestorke var også nået til Sal, en voksen til venstre nedenfor med en ungfugl. Der var også mange kohejrer og enkelte silkehejrer på øen.

Fiskeørne yngler også på Cabo Verde, og de ruger på æg allerede i januar.  

Her er nedenfor en fiskeørne-rede på en klippeafsats, men der rugede også et par i en høj kommunikationsmast over de store hoteller i Santa Maria. Den kunne vi holde øje med "hjemme fra" vores strandvilla. 

Der er selvfølgelig også lærker på sådan en ørken-ø. Ovenfor er det en Bartailed Lark - på dansk lille ørkenlærke, men vi så også flere hærfuglelærker, som er en specielt fed fugl - i den gode betydning.

Og nu vi er ved vand i ørkenen, så er der et sted inde midt på øen Sal, som er berømt for luftspejlinger, når solen skinner. Altså det ser ud som vand ude i baggrunden, men det er det ikke - man kan næsten forestille sig scenerne fra film eller tegneserier af tørstige vandrere i ørkenen:  

 

Cabo Verde 4 - soppe mellem hajer

Det er en af de helt specielle attraktioner på øen Sal i Cabo Verde, at man kan soppe rundt i lavt vand med små hajer omkring fødderne. Unger af arten citronhaj samles nemlig i en lavvandet bugt ved den blæsende østkyst af Sal:

Her kan ses en af de små hajer til venstre på billedet. Den er overvejende grå, men ellers har citronhajen sit navn fra en gullig farve især på undersiden. Den gule farve kan også anes på rygfinnen.

Her er vi på vej ud i det lune, lave haj-farvand med vores yndlingsguide Jordy fra Sal Eco Tours i spidsen. Citronhajer føder levende unger, og de små unger gemmer sig i årevis på det lave vand i bugten, mens de vokser op - ikke mindst af frygt for at blive ædt af større artsfæller ude på dybt vand. Citronhajen kan blive over tre meter lang, men er ikke farlig for mennesker. De små hajer lever af mindre fisk og krebsdyr.

Vi så mange små hajer i vandet omkring vores fødder, men de var svære at fotografere på grund af den konstante kraftige vind, som skabte en urolig vandoverflade.