Bonus på tigerturene

Vi besøgte et af verdens mest berømte fuglereservater på tigersafarien til Indien. Det kommer i et senere indlæg.

Men der er også fugle i tigerreservater!

På selve tigerturene har tigeren selvsagt første prioritet. Men når man sådan kører rundt i fine landskaber i søgning efter store rovdyr, så får man som fuglekigger en ekstra gevinst: Der er altid gode fuglearter som bonus.

Påfugle har måske nok et lidt blakket ry blandt fuglekiggere, fordi de er udsat i så mange parker her i Europa. Men i tigerreservaterne er de på hjemmebane og hører til i landskabet.

En særlig glæde var det, at se gribbene trives i tigerland:

Her er det en hvidrygget grib ved sin rede. De indiske/sydasiatiske gribbe har været udsat for den værste udryddelseskrise i fugleverdenen i nyere tid. Bestandene af flere gribbearter er gået tilbage med hele 95-98 procent. Det skyldes, at de indiske bønder har brugt midlet diclofenac til behandling af deres kreaturer. Når gribbene spiser døde kreaturer, som har fået diclofenac, så dør de simpelthen, fordi deres nyrer står af. 

Brugen af diclofenac til dyr er nu forbudt, men gribbene er stadig helt forsvundet fra de åbne landbrugs-landskaber i Indien. Vi så ingen! Men i tigerreservaterne i de mere tyndt befolkede områder af Indien er der gjort en stor indsats for at redde gribbene og holde områderne fri for brugen af diclofenac. Det ser ud til at virke. Vi så gribbe i pæne antal, både hvidrygget grib og den lidt større indisk grib. Og her i reden er der en lille ny grib på vej, hvis man kigger godt efter...

Nu vi er ved rovfuglene, så var toppet slangeørn (Crested Serpent Eagle) den art rovfugl, vi så mest til i tigerreservaterne. 

Der var ofte en fugl eller et par sammen ved søer eller fugtige partier i landskabet, og de var meget vokale, tydeligvis på vej ind i ynglesæsonen.

En anden fin junglerovfugl: Toppet duehøg (Crested Goshawk).

Når man ser hvepsevåger i Indien om vinteren, så kan man være sikker på, at det er den østlige art, som også kaldes Tophvepsevåge på dansk. Vores "egne" hvepsevåger yngler også langt mod øst i Rusland, men de trækker allesammen til Afrika om vinteren, så en hvepsevåge i et tigerreservat i februar er den østlige art. Tophvepsevågen blev i øvrigt set for første gang i Danmark sidste år - den 1. maj i Skagen. Her sidder den så og kigger på safarijeeps:

Blandt fuglekiggere findes begrebet "farveladearter". Det dækker naturligvis over farverige fuglearter som biædere, ellekrager og isfugle, som er samlet i gruppen af såkaldte skrigefugle. Det er arter, vi har alt for få af hjemme i Danmark, og de er et vigtigt krydderi på fugleture til varmere dele af verdenen.

Her et udsnit af en flok lille grøn biæder, klart den dominerede biæderart i tigerland.

Hærfuglen er en vidt udbredt art - og trives også i tigerreservater.

Mens hærfuglen er samme art, som vi har i Europa, så er ellekragen her en Indian Roller - indisk ellekrage - en anden art end vores ellekrage i Europa. I øvrigt ganske almindelig i Indien, også ude i det mere intensive agerland.

Fra de smukke fugle til en af de knap så pæne:

Vi så en halv snes af storkearten lille adjudant. Den er sammen med stor adjudant det asiatiske svar på de afrikanske maraboustorke. Dens nære slægtning stor adjudant er efterhånden en kritisk truet art, mens det går bedre for den mindre.

Til de aparte og fascinerende fuglearter i junglen hører også Greater Racket-tailed Drongo - som på dansk hedder stor pragtdrongo. Den skiller sig ud med sine lange haleprydelser med en tynd streng og et par fjer ude i enden. Her har den taget en godbid med ind i skyggen. Temperaturerne steg gradvist under vores tigersafari, og vi endte i nærheden af de 35 grader... 

Men tigerland er ikke kun jungleskov. Overalt hvor der var åbent land med vand - så var der ynglende og meget larmende viber. Det er arten Red Wattled Lapwing, som meget passende hedder indisk vibe på dansk:

Vi skal også lige have dens meget elegante slægtning Yellow Wattled Lapwing med i denne lille kavalkade af fugl. Den er så blevet kaldt indisk lapvibe på dansk:

   

Tigermad!

Tigerreservaterne i Indien består overvejende af en spændende jungle i bakket terræn med træarter som sal og teak. Men ind imellem er der smukke skovenge med masser af græssende dyr - mad for tigeren og de andre rovdyr.

Her er en skoveng i Kanha med en stort antal axishjorte og enkelte vildsvin. Axishjortene er klart den talrigeste dyreart på tigrenes potentielle bytteliste.

Her et par veludstyrede hanner af axishjort. Den største hjorteart på menuen er Sambarhjorten:

Barasingha-hjorten er en sjældenhed og har været tæt på at uddø. Den bedste bestand er nu i nationalparken Kanha:

Den mindste i hjortefamilien er så muntjac eller "barking dear". De holder sig ofte for sig selv i skovbunden. Men der er vel næppe tvivl om, at den smager godt...

Vi så også en hel del eksemplarer af den asiatiske kæmpeokse - gauren - måske ligefrem for stort et bytte for mange tigere. Der var flere, som var endnu større end tyren på billedet her. 

De grå langurer eller hulmand-aber er så tilgengæld mere bytte i leopard-størrelse. Også fordi leoparden er noget bedre til at jage i træer end tigeren. Langurerne var også rimeligt meget oppe at køre, når de havde spottet en leopard.

De forskellige byttedyr i junglen har meget forskellige advarselskald/skrig, når de opdager et rovdyr. Men de betyder alle det samme. Og de menneskelige guider på tigersafarierne er meget opmærksomme på advarslerne, når vi er ude at søge efter rovdyr.

Tigersafari i Indien

Vi har været på tigersafari med Viktors Farmor til Indien. En tur, som blev vildere end vi overhovedet havde forestillet os, men lad os begynde med tigrene:

Allerede på den første aftensafari i tigerreservatet/nationalparken Bandhavgarh så vi tre tigre. En tigermor med to store unger, som løb ned til et vandhul for at drikke. Vi så dem fint i vores gode kikkerter, men det var for mørkt til at få ordentlige billeder. De følgende dage blev der set flere andre tigere i Bandhavgarh, også tæt på med flotte billeder, men vi var altid i en af de safarijeeps, som kom for sent.

Så rejste vi til den store flotte nationalpark Kanha. Her var vi på fire safariture tidlig morgen og aften med masser af dyr og fugle, men heller ingen tigre. Heldigvis tog vi så også til den måske mere upåagtede og i Danmark ukendte nationalpark Pench. Her så vi tiger efter 10 minutters safari:

Det her er samme dyr som ovenfor, blot i en lidt tættere udsnitsforstørrelse, men inden da havde vi set to tigre, som lå og sov i eftermiddagsheden ved en lille sø.

Den ene tiger er svær at få øje på, men man kan ane dens fantastiske stribede pels under det væltede træ til højre for den anden tiger. Og den slags oplevelser har en vis tiltrækningskraft:

Pench er også kendt for en stor bestand af leoparder, og det kan vi kun bekræfte. Vi så tre fine leoparder på to safariture. Og den bedste var ham her, som luntede gennem junglen akkompagneret af høje advarselsskrig fra aber og hjorte:

Territoriet skal lige markeres på klassisk vis for hankatte...

Var vi blandt de uheldige med tigrene, så var vi til gengæld den eneste jeep, som var heldige med at se det sjældneste rovdyr, vi havde på hele safarituren. En tidlig morgen - også i Pench - stødte vi på en flok asiatiske vilde hunde - dhole - som holdt fælles skidepause på vejen foran os:

Dholer jager ligesom afrikanske vilde hunde i flok og nedlægger store byttedyr ligesom tigre og leoparder. Men de vilde asiatiske hunde er blevet sjældne, og der er formentlig kun mellem 1000 og 2000 dyr tilbage i naturen. Her er seks af dem, men der var syv i flokken:

  

Løg til tortillaen

Det er lidt forvirrende med ordet "tortilla". I Mexico er det en pandekage, men i Spanien er det en æggekage med kartofter - tortilla patata. Vi har en rigtig god opskrift på spansk tortilla, men da vi var dernede i januar, smagte vi en fin variation med karamelliserede løg.

Sådan en tortilla skulle vi selvfølgelig også prøve at lave selv. Her med forskellige skalotteløg fra høsten sidste sommer.

Løgene skal steges længe i olivenolie ved ret svag varme, så får de den rigtige farve og den søde, karamelliserede smag:

Vi blander så løgene med kartofler, som er råstegt på en anden pande:

Kartofler og løg blandes derefter med æggene i en skål. Og her er det vigtigt, at blandingen får lov at stå måske en halv times tid, så de gode ingredienser giver smag til hinanden.

Vores nære forhold til tortilla patata har sin rod i en oplevelse for mange år siden. Vi var landet i Malaga på vej til Extremadura på en søndag. Og om søndagen er der bare lukket ned i Spanien. Men vi fandt en åben tankstation, hvor vi kunne købe en tortilla-sandwich til vor sult. Den blev spist med udsigt til stenege og blåskader - og det husker vi på, hver gang vi får spansk tortilla.

Nå, så er det vist tid til, at vores tortilla med karamelliserede løg skal på panden med olivenolie:

Og her er den færdige ret med et lille stykke sortfodssvin - vi er vel i Spanien...

Den enes æble, den andens kød

Mens den urimelige kulde hærger Danmark, fodrer vi i vildskab med æbler og andet foder i haven. Det har formentlig tiltrukket alle naboernes solsorte plus en del sjaggere. I de kolde morgener står 15-20 solsorte og venter på nye forsyninger på græsplænen, men i dag blev der en færre:

Når man fodrer småfugle i haven, så fodrer man også spurvehøgen. En yngre høgehan fik i dag fat på en af solsortene. Brutalt som når løver fanger gnuer på savannen...

Men for høgen et kærkomment stort måltid i kulden - og vi lod den spise i fred i hjørnet af haven:

Vulkan med blå bogfinker

Tenerife har et areal på godt 2000 kvadratkilometer - eller samme størrelse som Lolland, Falster og Møn tilsammen. Midt på øen ligger der så lige en vulkan på næsten fire kilometers højde. Med sine 3715 meter er vulkanen Teide faktisk den højeste tinde i det ellers meget bjergrige Spanien. Med så stort et bjerg på så lille en ø er landskabet selvsagt dramatisk:

Teide var senest i udbrud i 1909 og regnes stadig for en aktiv vulkan. Rundt om hele bjerget fra ca. 1200 meters højde til 1800 meter vokser der store, åbne fyrreskove med en endemisk art: kanariefyr, som altså kun findes på de kanariske øer.

Sådan en endemisk skov gemmer selvfølgelig også på en endemisk fugl: Blå bogfinke

Den kan være svær at finde, især om vinteren. Men vi var heldige ved et besøg på rastepladsen Pinar Chio. Pludselig dukkede der en hel flok på 10-12 af de fine blå bogfinker op på pladsen.

Her er to hanner i deres diskrete, men elegante blå fjerdragt. De blå bogfinker er tydeligt større end vores bogfinker, og de har et kraftigt trekantet næb, tilpasset som de er til en kost, der i høj grad består af frø fra endemiske fyrrekogler.

Hunnerne af blå bogfinke har en overvejende grålig dragt. Mens hannerne udover de blå farver også kan fremvise en nydelig hvid øjentegning. Faktisk en overraskende delikat fugl:

På latin hedder blå bogfinke Fringilla teydea - altså finken på Teide. Der er også en variant eller måske en selvstændig blå bogfinke-art på naboøen Gran Canaria.

Samtidig med de blå bogfinker fik vi også besøg af en lille flok mejser - af arten nordafrikansk blåmejse. Det er nemlig den nordafrikanske og ikke den europæiske blåmejse, som findes på de kanariske øer. Helt naturligt, for den nærmeste afstand fra øerne til Afrika er kun 120 kilometer.

Og når det gælder de nordafrikanske blåmejser, så er ordet "delikat" også ganske passende:

   

 

Los Gigantes - i sol og regn

Los Gigantes - en by på vestkysten af Tenerife. Vi boede der en uge her i januar med en flot udsigt fra en familievenlig lejlighed. Byen har navn efter de voldsomme lavaklipper, som rejser sig stejlt fra oceanet. 

Når man bor sådan et sted i en uge med vekslende vejr, så følger man med i de skiftende udsigter over havet. Fra det stille solskin, hvor det er helt varmt på balkonen...

Friskt blæsevejr fra nordvest og en regnbue over havet:

En enkelt dag med mere massivt regnvejr over Tenerife:

Og så gik det helt amok med regnbuer på anderledes tæt hold end vi er vant til i Danmark: