Svalehale med svalehale

På vores nylige tur til Kreta så vi også en del flotte sydlige svalehaler, blandt andet i blomster lige uden for svømmepølen...

Den sydlige svalehale er, som det fremgår af navnet, en sydlig pendent til den svalehale, vi oftest træffer i Danmark. Den sydlige art af den smukke sommerfugl er kun truffet tre gange i Danmark - muligvis indslæbte dyr. Men i Sydeuropa - og på Kreta - er den almindelig.

Den sydlige eller sydeuropæiske svalehale er lysere i farven end svalehalen her nordpå - sådan nærmest flødefarvet med et gult anstrøg. Og så har den markante "tigertegninger" på forvingerne. Derfor har den også navnet "tiger-svalehale".

Og så lever den sydlige svalehale faktisk endnu bedre op til navnet svalehale end dens nordligere slægtning. Som det fremgår af billedet her, så har den en markant forlængelse af halen a la landsvale - betydeligt længere, end vi ser det hos arten svalehale. Det eksemplar, som vi fotograferede ved poolen, havde dog mistet den ene af de forlængede "svalehalefjer":

Rovfugle over poolen

Vi har været en uge på familieferie på Kreta. I et lejet hus på vestkysten i den lille by Sfinari. I et hus med egen pool og medfølgende rovfugle...

Ikke mindst var det en fornøjelse med eleonorafalke over poolen. Falken er en særlig specialitet i Middelhavsområdet og ikke mindst i Grækenland, som huser størstedelen af verdensbestanden af den yderst elegente rovfugl. Eleonorafalken er en mellemting mellem en lærkefalk og en vandrefalk - med meget lange vinger og hale. Den yngler i Middelhavsområdet og overvintrer omkring Madagaskar. Yngletiden er forskudt til sent på sommeren, så den kan fodre ungerne med de mange småfugle, som trækker sydpå over Middelhavet i august-september.

Jo, lidt langt væk er de - men vi så dem igen og igen, så de må have ynglet i nærheden. Eleonorafalken optræder i en næsten helt mørk fase (øverst), men de fleste er lysere med en dragt, der ligner lærkefalk.

Eleonorafalken har sit navn fra en kvindelig hersker på Sardinien i slutningen af 1300-tallet, som faktisk indførte verdens første rovfugle-beskyttelse - angiveligt fordi hun ville have de fine rovfugle for sig selv! 

Eleonorafalkene var en forventet stor oplevelse. Men det var overraskende at se et pænt stort rovfugletræk bruge det vestlige Kreta som mellemstation mellem Europa og Afrika. Vi så 400-500 hvepsevåger på træk og et halvt hundrede sorte glenter - uden på nogen måde at observere konstant. Her et lille udsnit af hvepsevågerne:

Og så var der selvfølgelig de allestedsnærværende gåsegribbe - en almindelig fugl på Kreta, som formentlig i høj grad lever af døde dyr fra de store bestande af fritgående geder i bjergene:

 

Indtil nu har alle foto så været fra pool-området. Men vi var også en enkelt tur oppe i de høje hvide bjerge, Lefka Ori, på det vestlige Kreta med Europas dybeste kløft Samaria. 

Her boede jeg (Helge) nogle dage på en interrail-tur i sommeren 1976 - for præcis 50 år siden. Dengang var der lammegribbe omkring toppen af kløften. Vi så ingen denne gang, men den overlever stadig på Kreta.

Tilbage ved huset er her udsigten ud over Sfinari-bugten og Middelhavet. Der var stort set hele tiden Scopolis skråper over havet - ikke mindst omkring fiskerbådene.

Vi havde i øvrigt også to legende høgeørne i luften over poolen - og lige som vi skulle tage afsked med huset, så kom en voksen kongeørn ind over - mobbet af en høgeørn,,,

Stadig ikke en kolibri

Det er en tilbagevendende historie i danske sommermedier, når folk ser kolibrier i deres haver. 

Men misforståelsen er selvfølgelig en god anledning til at fortælle om duehalen, den lille natsværmer, som vitterligt minder om en kolibri, når den svirrende og brummende med over 60 vingeslag i sekundet står stille i luften og suger nektar fra blomster i haverne med sin lange snabel:

Med den glædelige store interesse for natur og biodiversitet er der måske håb om, at misforståelserne om duehale og kolibrier med tiden bliver færre. Men duehalen og kolibrierne er faktisk et eksempel på det, som i biologisk fagsprog kaldes "konvergent evolution" - når vidt forskellige arter udvikler samme egenskaber for at løse samme udfordring - at suge nektar fra blomster. Og her har den så fået snablen rullet ud:

Det er først her i august, at vi har set duehaler i haven - og det er ofte i sommerfuglebuskene, vi ser dem. Men der har formentlig i denne pænt varme sommer været en ynglende generation i Danmark, hvor forskellige snerre-arter er værtsplanter for arten. Her er så et par billeder, mens den ruller snablen ud:

Engang var det virkelig et hit, når vi så duehaler i haven - nu er det en oplevelse, vi forventer. Ellers har det været en dårlig sommer...

God sommer - gode majs

Vi har de fleste år problemer med at dyrke gode sukkermajs i vores have her i Nordvestjylland - simpelthen fordi sommervejret alt for ofte er alt for koldt og blæsende. Men i år har det heldigvis været anderledes...

Sommeren har været højst usædvanlig. Med gentagne solide varmepust fra sydvest afløst igen og igen af kølig blæst fra nordvest. Klassisk godt sommervejr med stabilt højtryk og varme østlige vinde har været næsten totalt fraværende. Men de gentagne varmefremstød fra sydvest har været rigeligt til at sætte fart i majsen, og nu høster vi pæne kolber:

Super lækre, søde og saftige, når de har været en tur på trækuls-grillen med skiver af squash fra haven og godt kød:

Bønner der virker

Det siges ofte, at de eneste bønner, der virker - det er kaffebønner!

Men vi synes nu også, at vores stangbønner i haven virker ganske godt på deres stativer af bambusstokke...

Vi sår dem i det sene forår mellem rækkerne af en tidlig afgrøde af spinat - og nu er de snart klar til høst - masser af blomster og små haricot verts på vej:

Her få dage senere er høsten godt i gang. Vi har så mange, at vi kan tillade os at høste dem løbende, mens de er ret små og allerbedst:

Det GRIBer om sig

Lige i begyndelsen af måneden så vi en spansk munkegrib, som havde taget den lange tur til Skagen - og nu har vi såmænd haft en gåsegrib på besøg i Vejlerne:

Fuglen har spøgt i området et stykke tid, men i går sad den meget præsentabelt på bredden af Arup Vejle i selskab med en bande unge havørne på en halv snes stykker, som har huseret i området i nogle uger. 

Ørnene - og gribben - lukrerer på en stor forekomst af grågæs, der fælder svingfjer hen over sommeren i Arup Vejle. Det er formentlig især de voksne ørne, som nedlægger gæssene, mens de unge ørne og gribben så rydder op i ådslerne bagefter. Her er gribben ved at forsyne sig nede bag den lave kystbrink i Arup Vejle:

En af de yngre ørne stikker så af med byttet, som unægtelig ligner resterne af en grågås:

Tilbage sidder gribben med en enkelt havørn. Senere lettede gribben og turnerede noget rundt over Vejlerne, inden den måske forsvandt mod nord. Den er i hvert fald ikke set i dag. Og dens fætter munkegribben i Skagen ser i øvrigt også ud til at have forladt sit sommerkvarter i dag og taget kursen mod Sverige.

Opdatering 25. juli: Gribben er her stadig, og vi ser den dagligt fra vores hus, så nu har vi fået en hjemmegrib. Matrikelart nr. 234.  

Opdatering 31. juli: Efter en par-tre dages fravær er gåsegribben her igen - og i dag fløj den lige ind over vores hus og hjem(megrib):

Hvidløg fra det sekskantede

Hvidløg elsker sol, varme og tør jord. Det er ofte et problem her i det nordvestlige Jylland. Så vi har i årenes løb haft problemer med at dyrke hvidløg med et godt resultat. Faktisk har vi i en længere periode helt opgivet afgrøden, men ikke i år:

I efteråret lavede vi et sekskantet bed omkring vores gamle paradisæble med mistelten, som står et af de mest solrige steder i haven. Vi satte hvidløg i november - de skal i jorden før vinter for at udvikle rigtige fed ved høsten. Og i marts så det sådan ud:

Hvidløgene trives tilsyneladende og spirer stærkt frem i den gode jord i det lille sekskantede højbed.

Her er vi så fremme i maj måned, mens syrenerne blomstrer, og hvidløgene står skarpt og strunkt i bedet:

Vi har så plantet persille i bedet inderst ved paradisæble-træet. Næsten et apropos til det gamle huskeråd om at spise persille, hvis ikke du vil lugte af hvidløg...

Det hvide drys er i øvrigt blomsterblade fra paradisæbletræet.

Her i juli har hvidløgene så lagt sig ned - og det er tid til høst.

Ikke alle løgene lykkedes, men det blev en god høst, så vi fortsætter med metoden. Det kræver dog et nyt højbed, for løg skal dyrkes med fire års pause i sædskiftet.