Smuk farisær i ærtebedet

Vi har i år en ophøjet gæst i vores ærtebed i haven:

To lathyrus-planter står højt og blomstrer over de ærtegivende slægtninge. Forklaringen må være, at lathyrus-frøene har sneget sig med i frøposen med de almindelige ærter - og vi har så ikke lagt mærke til dem, da vi såede ærterne ud i foråret. Noget lignende har vi aldrig oplevet før, selvom vi har dyrket ærter i haven i snart 40 år. Men de skal være så velkomne med deres smukke blomster.

Ærtebedet er i øvrigt godt timet i år - der er meget snart gode ærter i bælgene - klar til et nært forestående besøg af børnebørn...

PAS PÅ! - Ryper på vejen

 

En fjeldrype hun krydser Vildmarksvägen. Og bilisten er ikke særlig opmærksom...

Rypen når over vejen i sikkerhed, men bilisten er så tæt på, at fuglen letter for en sikkerheds skyld, og viser sine flotte kridhvide rypevinger frem:

Så er det hannens tur til at krydse vejen:

Og det sker selvfølgelig med løftet hale - man er vel en kok...

Men denne bilist er anderledes overvågen - stopper op - og filmer selv rypen i vejkanten.

Så fjeldrype-kokken kan i ro og mag sætte sig op på en klippe og markere territoriet med sin karakteriske stemme - lyder nærmest som en bøvsen...

Tidligt på fjeldet

For folk i vores alder er det nu engang en fordel ved Klimpfjäll, at man kan køre i bil helt op på højfjeldet. Det er en vej, som blev bygget i 1970'erne for at skaffe adgang til minen Stekenjokk. Minen blev lukket efter 12 år i 1980'erne, men vejen er der heldigvis stadig. Og den er naturligvis populær blandt kørende turister, herunder fuglefolk.

Vejen over Stekenjokk-fjeldet er nu en del af "Vildmarksvägen". Den ryddes for sne og åbner hvert år den 6. juni - vi var deroppe første gang den 12. juni. Mange af fjeldfuglene var netop ankommet - som hjejlen her på kanten af sneen.

De øvre dele af fjeld-birkeskoven var ikke sprunget ud endnu, som det fremgår af billedet ovenfor. Det grønnedes så småt i de dage, vi var der, også takket være stigende temperaturer. Men billedet nedenfor med nordlig gul vipstjert er nu lidt snyd. for det er taget længere nede i dalen:

Vi har aldrig været så tidligt på højfjeldet i Lapland som i år - og det var slående så stor aktivitet, der er blandt fuglene straks efter ankomst. Selvom det egentlig ikke skulle være lemmingår i år, så var der ganske pænt med småkjover. Vi så omkring 30 fugle:

Småkjoverne mobbede fjeldvåger og andre rovfugle, så det virkede som om, at de vil yngle i år. Det gør de kun, når der er lemminger eller mus nok på fjeldet. Vi så også kongeørne og høgeugle længere nede i lavlandet, så der må jo være noget at leve af for rovfuglene.

Vi har tidligere haft svært ved at finde ryper på fjeldturene, men takket være det tidligere tidspunkt var fjeldryperne meget synlige, fordi kokkene sidder fremme på højdepunkter og markerer territoriet: 

Også de nordlige blåhalse var meget aktive. Der var den fineste blåhals-koncert overalt, hvor der er lidt fugtige buske i lavninger på fjeldet. Når man kommer senere, så er de mere stille, optaget af at ruge eller fodre unger:

Vi så også spillende temmincksryle og almindelig ryle, odinshaner, brushøns og pomeransfugl blandt meget andet - hjejlerne er selvfølgelig overalt med deres vemodige fløjt. Det kan være koldt deroppe - men sådan en tidlig tur på fjeldet kan varmt anbefales!

Festival med tredækkere

Vi har været på en tur til Klimpfjäll i det sydligste Lapland - denne gang tilpas tidligt på året til at opleve tredækkernes spektakulære spil, når det er allerbedst.

Tredækkerne har spilleplads lige i udkanten af byen Klimpfjäll, og man kan stå på en landevej i behørig afstand og nyde forestillingen. Med god grund er det formentlig den mest besøgte spilleplads for arten blandt fuglefolk.

Der er solid inter-skandinavisk navneforvirring, når det gælder bekkasiner. På dansk hedder de tre arter tredækker, dobbeltbekkasin og enkeltbekkasin. Men på svensk er det tredækkeren, der hedder dubbelbeckasin, som det fremgår af skiltet på billedet. "Vores" dobbeltbekkasin hedder på svensk enkelbeckasin og "vores" enkeltbekkasin bliver så til dvärgbeckasin på svensk.

Vi havde op mod 15 spillende tredækkere på pladsen fire aftener i træk - en sand tredækker-festival!

Selve spillet foregår på jorden i modsætning til de andre bekkasiner. Det begynder med en stigende og faldende kvidren, mens fuglen puster sig op:

Så kommer den mest markante del af forestillingen. En serie lynhurtige klik, næsten som lyden af mange bordtennisbolde. Fuglen strækker halsen og spreder halen ud for at imponere hunnerne med de hvide halefjer:

Til slut kommer en svagere hvislen, som lægger en fin bund på lydsiden over spillepladsen - når der er rigtig gang i tredækkerne. Spillet varer kun få uger efter tredækkernes ankomst ved månedskiftet maj-juni. Vores besøg i år var mellem 10. og 15. juni. Vi var for tre år siden ved Klimpfjäll omkring Sankthans - og det var for sent til tredækkerne - men i år var det festligt!

På denne video kan man høre tredækkerne ret svagt på grund af afstanden - men de er der!

 

Højtid for præstekraver

Mens en del andre formentlig har set på præstekraver i kirken her pinsedag - så nøjedes vi med præstekraverne på kysten mellem Bulbjerg og Lildstrand.

En af vores fuglevenner har organiseret en fælles optælling af ynglefuglene på kysten mellem Vigsø og Thorupstrand - og vores etape i dag var stranden mellem Bulbjerg og Lildstrand. Vi fandt ingen dværgterner som håbet, men derimod hele 15 par store præstekraver på den omkring tre kilometer lange strækning.

Det virkede som om, at de fleste præstekravepar stadig ruger på æg. Her er en fugl, som spiller syg for at lokke os væk fra reden. Men et enkelt sted så vi også en helt lille nyklækket unge - og den er sød!

Vores lille feltkort her viser meget tydeligt, at præstekraverne er koncentreret midt på stykket mellem Bulbjerg og Lildstrand - på de dele af stranden, hvor der kommer færrest mennesker - og deres hunde...    

Turen tilbage fra Lildstrand til Bulbjerg gik vi inde på stien i klitterne for ikke at forstyrre præstekraverne endnu engang. Omkring stien var der to par sortstrubede bynkefugle og mange steder store bestande af blomstrende klitrose:

Nu med eget fugletårn...

Nu er vi begge pensionister - og så bør man selvfølgelig have et fugletårn:

Vi fik den tanke, at der kunne laves en platform ovenpå den bygning, som vor lokale tømrer har bygget omkring vores toiletkabine med latrintank. Og i denne uge blev ideen så realiseret af selvsamme tømrer:

 Tre dage tager det at bygge sådan et lille privat fugletårn

Det mest komplicerede var faktisk trappen derop, men den er nu også klar - og meget solid:

Vores tårn er naturligvis forsynet med både bænk og en hylde til at lægge notesbog eller kamera eller måske stille en kop eller et glas... 

Klar til obs udi Vesløs Vejle - og et par af vores landsvaler godkendte også byggeriet:

Fast fluesnapper!

Der gemte sig en overraskelse i haven i dag. En broget fluesnapper sad lavt i vores discovery-æbletræ ved fuglebadet:

Broget fluesnapper er efterhånden en ganske sjælden fugl på træk her i Nordvestjylland, men der var faktisk også en hun i haven den 3. maj - altså for mere end tre uger siden. Er det samme fugl? - det tror vi. Men hvorfor raster den så længe? - vi har intet set eller hørt til en han og mulig yngel.

Men en fin lille fugl er det bare - og da vi har grå fluesnapper i nabohaven - så blev det til en dag med to fluesnapper-arter på matriklen. En sjælden begivenhed - og den brogede skulle da også lige have et bad for at være klar til fejring:

Fuldt hus hos stærene?

Det er desværre en velkendt historie, at stæren er gået markant tilbage i Danmark. Ja, når vi taler med fuglefolk østpå, så er stæren ligefrem sjælden som ynglefugl i landskabet. I intensivt drevne landbrugsområder, hvor køerne står indendørs, har stærene svært ved at finde føde. Men her hos os er det heldigvis meget anderledes.

Vi har en gammel telefonpæl med tre stærekasser og en mejsekasse, som nu oftest lægger hus til skovspurve. På et tidspunkt i foråret troede vi, at der var stære i alle tre kasser. De blev alle tre flittigt besøgt, men lige nu fodres der kun i den ene.

Til gengæld er der også unger i kassen her, som er sat op på vores "indre" overdækkede hønsegård:

Vi har flyttet en gammel stærekasse op under udhænget på vores anneks - og det har med det samme givet gevinst. Her fodres der også flittigt lige nu.

Det er selvfølgelig de vidtstrakte enge lige uden for vores hus med græssende kreaturer, som er forklaringen på den stærke stærebestand her hos os. Stæren er en rigtig græslands-fugl, der i høj grad fodrer ungerne med larver fra stankelben og gåsebiller, som lever netop i græsset. Sammen med vores nærmeste naboer har vi nok i nærheden af 15 par stære lige nu. Og nu er det tid til endnu et tur ud i græsset - ungerne venter jo - og skriger!

 

 

Drukner i øl!

Vi har forsøgt os med ølfælder mod dræbersnegle. Og det virker!

Øllet hældes i tømte majsdåser, som er gravet ned i rabatten på Pilgårdsvej - hvor der i starten af sæsonen var voldsomt mange små dræbersnegle. Nu er der ikke så mange længere:

Dåsen her har stået med øl i en uges tid - og den er nu fyldt med små druknede snegle. De kan ikke stå for duften af øl - og det kan man jo godt sætte sig ind i...

Her er "høsten" fra fire ølfælder - og hønsene klarer resten:

For god ordens skyld: Det er den her slags øl, vi ofrer på sneglene:

 

 

 

 

Skov med spætter

Vi var tidligere på måneden en tur i Sønderjylland, ikke mindst for at besøge Draved Skov for første gang. Draved Skov er faktisk Danmarks største naturskov, hvilket ikke siger så meget. Rold Skov er fx omkring 50 gange større. Men ikke desto mindre var det fint at opleve skoven ved Draved, som sammen med den tilhørende Kongens Mose er på vej til at blive naturnationalpark.

Skovdriften stoppede i Draved for omkring 25 år siden, dog har Naturstyrelsen siden da arbejdet på at fjerne ikke hjemmehørende nåletræer fra området. Flere stormfald og sygdom hos asketræerne har bidraget til, at dele af de ældste løvtræspartier i skoven faktisk fremstår som noget af det mest urskovs-agtige, vi har i Danmark med døde og væltede træer og tilhørende spændende biodiversitet.

Der vokser også mange kristtjørn i Draved, og de fremstår særlig markante med bladenes grønne farver her i det tidlige forår:

Men selvfølgelig var det også for at se spætter, at vi besøgte Draved. Spætter er helt særligt interessante fugle, og det er unikt for skoven tæt på grænsen, at man kan se alle de fem spættearter, som nu findes i vores land: Stor flagspætte, lille flagspætte, mellemflagspætte, sortspætte og grønspætte. Sidste år blev det første sikre ynglefund af mellemflagspætte konstateret i Draved efter artens nylige genindvandring i Danmark. Vi havde alle fem arter på vores tre-dages besøg, men så og hørte kun en kort glimt af mellemflagspætten. Til gengæld havde vi tæt kontakt til flere små flagspætter:

Her er en han ved at hugge et redehul ud i den knækket træstamme - og nedenfor sidder den og trommer på en udgået gren - det er imponerende hvor meget larm så lille en spætte kan lave...

Nu vi så var i Sønderjylland, så skulle vi også lige forbi den TV-overvågede storkerede i Smedager:

Og vi var en tur i Tøndermarsken for første gang i nogen år - så længe, at vi ikke tidligere ved selvsyn har oplevet det absolut groteske vindsvinehegn ved grænsen til Tyskland - her ved  Saltvandssøen:

Så jo, vi vil gerne biodiversitet. Det må bare ikke koste...