lørdag den 20. april 2019

Påskeplatte a la Susanne



Vi forkælede os selv i dag med en påskefrokost med mange godbidder.

Blinis med stenbiderrogn, creme fraiche og hakket rødløg

Røget ål med røræg fra hønsene og purløg af egen avl

Laksefrikadeller med lidt mayonnaise og grønkål fra haven

Grillet mørbrad af spansk sortfodssvin og grillet romaine salat med parmesan (rester fra i går)

Sprængt oksebryst med pickles, peberrodssalat og syltede drueagurker

Brie med Susannes blommesyltetøj

Og jo, vi kunne godt spise det alt sammen, for det var jo små bidder - og det er kun påskelørdag en gang om året 

lørdag den 13. april 2019

I'll kill that cat


"I'll kill that cat" - vi kender vendingen fra Nytårsaftens 90-års fødselsdagssketch, hvor den stakkels tjener kommer til at drikke af blomstervandet.

Men mon ikke stæren her tænker det samme om naboens store killing, som har fundet ud af at kravle helt op på kassen på gavlen.

Nå, vi kan kun anbefale stæren at finde en anden kasse. Selvom vi stadig har pænt med stære her ved Vejlerne, så er der rigeligt med ledige alternativer til den kat-kasse...





lørdag den 23. marts 2019

Odder, odder og odder


Lund Fjord
Vi følger med i den nye bræddesti ved Lund Fjord.
Det er så godt at gå ude i rørskoven - mere af det.

Hver gang jeg har skoleklasser med ude på bræddestierne har det været godt.
Ungerne har været vilde med det.
Forleden på bræddestien havde vi en helt speciel oplevelse.
Tre oddere i Lund Fjord. Mobiltelefonen fangede den ene. Helge havde desværre ikke kameraet med.
Men der var tre og det er så sjældent vi SER oddere - de skreg også til hinanden.

tirsdag den 19. marts 2019

"Økologiske" bananer


Costa Rica
Frugter og juice var så lækker.
Vi nød ananas, papaya, mango og flere andre ukendte frugter.
Ren juice, men også mixed juice, tyknet med kokosmælk eller bananer.
Himmelske mundfulde.
Der var så mange banan-  og ananasplantager i Costa Rica.
Vores costaricanske guide (som er tropebiolog) fortalte:
Planterne og jorden er økologisk og godkendt som sådan.
Men bananerne er pakket ind i plastikposer med et indhold af kemiske beskyttelsesmidler især mod svampe, som trives i den fugtige tropiske luft og kan ødelægge bananerne.



Her skylles bananerne så rene - for kemiske stoffer blandt andet.

Hvis man "rigtigt"vil dyrke økologiske bananer i plantager, så skal de dyrkes ude af deres naturlige fugtige miljø i mere tørre tropiske områder, hvor der er adgang til at kunstvande dem rigeligt i den mere tørre luft, og de ikke er så udsat for svampeangreb på frugterne. Lidt at en overraskelse i forhold til vores traditionelle opfattelse af økologi, men de er godkendt som økologiske i Costa Rica. 

I øvrigt kommer de fleste økologiske bananer i danske butikker fra den Dominikanske Republik, hvor dyrkningen måske foregår på ovennævnte mere reelt økologiske måde? Men altså i et andet miljø end bananplantens naturlige fugtige tropiske omgivelser. 

Der dyrkes dog også "rigtige" økologiske bananer i Costa Rica - bare ikke i store plantager, men på mindre områder i junglen, hvor det kan lade sig gøre uden brug af de ovennævnte svampemidler, fungicider. Se hipp.dk




 Udenfor bananvaskeriet kunne vi købe frisk kokosnød med kokosmælk - en gudedrik. Det var så godt. Og kokosmælk-sælgeren havde "et kæledyr" - en stor næsehornsbille!



                    
                                          

onsdag den 27. februar 2019

Endnu et flueben på "bucket list"

En "bucket list" er på engelsk et udtryk for ting, du gerne vil nå at opleve i dit liv. Det kommer af et andet udtryk "to kick a bucket" - at sparke til en spand - som nærmest har samme betydning som det danske "at stille træskoene".

Så måske burde vi kalde det en "træskoliste", men ikke desto mindre har jeg (Helge) i snart nogle år haft en "bucket list" over arter, jeg gerne vil se i mit liv.

Det startede med en liste på fire: albatrosser, tiger, isbjørn og så det mellem-sydamerikanske kompleks af tropefugle som araer, tukaner og kolibrier,

Albatrosserne fik vi i stort omfang på New Zealand og faktisk inden da en enkelt på Agger Tange. Tiger og isbjørn mangler vi stadig, men på vores rejse til Costa Rica her i februar fik vi i den grad de latinamerikanske farveladefugle hakket af.


Grøn Ara, Great Green Macaw, har indtil for få år siden været rimelig sjælden i Costa Rica og generelt truet. Men nu har de fundet ud af at spise frugter fra den indførte træart beach almond ("strand-mandel"). Det har ført til stor fremgang i bestanden langs den caribiske kyst - og det kan vi kun bekræfte. Den er nu en ganske almindelig fugl omkring turistbyen Tortuguero - som man kun kan sejle eller flyve til.


På Stillehavskysten er det samme historie om den røde ara - som her spiser strandmandler - ifølge litteraturen skulle den kun være i et par kerneområder langs kysten, men vi så den almindeligt flere steder langs Stillehavet. 


Tukanerne er også herlige. Lidt svære at finde, men til gengæld er de store arter rimeligt rolige, så man kan nyde dem, når de er fundet. Her arten som på dansk hedder kølnæbbet tukan (Keen-billed Toucan), som i sandhed har kulør på næbbet.


Her den endnu lidt større gulmasket tukan (Black-mandibled Toucan) 


Kolibrierne er der til gengæld fuld fart på. Helt enestående fugle, som vi så hele 19 forskellige arter af. Her en af de større arter, violet sabelvinge (Violet Sabrewing) ved en af de ophængte foderautomater med sukkervand.


Her en af de allermindste, kun otte centimeter fra næbspids til halespids, Irazudværgkolibri (Volcano Hummingbird) i den dragt med mørk strube, som findes højt i Talamanca-bjergkæden. På vulkanerne i nærheden fx Irazu har den sjovt nøk ildrød strube. Fuglen her luner sig i morgensolen i den kølige bjergluft med kun syv-otte grader ved solopgang i 1700 meters højde.


Og her er det ildstrubet kolibri (Fiery-throated Hummingbird). De glinsende metalfarver er nærmest væk i skygge, men lyser op i sollyset.


Som en absolut velkommen ekstra gevinst så vi også quetzaler - i en af den slags konkurrencer kåret som verdens smukkeste fugl - en gudefugl i maya-kulturen. Her er det en hun i et træ med vilde avocado-frugter, som er deres foretrukne føde. Vi så også hannen med den vildt lange hale, endda i display over regnskoven, men vi nåede ikke at få billeder af ham.  

Der er stadig et par arter på "bucket list" - som det kan forstås - men der er også seriøse boblere som vild hund, træskonæb og skenæbsryle.









mandag den 4. februar 2019

Master ned - fugle op


Så falder masterne på højspændingsforbindelsen gennem Vejlerne - og ledningerne er allerede væk. 
Her står en montør og brænder gittermasterne over nær fundamentet, mens maskinen i baggrunden er klar til at trække


TIMBER!!! - om end det er gammelt metal


Den falder!


Og falder!



En falden kæmpe - en død installation - og flere levende fugle krydser Vejlerne. I baggrunden de næste master, som står for tur ude i sumpene.





søndag den 3. februar 2019

Hønsekorn til de små


Her mens det har været lidt koldt, så har vi smidt lidt af hønsenes korn ud til de små slægtninge ude på engen foran huset. Til at begynde med var der bare en håndfuld gulspurve og et par bomlærker, plus selvfølgelig de lokale fasaner, krager og skader.
Men efterhånden kommer der stadig flere småfugle til det veldækkede bord på engen. I dag således 16 bomlærker, 22 stillitser, tre gråsiskener, et halvt hundrede gulspurve og dertil grønirisker, bogfinker og skovspurve. Rimeligt underholdende, men de er meget nervøse. Ikke for os, vi kan lægge korn derude, mens de bliver siddende på engen.
Næh, spurvehøgen har også kig på de nye muligheder...