onsdag den 29. april 2026

Munken rydder misteltenen

I et godt hjørne i haven står et paradisæbletræ med en stor mistelten. Susanne fik det som gave til sin 40-årsdag for 28 år siden. Misteltenen er podet på træet og har stille og roligt vokset sig større og større. I år bugnede den af bær - lige indtil denne april måned...  



Så fik vi besøg af munke i haven. Først en enkelt han, som sikkert har haft godt gavn af misteltenens bær som supplement til de få insekter i det kølige forårsvejr i år. 


Munken er en af de kun tre fuglearter, som spiser misteltenens bær. De andre er selvfølgelig misteldrossel - og så silkehale. Bærrene er meget slimede inden i, fordi det er meningen, at de skal klæbe sig fast til smågrene, hvor en lille mistelten så kan sætte sig fast og gro. Misteltenen er en halvsnylter, som selv skaffer sig næring fra fotosyntese i de tykke grønne blade, men suger vand og mineraler fra værtstræet.


Der er flere teorier om, hvorfor bær fra mistelten er så upopulære hos de fleste fugle. Den mest udbredte forklaring er vist, at fuglene undgår bærrene, fordi de klæber fast til næbbet og dermed er irriterende at spise. Men munken og misteldroslen skulle angiveligt klare problemet ved at sluge bærrene hele.


Der kom endnu en han og en - måske to - hunner af munk til i vores mistelten i løbet af måneden - og nu har de fuldstændig ryddet planten for de mange bær:


Og i den nærtstående hassel kan vi se, at også munkene nogen gange får klæbrige bær på næbbet, som skal gnides af - i hvert fald sidder der flere steder små klatter frø fra misteltenen på hasselbuskens grene - ligesom det er meningen set fra misteltenens synspunkt. Spændende om munkenes ædegilde i dette forår så ender med nye mistelten i haven.






lørdag den 18. april 2026

Kejserørn og Spækhuggere!

Mageløst!

Hvor i verden kan man se kombinationen af spækhugger og kejserørn på samme dag. Næppe andre steder end i Skagen. Og den dag ramte vi lige i går!

På morgenobsen ved Nordstrand kom en flok på 6-7 spækhuggere svømmende langsomt forbi - på god afstand. Men vi så dem fint i kikkert og teleskop, og fik da også nogle billeder som dokumentation:




På det sidste lidt uskarpe billede her ser man blåst fra hvalerne og flere dyr i flokken. De svømmede neddykket det meste af tiden, men dukkede op med mellemrum til stor begejstring for den anseelige  flok fuglefolk på klittoppene.

I øvrigt er det første gang, vi har set spækhuggere i Danmark. Så dagen i går blev den første nogensinde, hvor vi har set både en ny pattedyr-danmarksart og en ny fugle-danmarksart. Senere på dagen var en længe ventet kejserørn nemlig ude at vende i Skagen efter at have rumsteret i baglandet for et par dage siden. Det er en voksen (adult - ikke gammel) kejserørn - hvilket i sig selv er usædvanligt i Danmark. 




Vi er nu begge to på 422 fuglearter i Danmark, og kejserørnen har været længe savnet. Udover de absolutte højdepunkter var det en fin dag i Skagen med blandt andet kongeørn, havørn, hvid stork, steppehøg, sorte og røde glenter, fiskeørne, ringdrosler og denne fjeldvåge. Det er efterhånden blevet en sjælden art herhjemme...






tirsdag den 14. april 2026

Udsigt til ringdrosler med udsigt

Vi havde en fin dag med ringdrosler på Bulbjerg i går. Det er altid en højtid i april, når ringdroslerne trækker igennem landsdelen med kurs mod deres ynglepladser på nordiske fjeldsider. I går talte vi 35 ringdrosler på vej østpå ved Bulbjerg, og en flok på 15 slog sig ned og rastede en halv times tid på Bulbjergskrænten med udsigt til Lild Strand.


Der var næsten udelukkende flotte, kontrastrige hanner i flokkene. Og det passer fint med, at vi er i begyndelsen af trækket - og hannerne trækker gerne lidt før de mere brunlige hunner.



lørdag den 11. april 2026

Det er IKKE AI - hun er ægte...

Som en ikke uvæsentlig tilføjelse til vores oplevelser på Indienrejsen er her en kort video med en indisk pige, som optrådte på line ved et af de templer, vi besøgte på rejsen. Vi tænkte først, at det kan ikke lade sig gøre - og en af vores sønner spurgte: Er det AI?, da han så videoen. Men hun er skam ægte nok - og meget dygtig!

Ikke så mærkeligt scorede hun mange flere turistpenge end gadesælgerne...