Lige ankommet fra tundraen

Vi undrede os lidt over en forankørende bils adfærd på Jernbanedæmningen - indtil vi opdagede en lille fugl fouragerende i stenene på grusvejen lige foran.

 

Det var en ung islandsk ryle, som åbenbart kunne finde noget spiseligt mellem stenene uden overhovedet at tage notits af trafikken.

Den vandrede helt hen til vores bil, inden den lettede i fin form. Der er meget, man skal lære, når man lige er ankommet fra den arktiske tundra.

Og sådan kunne der blive tre indlæg ud af en lille formiddagstur en dag med kedeligt vejr i august - se også nedenfor

Lund Fjord - nu også med ny bro

Vi har flere gange skrevet om det flotte nye publikumsanlæg ved Lund Fjord med nyt fugletårn og stærkt udvidet brædde- eller plankesti. Men vi har forsømt at glæde os over, at anlægget nu er færdigt - og så er der endda blevet adgang over den gamle jernbanedæmning via en helt ny bro - i et helt anderledes smukt design end forgængeren.

Men der skal også noget til at matche det nye tårn og stierne gennem rørskoven i sydøst-hjørnet af Lund Fjord. Det er et super flot designet anlæg med vinduer helt ned til gulvhøjde af hensyn til børnene.

 

Dette er faktisk et usædvanligt billede af Susanne alene i tårnet. Der er virkelig en jævn strøm af publikummer sådan en søndag formiddag.

Og så må vi håbe, at dette skilt på Kærup Holme respekteres, så dæmningen og broen ikke igen hærges af store landbrugs-køretøjer.

Lyngen blomstrer sjældent flot i år

Hederne og hedelyngen i Danmark er presset, blandt andet på grund af for stor tilførsel af næringsstoffer som ammoniak, der gavner græs og andre planter på bekostning af lyngen. Men i år blomster lyngen altså sjældent flot.

Her er billeder fra Bulbjerg-området i dag, men det er det samme overalt, hvor der vokser lyng:

Naturstyrelsen har faktisk lige her op til weekenden udsendt en pressemeddelelse om den flotte lyng i år. Her forklares det med en kombination af sidste sommers tørke og en våd og varm forsommer i år. Lyngen var mange steder tæt på at gå ud i tørken og reagerer ved at sætte ekstra mange blomster for at sikre artens overlevelse. Det er så blevet fulgt op af en sæson i år med særligt gode vækstbetingelser. Og det resulterer i det smukke blomstertæppe lige nu.

 

Dertil kan så lægges en vellykket hedepleje - og at lyngens bladbille tilsyneladende tager sig en slapper i år. Det er så smukt!

Vilde vejobs i Sverige

Der er ca. 1300 km. fra Göteborg til Ammarnäs. Næsten hele turen foregår på "Inlandsvägen" - den svenske hovedvej inde i landet. Det er en fascinerende, ja næsten meditativ oplevelse at glide de mange kilometre gennem de store skove i et behersket landevejstempo. Men man ser ofte ret få fugle og almindeligheder fra vejen. Det gjorde vi også på turen nordpå denne gang. Men turen ned mod syd igen blev noget af en optur rent fuglemæssigt!

Det begyndte ved selve Ammarnäs, hvor vi var så heldige at se en jærv på en grusvej langs Vindelälven. Den var hurtigt væk, så vi nåede ikke at få foto. Men så på Inlandsvägen i Jämtland lidt syd for Strömsund sad der pludselig noget stort på en pæl lige op af den trafikerede hovedvej

 
Det var en flot lapugle!. Her på det første billede fotograferet af Susanne med mobiltelefon fra den højre vejside med hasardblinket tændt efter bilen var vendt, og Helge havde fundet telelinsen frem -  så fik vi blandt andet de her billeder:

Hvor heldige kan man være! - og det fortsatte. Lidt længere mod syd i Härjedalen løb der pludselig en stor tjurkok over vejen. Den var tæt på at blive kørt ned af den forankørende autocamper, men vi fik set den så fint på vej ind i fyrreskoven. Her først med den korte tele på 105 mm:

Og her har vi fået skiftet objektiv, mens tjuren er fortsat dybt ind i skoven.

Bare for at blære os lidt, så opdagede vi også arter som tretået spætte, lille flagspætte og lavskrige på den meget optursagtige nedtur gennem Sverige.

Her rast ved Inlandsvägen

Og endnu en vejobs

En bæverdæmning lige mellem vejen og en bro, som bærer den jernbaneforbindelse, der følges med Inlandsvägen en stor del af turen nordpå. Den hedder selvfølgelig "Inlandsbanan" - og vi kørte med den tilbage i 1970'erne.

Højtid på højfjeldet

På vores tur til Nordsverige tidligere her i juli var det tid til et dejligt gensyn med højfjeldet. Endda - som forventet - i den særlige højtid med års mellemrum, hvor der er lemminger på fjeldet og dermed ekstra liv i fugleverdenen. Ikke mindst hos lille kjove, der ynglede mange steder på fjeldene ved Ammarnäs i år:

Fjälllabb - Fjeldkjove - kalder svenskerne den. Og det er unægtelig

et mere rammende navn med musik i, når de flyver rundt over fjeldet med sprøde skrig eller skælder ud på fjeldvandrere, fjeldvåger eller vandrefalk.

 

Vi gik også nogle ekstra kilometer for at finde den lille odinshanes ynglepladser - og det lykkedes. Det er hannen her, der passer på æg og ungerne i deres første tid. Hunnen lægger bare æggene.

Her holder vi rast nær fjeldet Gaisatse med udsigt til selve Ammarfjeldet, som når op i godt 1600 meters højde.

Feltrationen var meget praktisk: Susannes hjemmelavede gazpacho med croutoner. Måske lidt specielt med kold, spansk tomatsuppe på et fjeld langt nordpå, men som det fremgår, så havde vi masser af sommervejr ved polarcirklen i år.

Her på fjeldet Gelmetje med en anden vinkel på udsigten mod Ammarfjeldet.

Småspove ynglede også flere steder, lige ved overgangen mellem det øverste fugtige birke/pilekrat og selve højfjeldet.

Lapværlinger naturligvis - og masser af engpibere, stenpikkere og nordlige blåhalse.

Hjejlen med dens vemodige fløjten er nu engang karakterfuglen på højfjeldet. Her en fugl på fjeldet Flatruet længere mod syd i Härjedalen, hvor man kan køre helt op på højfjeldet i 900 meters højde på Sveriges højest beliggende offentlige vej. Det betyder så åbenbart også, at der bliver efterladt affald som den forladte udsigtsstol til højre.

Liguster til de mange

Engang var der liguster-hække omkring mange villahaver - måske er der stadig? Deraf kommer også udtrykket liguster-fascister.

Men vi har også liguster for de mange. Eller rettere vores nabo, for hos ham er ligusterhækken vokset til at være et liguster-hegn, som blomstrer kraftigt hver sommer.

Ikke den bedste duft - den er nærmest lidt kvalmende sød og halvrådden - men insekterne elsker den - og de er mange i år!

Her en nældens takvinge, som har sat sig i toppen, men der er naturligvis også mange tidsel-sommerfugle, som har en fantastisk forsommer i år.

Jeg mindes ikke at have set så mange tidsel-sommerfugle før på denne årstid. En sjælden gang tidligere i begyndelsen af august, måske, men ikke her i juni. De er sikkert begunstiget af det varme og fugtige vejr op gennem Østeuropa i en lang periode. Et vejr, vi i øvrigt ofte er blevet snydt for her i Nordvestjylland, fordi vi i mange dage i juni har ligget lige på kanten - eller på den forkerte side af fronten.

Liguster-blomsterne tiltrækker også en masse fluer, humlebier og andre bier, som vi desværre ikke er så gode til at artsbestemme - endnu...

Hvor går solen ned på den længste dag?

I gamle dage, før det nationale testcenter for store vindmøller blev bygget, snakkede vi ofte om, hvordan man skulle beskrive, hvor i horisonten, at solen gik ned på den længste dag - som i går...

Det var noget med, at det var lidt til højre for de højeste grantræer over i Østerild Klitplantage...

Og sådan ser huset ud lige før det sker!

Nu siger vi bare, at solen går ned lidt til venstre for mølle nummer fire fra syd - som er møllen midt i billedet.