Karl Johan - og de andre

Vejret i denne august måned er efterhånden gået helt i udu. Men store mængder regn er jo godt for svampe - og kølig blæst er godt plukkevejr. Her er den seneste fangst ude fra Østerild Klitplantage:

Kantareller findes i alt fra de helt små og faste med tyk stok til de store, mere ranglede med kraftigere kulør, men de smager allesammen fantastisk. Her er et par ret perfekte eksemplarer:

Kantareller plukker vi i mængder over en lang sæson, bare det har regnet. Rørhattene er derimod anderledes uberegnelige. De skal findes, lige når de kommer op af jorden, før de bliver angrebet af insekter i skoven. Når sommeren er tør, så kan man slå til kort efter de første store regnskyl i august eller september. Men når det har været så vådt som i år, så er det sværere at ramme det rigtige tidspunkt. Vi var heldige denne gang med at finde en halv snes Karl Johan lige, som de skal være:

Vi er kræsne og spiser faktisk kun Karl Johan og kantareller - de to bedste spisesvampe. Det helt vidunderlige paradoks er så, at de to bedste svampe også er blandt de allermest almindelige i skoven. I så mange andre sammenhænge forbinder man det eksklusive med det sjældne. Men ikke her.

 De helt nye og faste Karl Johan-svampe skæres i små tern før tilberedning:

Ved stegning af Karl Johan er det helt afgørende, at det sker i små portioner. Svampene afgiver en del slim, så der må ikke være for mange af gangen på panden.

 

Vi steger i smør, og de krydres med salt og peber. Når de er blevet sprøde med en nøddeagtig farve - og smag - så er de klar:

Hele portionen ender med at kunne være på en enkelt tallerken. Men der er bare så meget smag i hver enkelt bid - ovenpå en god leverpostej, i en gryderet, en svamperisotto - eller helt for sig selv.

 

 

Blomster-kavalkade

Når nu vi har haft en kavalkade med grøntsager fra haven, så må vi også have en med nogen af de flotteste blomster:

De her appelsin-tagetes står lige nu og lyser op i krydderurte-bedet.

Stokroser er et kapitel for sig. De hører simpelthen hjemme i en have på landet og skaber højsommer-stemning med deres smukke og ofte sarte farvenuancer.

Også kæmpesolsikkerne er på deres højeste nu - i mere end en forstand:

Sommerfugle-buskene er snart i fuld flor. I urtehaven har vi en busk med mørklilla blomster, som Susanne selv har avlet frem:

- og den gamle og kæmpestore busk ved terrassen har også meget at tilbyde insekterne - men vi synes ikke, der er ret mange sommerfugle i år. Kan det være den grimme kulde i april-maj - for juni-juli har jo været ganske gode. Og her i august har vejret også bedret sig efter en kølig og blæsende start. Måske skal sommerfuglene bare opdage herlighederne?

 

Grøntsags-kavalkade

Det er lige nu, at vi i bogstavelig forstand høster frugterne af de mange timers arbejde i grøntsags-haven i løbet af foråret og forsommeren. 

Løgene er netop høstet og står til tørring på blomsterbænke, som vi hurtigt kan flytte indendørs, når regnen kommer.

Vi dyrker stangbønner på høje stativer af tre bambuskæppe sat op i trekanter - og det virker. Her skal der høstes i august.

Sukkermajsen har nydt godt af det gode vejr i juni og juli. Sidste år blev det ikke rigtigt til ordentlige kolber, men det ser godt ud nu. I forgrunden til venstre grønkål, som snart skal plantes ud i det høstede løgbed. Til højre porrer.

Vi har et bed med squash, græskar og solsikker lige op til hegnet til hønsegården. De står næsten med rødderne i hønsemøg og vokser fantastisk.

Et hav af rødbedeblade...

Der er stadig friske ærter, som vi kan smovse i på havevandringen

Pastinak og til venstre persillerod - de kommer sent i gang - men nu rykker de!

Inde i drivhuset er det for alvor agurketid

Og de små dadel-tomater bliver langsomt solmodne

Ribs og solbær har vi høstet - men der er flere end vi selv kan bruge

Den her trivelige chili-plante i drivhuset er af sorten Chocolate Scotch Bonnet - en mørkebrun, meget stærk og velsmagende chili, som mexicanerne selv bruger i Chili Con Carne. Men al den styrke tager tid - så der kan frugterne først høstes i oktober.

 

 

Pindsvin med flåt i panden

Vi har igen i år fast besøg hver aften af pindsvin, som vi fodrer med melorme på terrassen. Det er en han og en hun - og hannen er lidt mindre og lysere - hvilket dette billede kan dokumentere:

 

Apropos dokumentation - så har vi været i tvivl om, hvorvidt vi har flåter i vores have. Men der har hunnen nu sørget for dokumentation - håber det ikke går ud over afkommet...

Den skrøbelige spurvebalance

Skovspurven er med afstand den talrigeste fugl i vores have, hele året rundt - med mindre selvfølgelig der slår sig en stæreflok eller lignende ned i de store træer.

Her er en voksen skovspurv i gang med andet kuld i kassen bag ved.

Og her er en af årets unger ved et af vores fuglebade.

Men hvad med gråspurven?

I de 35 år, vi har boet her i huset, er bestanden af gråspurve gået op og ned, tilsyneladende i takt med, hvor mange husdyr og dermed også spildkorn, som vi og naboerne har haft. Da naboerne havde både høns og frilandsgrise var der pænt med gråspurve, men nu er det kun os, der har høns - og de sidste par år har gråspurvene været helt væk.

Nu er vi imidlertid begyndt at sommer-fodre med kvalitetsfoder som melorme og som her med nødder i automat. Foder om sommeren skal gerne være med et højt indhold af protein, så ungerne får en føde, der matcher naturlig føde som insekter.

Vi skulle helt hen til april i år, før vi fik gråspurv som årsart på matriklen! Men nu er der to par, som begge har fået det første kuld unger - så den skrøbelige balance for gråspurve i haven er åbenbart tippet. Den art skal åbenbart have lidt ekstra hjælp fra os mennesker. Her fodrer en han gråspurv en nyudfløjen unge - lige under foderautomaten...

 

En kær gave fra engen

Vi er så privilegerede at have en aldrig op-pløjet blomstereng lige på den anden side af vejen. Lige nu i juni er den så smuk som nogensinde. Her er et parti med kæruld - dem kommer vi tilbage til...

Og her er der tæt med trevlekrone:

Gøgeurterne udgør deres eget - og svære - kapitel. Vi er ikke så skrappe udi botanikken - men det her må være en purpur-gøgeurt:

Og det her flotte eksempler, mener vi, er en kødfarvet gøgeurt:

Gul iris kan man ikke tage fejl af:

Og så er vi tilbage ved kærulden. De svinger meget i forekomst fra år til år, men i denne forsommer er der pænt med dem derude - og så plukker vi et par små buketter

Udsigten fra kæruld mod kært hjem:

Buketterne hænges til tørre med "ulden" nedad - så kan de holde meget længe og pynte herinde til andre tider, hvor naturen derude er knap så gavmild.

 

 

Når buketterne står udenfor

Akelejer. Aquilègia
Det latinske slægtsnavn  Aquilègia, er det navn, under hvilket vor hjemlige art var kendt i Middelalderen. Den er efter sigende dannet af det latinske ord àquila = ørn og skal sigte til, at honningbladenes sporer minder om kløerne på en ørn. (Danmarks vilde planter Politikens forlag )

I Norden vokser akeleje i lyse skove hist og her.
Forvildet fra tidligere dyrkning.
I Middelalderens klosterhaver blev den dyrket som lægeplante.
(den indeholder blåsyre og er giftig)
Ifølge Politikens Forlags bog: Lægeplanter og trolddomsurter findes der et par opskrifter fra en tysk middelalderlig lægebog, hvor planten anbefales til lever og miltsygdomme samt ved svære fødsler.
En quintin (1/128 pund ) af den pulveriserede rod mod "tarmvrid".
Videre skrives: I 1700-tallet fandt man ud af, at planterne kunne bruges mod gigt, og de blev optaget i mange farmakopeer. I folkemedicinen har de været brugt som lusemiddel.

 Hos os blomstrer akelejerne i vindueskarmen - udenfor!
 De blomstrer i maj.
 Og de blomstrer 5 - 6 uger.

 Igen akelejer.
 Buketter i vindueskarmen udenfor! 

Her udsigten fra vores toiletvindue

 Blomsterne er langstilkede og oftest blå. Her med vores hvide mur som baggrund.

 Mørklilla og meget smukke.

Røde og hvide! 

 Helt hvide. Og de er så nemme at dyrke!