Skestorke i kildevæld

Der har på det seneste været mange fouragerende skestorke i Lønnerup Fjord - op omkring 50 har vi set. En dag, vi kørte forbi, stod der en lille flok tæt på vejen i et af de kildevæld, som aldrig fryser til om vinteren. 

Nu er det hverken frost eller vinter, blot en uanstændig kold sommer - men skestorkene er tilsyneladende ligeglade, og de fisker lystigt efter hundestejler eller andet småkravl i vandet med deres karakteristiske svajende bevægelser og det lange skenæb.

Så fik de vist øje på os - eller en anden forstyrrelse...

I hvert fald lettede de og fløj ud i fjorden - læg mærke til fuglen til højre med de sorte vingespidser - det er en ungfugl fra i år.

Vandsangersti på brædder

Under vores nylige besøg i Polen besøgte vi Poleski National Park, som er et af de bedste steder i landet for den sjældne vandsanger. Der var bygget en mere end en kilometer lang bræddesti ud igennem de særlige starsumpe, hvor den sjældne sanger holder til.

Bræddestien er kun fire år gammel og forsynet med flere fugletårne. En stor fordel for vandsanger-turister - som tidligere skulle forsøge at spotte de små fugle fra skovkanten i baggrunden.

Vandsangeren er en af de mest truede af Europas fuglearter på verdensplan. Den har en meget begrænset udbredelse i starsumpene i det østlige Polen, Belarus og Ukraine. Her i Poleski er der en bestand på 200-300 syngende hanner.
 

Vi så og hørte cirka otte vandsangere. Men det var en mørk aften, og vi fik ikke selv gode billeder, så vi har lånt en tegning fra vores net-felthåndbog "Collins Bird Guide":

Vandsangerens sang minder lidt om sivsangerens, men er langsommere og ikke så varieret. Den har en meget markant lys midterstribe på issen. Fin fugl!

Vi så og hørte også meget andet på aftenturen der på bræddestien: Godt med savisangere,  græshoppesangere og nattergale, en fløjtende karmindompap, ynglende hedehøge og stor kobbersneppe, et par spillende skovsnepper, flokke af trompeterende traner og en overflyvende sort stork - som vi fik et billede af:

 

 

 

 

 

 

Mistelten - nu med polsk indsigt

Vi skrev i vores seneste indlæg om misteltenen i haven. Vi skrev også med baggrund i danske artikler, at det er sjældent, at misteltenen gør skade på sin vært - men nu er vi blevet lidt klogere:

Vi har netop været på en fin tur til det østlige Polen, hvor der er rigtig mange mistelten på mange forskellige træ-arter. Vores fugleguide, som også er skovmand, fortalte, at man i Polen fjerner halvdelen af misteltenerne på værdifulde træer, ellers risikerer træerne at dø af udtørring. Efterfølgende dør misteltenerne selvfølgelig også, fordi de som en halvsnylter er afhængige af væske og mineraler fra træet, mens de selv kan klare fotosyntesen.

Det er naturligvis helt naturligt, at misteltener på den måde kan koste liv blandt træer - og det er godt for naturen med forfald og dødt ved til insekter og hele den økologiske omsætning. Men det er alligevel lidt underligt, at de danske kilder skriver, at det sker meget sjældent. Måske herhjemme, men ellers er det ikke korrekt.

Her er toppen af et døende træ med flere koste af døde mistelten. Og nedenfor et billede fra grænsefloden Bug mellem Polen og Ukraine. På den anden side af floden et naturreservat i det fredelige vestligste Ukraine - med masser af mistelten.

Mistelten - den gamle og de unge

I 1998 fik vi et paradisæbletræ med en mistelten af vores naboer.

En fantastisk gave. Misteltenen har givet mange grene til at hænge i dørkarmen ind til klasseværelset ved juletid. Og man skulle kysses, når man gik under. Så det fik ungerne rigtig meget sjov ud af.

Misteltenen er en halvsnylter. Det vil sige, at den selv laver fotosyntese, men snylter på værtstræets væskeforsyning.

Vi har ofte hørt, at misteltenen dræber sin vært. Men det gør den næsten aldrig. Kun hvis der er for mange mistelten på én værtsplante. Vores paradisæbletræ ser ud til at være på hårdt arbejde med sin snylter. Men misteltenen er også vokset gevaldigt i de snart 25 år, vi har haft den. Så paradistræet skal nok klare den. 

Vi har forsøgt at sætte rigtig mange bær fra vores mistelten rundt omkring i havens træer. Men uden held.

Så fik vi mistelbær udefra - og nu har Ingrid Marie-æbletræet her i forgrunden to små mistelten, som vi kigger på rigtig tit.

 

 

Pommes Frites fra bunden

Vi gør meget ud af mad - og bruger meget tid på det. Men Pommes Frites helt fra bunden har vi aldrig prøvet før - det gjorde vi så her i den forgangne weekend.

Vi startede med at skrælle og skære bagekartofler ud i passende størrelse - og så skal de vandes ud i et par timer for at komme af med noget af stivelsen.

Vi brugte en tre-fire hold vand - så var skyllevandet rimelig klart.

Så blev kartoffelstykkerne kogt, lige indtil de var knapt møre

De kølede af på et viskestykke

Og så gjorde vi ellers klar til udendørs stegning af Pommes Frites. Vi har ingen fritøse/frituregryde, så det foregik med et godt lag solsikkeolie i en bredbundet wokgryde på det udendørs elkomfur. Udsigten er vel OK for sådan et Pommes Frites køkken...

 Det går forbavsende stille og roligt - og de får langsomt den rette kulør og sprødhed.

Vi stegte dem i fire omgange, så de ikke klumpede sammen i gryden - og de blev til sidst holdt varme i ovnen og drysset med salt.

Pommes Frites forbindes ofte med fast food - men det er slow food, når du selv skal lave dem helt fra bunden- og det kan vi godt lide. De blev serveret med en god gang Boeuf Stroganoff- også lavet fra bunden.

Jordens prøvelse

 Vi fik et sæt til måling af næringsstoffer i jorden i julegave fra Mikkel.

Nu skal jorden stå sin prøve. Først i det kommende kartoffelbed ude i urtehaven, her i forgrunden til venstre for grønkålen, som får lov til at stå lidt endnu, fordi der skal være selleri og porrer i det stykke - og de plantes først ud i maj:

Vi tog en jordprøve fra kartoffelstykket - resultatet følger senere i indlægget her. Men vi tog også en prøve af jorden i drivhuset, hvor vi har givet godt med kompost, og afgrøderne allerede er spiret.

Det foregår så på den måde at man putter lidt jord i den test-væske, som følger med prøvesættet.

 

Efter at blandingen er rystet og jorden er faldet til bunds, så suger vi lidt væske op med en pipette.

Denne væske sprøjtes ned i en ny ren kolbe, hvor der så tilsættes lidt -reagens-pulver fra sættet, alt efter om det er N, P eller K, der skal testes, altså kvælstof, fosfor og kalium. 

Så er vi klar til at teste jorden fra kartoffelbedet. Den lyse rødlige farve viser, at indholdet af kvælstof/nitrat er ganske lavt, men det er helt efter bogen, fordi nitrat vaskes ud af jorden af regnvand - og vi har ikke gødet bedet endnu.

Til gengæld er indholdet af fosfor i bedet højt - fordi det nu engang er god havejord, og fosfor binder sig til jordpartiklerne og derfor ikke vaskes ud.

Så er der jordprøven fra drivhuset - her er fosfor-indholdet også meget højt som forventet:

Men så er det jo fedt at se, at nitrat-indholdet også er højt derinde, hvor vi har gødet med kompost - bemærk den kraftige røde farve denne gang:

Testen for kalium er sværere at aflæse og vise her. Men resultatet er omtrent som for kvælstof, fordi kalium også vaskes ud i sandmuld, som vi har i vores have. Stoffet binder sig derimod udmærket til partikler i lerjord.

Hurra - storken er tilbage

Da vi flyttede ind her på Pilgårdsvej i 1986 var der ofte stork på engen. Vesløs var en af de sidste landsbyer, hvor storken ynglede i Danmark, inden den "uddøde" som ynglefugl. Nu er det mange mange år siden, vi har set stork fra matriklen - indtil i dag:

Vi vidste godt, at der var set stork i nærheden, og her til formiddag fløj den så forbi vor vinduer og landede på græsmarkerne lidt længere mod syd 

 

Bestanden af hvid stork er gået meget frem i Vesteuropa, fordi de vesteuropæiske storke har droppet den farlige rejse til Afrika og i stedet overvintrer i stort tal i Spanien og Portugal. Fremgangen i Holland og Tyskland er de sidste par år slået igennem i form af flere par i Sønderjylland, men de skal også være velkommen heroppe mod nord.

Efter sit ophold på græsmarken lidt mod syd, så fløj den faktisk lige ind over matriklen, inden den fortsatte mod nord mod Vesløs. Spændende hvordan historien fortsætter...