Fuldt hus hos stærene?

Det er desværre en velkendt historie, at stæren er gået markant tilbage i Danmark. Ja, når vi taler med fuglefolk østpå, så er stæren ligefrem sjælden som ynglefugl i landskabet. I intensivt drevne landbrugsområder, hvor køerne står indendørs, har stærene svært ved at finde føde. Men her hos os er det heldigvis meget anderledes.

Vi har en gammel telefonpæl med tre stærekasser og en mejsekasse, som nu oftest lægger hus til skovspurve. På et tidspunkt i foråret troede vi, at der var stære i alle tre kasser. De blev alle tre flittigt besøgt, men lige nu fodres der kun i den ene.

Til gengæld er der også unger i kassen her, som er sat op på vores "indre" overdækkede hønsegård:

Vi har flyttet en gammel stærekasse op under udhænget på vores anneks - og det har med det samme givet gevinst. Her fodres der også flittigt lige nu.

Det er selvfølgelig de vidtstrakte enge lige uden for vores hus med græssende kreaturer, som er forklaringen på den stærke stærebestand her hos os. Stæren er en rigtig græslands-fugl, der i høj grad fodrer ungerne med larver fra stankelben og gåsebiller, som lever netop i græsset. Sammen med vores nærmeste naboer har vi nok i nærheden af 15 par stære lige nu. Og nu er det tid til endnu et tur ud i græsset - ungerne venter jo - og skriger!

 

 

Drukner i øl!

Vi har forsøgt os med ølfælder mod dræbersnegle. Og det virker!

Øllet hældes i tømte majsdåser, som er gravet ned i rabatten på Pilgårdsvej - hvor der i starten af sæsonen var voldsomt mange små dræbersnegle. Nu er der ikke så mange længere:

Dåsen her har stået med øl i en uges tid - og den er nu fyldt med små druknede snegle. De kan ikke stå for duften af øl - og det kan man jo godt sætte sig ind i...

Her er "høsten" fra fire ølfælder - og hønsene klarer resten:

For god ordens skyld: Det er den her slags øl, vi ofrer på sneglene:

 

 

 

 

Skov med spætter

Vi var tidligere på måneden en tur i Sønderjylland, ikke mindst for at besøge Draved Skov for første gang. Draved Skov er faktisk Danmarks største naturskov, hvilket ikke siger så meget. Rold Skov er fx omkring 50 gange større. Men ikke desto mindre var det fint at opleve skoven ved Draved, som sammen med den tilhørende Kongens Mose er på vej til at blive naturnationalpark.

Skovdriften stoppede i Draved for omkring 25 år siden, dog har Naturstyrelsen siden da arbejdet på at fjerne ikke hjemmehørende nåletræer fra området. Flere stormfald og sygdom hos asketræerne har bidraget til, at dele af de ældste løvtræspartier i skoven faktisk fremstår som noget af det mest urskovs-agtige, vi har i Danmark med døde og væltede træer og tilhørende spændende biodiversitet.

Der vokser også mange kristtjørn i Draved, og de fremstår særlig markante med bladenes grønne farver her i det tidlige forår:

Men selvfølgelig var det også for at se spætter, at vi besøgte Draved. Spætter er helt særligt interessante fugle, og det er unikt for skoven tæt på grænsen, at man kan se alle de fem spættearter, som nu findes i vores land: Stor flagspætte, lille flagspætte, mellemflagspætte, sortspætte og grønspætte. Sidste år blev det første sikre ynglefund af mellemflagspætte konstateret i Draved efter artens nylige genindvandring i Danmark. Vi havde alle fem arter på vores tre-dages besøg, men så og hørte kun en kort glimt af mellemflagspætten. Til gengæld havde vi tæt kontakt til flere små flagspætter:

Her er en han ved at hugge et redehul ud i den knækket træstamme - og nedenfor sidder den og trommer på en udgået gren - det er imponerende hvor meget larm så lille en spætte kan lave...

Nu vi så var i Sønderjylland, så skulle vi også lige forbi den TV-overvågede storkerede i Smedager:

Og vi var en tur i Tøndermarsken for første gang i nogen år - så længe, at vi ikke tidligere ved selvsyn har oplevet det absolut groteske vindsvinehegn ved grænsen til Tyskland - her ved  Saltvandssøen:

Så jo, vi vil gerne biodiversitet. Det må bare ikke koste...

De første radiser!

Vi såede tidligere end nogensinde i drivhuset, den 28. februar - nærmest en måned tidligere end normalt.

I dag høstede vi så de første små og meget lækre radiser - omtrent fjorten dage før normalt.

I det hele taget er der godt gang i væksterne derinde, her tæt sået dild:

Og det ser mere imponerede ud fra jordhøjde...

De små spirer af spinat har nu vokset sig så store, at det kan kaldes baby-spinat!

Iceberg står pænt på række, sået med frøbånd: 

Mens rucola helt sikkert står lovlig tæt, sået med menneskehånd:

Salaten i potterne i drivhuset er også kommet op. Det bliver et sundt forår...

 

 

 

 

Torskegilde - uden skat

Vi har holdt torskegilde for naboerne i ordets egentlige betydning. Tanken opstod, fordi vi smagte en ret med klipfisk - bacalhau - da vi var i Portugal tidligere på året. Nu skulle det prøves herhjemme - og kombineret med andre torskeretter:

Vi lagde ud med ceviche. Det er en ret, som stammer fra Peru, hvor den er lidt af en nationalret. Det er rå fisk - her torsk selvfølgelig -som marineres i citron- og limesaft tilsat skattelotteløg, lidt salt og lidt chili. Saften fra citron-lime tilbereder langsomt den rå fisk. Vi havde den stående i køleskab i fire timer - og så var fisken ikke længere klar og rå, men hvid og mør. Den krydres med rosenpeber og tilbehøret er rucola-salat. En ganske pæn ret -og det smager dejligt med godt brød til.

Hovedrollen i gildets næste ret bacalhau er så selve klipfisken, købt i Hanstholm og vandet ud i et par dage. Derefter kogt i 2-3 minutter:

Klipfisken pilles i små stykker og blandes så på panden med de øvrige ingredienser, først løg og hvidløg, så fisken på panden og tilsidst pisket æg og kartoffelfritter, som vi havde stegt i olie i forvejen. Det lykkedes mindst lige så godt som i Portugal! 

Men vi skulle også prøve at lave brandade, som egentlig minder meget om bacalhau, blot med kartoffelmos i stedet for stegte fritter og uden æg. Brandade er vistnok oprindeligt en fransk ret, men findes i forskellige versioner i forskellige lande. Vi lavede den med fersk torsk, kartoffelmos, revet citronskal og revet pecorino-ost. Tilbehøret er en syrlig salat med iceberg og bladselleri:

Torskegilder kan være en fin oplevelse, så længe det er uden skat.

Det spirer!

Tre uger efter den tidligste såning i drivhuset nogensinde - så spirer det!

Marts har haft både lune og kolde perioder med nattefrost. Men de tidlige frø udvikler sig som vanligt, selvom vi er noget tidligere på den, end vi før har været:

Radiserne er de hurtigste til at spire, men de andre afgrøder har også meldt sig overjordisk med spæde grønne kimblade:

 Spinat

Her icebergsalat - og rucolaen er lige præcis blevet synlig:  

Ups - så havde jeg glemt dilden, men der er også kun MEGET små spirer:

 

 

 

Tidligste såning i drivhus

Vi har netop sat en rekord - vi har sået i drivhuset i går i februar - vores tidligste såning i drivhuset nogensinde.

Radiser, salater, dild og spinat på vej i jorden:

Hemmeligheden er, at vi allerede i det sene efterår gjorde drivhuset næsten klar. Så det var ikke den sværeste rekord at slå. Nu venter vi spændt på, hvor meget tidligere afgrøderne så kommer op - normalt plejer vi først at så drivhuset til i slutningen af marts, og vi så kan vi i de fleste år høste de første radiser lige inden 1. maj.

De små omvendte potter markerer, hvor der senere skal plantes tomater og peberplanter. På den måde holder vi styr på afstanden mellem de tidlige afgrøder og den senere tilplantning af drivhuset. Tomater og peber plantes ud, mens der stadig er salater, dild og radiser i drivhuset. Agurker planter vi ud, når vi engang i forsommeren har høstet det stykke med spinat bagerst i drivhuset, som vi såede til i går.