lørdag den 13. januar 2018

Nyt i køkkenet: Sous Vide

 
Vi fik et sous vide-sæt i julegave - og det tror jeg, vi får endda meget glæde af. Men vi skulle lige tage tilløb til at prøve det af. Til højre det apparat, som laver vakuum-pakningen af kødet, til venstre det apparat, som varmer vandet op helt præcist. 

 
Den anden aften var vi blevet modige nok. Vi forsøgte os med udskæringen Teres Mayor, en primært amerikansk udskæring af kalve/oksekød fra skulderen af dyret. Lidt ambitiøst måske, for det havde nok været nemmere med en almindelig bøf.  
 
 
Vi krydrede med salt, peber, hvidløg, salvieblade og olivenolie - og så ned i baljen...
 
 
56 grader var vi ikke i tvivl om efter diverse opskrifter - men tiden - vi satsede på 1 time og 25 minutter. Vandet holdes helt konstant på temperaturen og en lille propel sørger for at vandet cirkulerer rundt i beholderen eller gryden, hvor tilberedningen foregår
 
 
Sous vide er en tilberedning på gourmet-niveau, men kødet kræver en færdiggørelse - en finish - når det kommer ud af vakuum-pakningen.
 
 
Lækker stegeskorpe i smør og godt med groft peber
 
 
Rosa og saftigt og mørt hele vejen igennem - nu har vi luret, hvordan de gør på restauranterne?
 
 
 
 
 

Venlige våger

 
På Hovsørvej stødte vi på denne publikumsvenlige fjeldvåge, som havde sat sig til hvile i en lille hyldebusk ganske tæt på landevejen
 
 
Den var ganske tillidsfuld, som de jo nogen gange er, når de kommer oppe fra de øde fjelde.

 
Men man skal jo også sørge for at jage i disse korte dage. Og fjeldvågen er ren elegance i musningens ædle kunst, når der sammenlignes med musvåge
 
 
I øvrigt sad der også en rimelig fotogen musvåge lige i nærheden, og den holdt sig klogeligt og ydmygt på pælen.






søndag den 10. december 2017

Samme scene mange år senere

Vi har i mange år haft et foto af sangsvaner med vores hus i baggrunden hængende på væggen i stuen. Vi tog billedet en dag i starten af 1990'erne. På det tidspunkt havde vi bygget ovenpå (1989), hvilket kan ses af døren i gavlen på overetagen. Men vi havde endnu ikke lavet vores store ombygning (2000), hvor vi forvandlede tilbygningen til en svenskinspireret træhytte, og vi fik nyt tag med udhæng og stort udsigtsvindue i gavlen mv. på selve huset.

 
De senere dage her i december har der ligget en pæn flok sangsvaner på næsten samme sted i vejlen. De har sunget smukt for os om aftenen. Så selvfølgelig skulle vi da have et billede af næsten samme scene her omkring 25 år senere.
 
 

tirsdag den 28. november 2017

Suppe - et grundstof


 
Suppe, lavet fra bunden, kogt ude i brændeskuret, gør en forskel!
En stor suppehøne og kalvekødet



Det er ikke nok med suppeben
Der skal også kød til en god suppe


Kødet skal koge
Og skummes.





Så kommer urterne.
Porrer, selleritoppe - og rod. Persillerødder, løg, hvidløg, timian, laurbær. Og gulerødder.
I rigelige mængder. Alt sammen hentet fra haven.

 
Og mere løg. For mange løg kan give en for sød suppe.



Men her er det den brune løgskal i rigelige mængder! Det giver farven - bouillon. Og så skal det
simre...



I mange timer, seks, syv, ja otte timer



Så skal suppen sigtes. Urterne sigtes fra til hønsene.





Kødet pilles fra til:
Høns i tarteletter, kalvesylte, høns i karry



Resten går til musvåger, kragefugle, måger og ræve ude på engen.



Suppen er klar som gin og farvet som rav.
Den smager himmelsk. Den spises som suppe og ramen med nudler.
Den bruges til risotto og koges med kikærter.
Suppen kan laves til sky, bare lidt husblas. Og så er den prikken over i'et, når der her i huset laves brun sovs.
For det kan vi godt finde på...



 

fredag den 24. november 2017

Aaahhh, nye gummistøvler!

 
Længe savnede
 
 
De gamle, totalt nedslidte, er smidt i affaldscontaineren, to par!
 
 
Ud på engen...
 
 
På besøg ved kompostbeholderen
 
 
Vandre gennem grønkål...
 
 
Grave orm til hønsene. 
 
 
 
 
 

søndag den 22. oktober 2017

Tulipaner i tykt og tyndt

Vi har noget med tulipaner. Det har vi haft, siden vi var i det nordvestlige Himalaya i Kirgisistan for ti år siden. Vi boede i telte en uge oppe i bjergene, netop den uge, hvor forårsvejret slog igennem. Da vi gik ned igen gennem dalene var de små, fine, vilde skovtulipaner sprunget ud på skråningerne...

 
Så nu har vi lavet tulipanbed i vores "forårs-blomstereng" under frugttræerne. Vi tog det billede her i maj i år som en huskeseddel til efteråret om, hvor i bedet det står noget TYNDT med tulipaner. 
 
 
Derfor er vi nu klar til at fylde ud!
 
 
 
Vi lægger løgene ud ovenpå jorden til at begynde med, så vi ikke graver flere ned oven i hinanden.
 
 
50 nye tulipaner til at supplere oplevelsen til foråret
 
 
Sådan cirka 10 centimeter ned - og videre til den næste...
 
 
Så venter vi bare på foråret, hvor der gerne skulle være TYKT med tulipaner i bedet - og forhåbentlig udsigt til en meget bedre sommer end i år!
 
 
 
 
 
 
 

torsdag den 7. september 2017

En mårhund mindre i Vejlerne

Vi fandt i går en mårhund, som var blevet kørt ihjel på hovedvejen uden for Vesløs. Formentlig en stor hvalp. Selvfølgelig en trist skæbne for dyret selv, men kun en fordel for Vejlernes ynglefugle.


Jeg kontaktede driftsleder Niels Lisborg om fundet, og han fortalte, at der yderligere er fundet en trafikdræbt mårhund fornylig plus tre fanget i fælder. Altså fem i alt.

De vildtkameraer, som er opstillet på reservatets dæmninger, dokumenterer også, at mårhunden for alvor har indtaget Vejlerne. Samtidig har ynglesuccesen for Vejlernes vadefugle været helt i bund i år, selv på den store Bygholmeng.

Formentlig har rævene stadig større negativ betydning for ynglefuglene end mårhunden, men mårhundenes indtog gavner ikke situationen. Derfor vil Vejlerne også opruste i bekæmpelsen af rovdyrene.