Slurp - solsort spiser "giftige" bær

 

 Dansk ingefær  - Arum alpinum

Bærrene er meget smukke og står lige nu i august og lyser op.
De er giftige for pattedyr - men ikke for fugle.

Da bærrene var modne, gik vores solsorteunger systematisk i gang med at spise bærrene.

I løbet af en uge var bærrene spist.
Ærgerligt, for de lyser meget smukke op i haven - her i august måned.
Men vores have er egentlig også fuglenes have. Så ok! 

 

Svaler på elefantkys

Vi har haft en god ynglesæson for landsvaler i brændeskuret - fire flyvefærdige kuld fra to par ser ud til at blive resultatet. I går havde tre nys udfløjne unger sat sig til rette på vor vaskesuger, svupper eller elefantkys - som den kaldes populært:

Hver gang de voksne svaler fløj forbi, så tiggede ungerne efter mad

Men det lignede unægtelig en gang kontant opdragelse - for de voksne gav intet mad, men satte sig i stedet til rette i baggrunden og hvilede sig. Det lignede i den grad en besked om, at "nu må I selv flyve ud og finde mad"...

Anholt i isolation

Undskyld forsøget på et ordspil. Anholt har faktisk sit navn fra "holm hvor der er ænder". Men det er fristende at drage sammenligningen med en anholdt i isolation - for det er virkelig en øde ø efter danske forhold. Vi var der for første gang i den forgangne weekend.

Mod vest på Anholt ligger en morænebakke, som giver læ til den lille by på øen. Derfra strækker "Ørkenen" sig så 10 kilometer mod øst. Det er i virkeligheden en såkaldt lavhede med masser af flotte grønlige laver blandet med lilla-blomstrende lyng og mørkegrønne revling. Her tæt på den beskyttende bakke var farvespillet helt intakt - men længere ude mod øst var lyngen simpelthen visnet - ifølge de lokale på grund af et voldsomt nedslag af salt fra havgus i forsommeren!

Der er hverken ræve eller rotter på Anholt, og det udnytter blandt andet sildemågerne. Nogle af landets største kolonier ligger rundt omkring i klitterne og på heden - tydeligvis i sikkerhed for prædation fra rovdyr på fire ben.

Mange netop udfløjne unger af sildemåger gemte sig i klitterne

Her er endnu en, som har fået luft under vingerne

Fyret på østspidsen af Anholt og den nu forladte fyrmesterbolig er stærke kandidater til det mest isolerede byggeri i Danmark

Nordstranden på Anholt er simpelthen den flotteste badestrand, vi har set i Danmark - men det var absolut ikke badevejr, da vi kom forbi. Måske næste gang?

Mad fra nord

Ude at rejse - hjemmefra -  så er en af oplevelserne at spise den lokale mad. Nogle gange er det en stor nydelse - andre gange en stor udfordring.
Lokale råvarer. Ofte har vi læst på lektien hjemmefra. Ofte kender vi råvarerne fra tidligere besøg. I Sverige spiser vi sjældent ude, men laver selv maden af de lokale råvarer. Og ofte køber vi gode råvarer med hjem. Er bærrene modne, plukker vi selv og sylter. Er de ikke modne, køber vi syltetøj af blåbær og multebær - hjortron. Rensdyrkød - renskav er også en vare, vi gerne køber med hjem nordfra.

Vi boede på hotel i Klimpfjellet. Et meget hyggeligt sted. Restauranten var italiensk inspireret  med lokale råvarer.
Her er det pasta carbonara med rensdyrtunge.
Ja, TUNGE!
Først tænkte jeg, nej tak. Men den unge kok anbefalede meget overbevisende. Og det smagte virkelig godt.
Helt sin egen ret og alligevel carbonara med nordisk smag.

 

 

Næste ret på Klimpfjellet var rensdyrsteak med serranoskinke. Igen italiensk inspireret med nordisk smag. Og sovsen, Jensen, den var himmelsk. 

Er vi Nordpå, når bærrene er modne, plukker vi og sylter. Men i år var vi afsted i juni måned og planterne blomstrede, eller bærrene var ikke modne.
Her er en multebær i blomst.
Multebær er en gude spise både bærrene og som syltetøj. 

Et umodent multebær. Meget smuk.

Heldigvis kunne vi købe syltetøj fra sidste år. Endda plukket i området, hvor vi var, nemlig Vilhelmina. Behøver jeg at skrive, at vi købte flere glas...

Multebærsyltetøj til ost, her en briemad, er gudemad.
Stenene - frøene i bærrene knaser, når de tygges.
Og vi fandt ud af, at syltetøjet også er perfekt til chili-gouda.

 

Nedtur er optur for ugler

Der sker åbenbart noget magisk, når vi kører sydpå fra Lapland af den svenske hoved-landevej i indlandet - Inlandsvägen.

Herhjemme synes vi, at det er lidt for sjældent, at vi støder på sjældenheder - selvom vi kommer en del rundt. Men når vi så kører sydpå af Inlandsvägen, så...

Lidt nord for byen med det herlige navn Vilhelmina fløj en høgeugle pludselig lige ud foran bilen og satte sig i et træ i en rydning. Her er det lidt zoomede billede fra mobiltelefonen, som Susanne fik taget ud af vinduet. Da vi kørte sydpå for tre år siden var det en lapugle, som pludselig sad på en pæl lige op til den rimeligt trafikerede hovedvej. Det er lidt magisk - når vi så også har haft tjur, lavskriger og tretået spætte på samme tur i den retning. Når vi kører nordpå, så er det derimod ligesom herhjemme - intet specielt...

Da jeg endelig havde fået kameraet med telelinsen frem, så fløj uglen videre. Akkompagneret af varselskald fra mange småfugle og en ængstelig hjerpemor, som advarede sine kyllinger gemt et sted i terrænet. 

Høgeuglen satte sig derefter i toppen af en mindre gran længere væk - inden den fløj tilbage tæt forbi bilen og ind i en skovtykning. En herlig - og ja meget heldig - oplevelse.

Og lad os så lige vise lapuglen igen, som vi så i vejkanten på vejen sydpå af Inlandsvägen for tre år siden:

 

 

 

Varme dage på Blomsterengen

Vi var selvfølgelig også i Ammarnäs på vor nylige tur til Lapland. Det havde været en kold forsommer deroppe lige som her i Danmark - så mange af blomsterne på den fine blomstereng Joubmovare ved Tjulåen var forsinket.

Engblommerne, som desværre er blevet så sjældne herhjemme, stod dog allerede i fuldt flor:

 Overalt på engen med den brusende Tjulåen i baggrunden:

Men orkideerne, gøgeurterne, var ikke sprunget ud endnu

Men så brød varmen igennem - vi havde over 25 grader de næste dage - og så sprang de ud - her er vi på besøg tre dage senere - vi mener det er plettet gøgeurt, men de er jo svære...

 

Og så spoler vi lige tre dage tilbage igen: Den karakterfulde nordlige specialitet nordisk stormhat stod kun på spring:

 Tre dage senere var også den - næsten - udsprunget:

 

Over trægrænsen igen

I 1970'erne åbnede Sverige en mine på fjeldet Stekenjokk lige på grænsen mellem Jämtland og Lapland. Minen var aktiv i bare 12 år, men der blev hentet tusinder af ton metaller som kobber, tin, sølv og 780 ton guld. Det gode ved minen set i dag er, at man byggede en fin vej op på højfjeldet for at hente metallerne ned.

Her kan man i ro og mag køre op over trægrænsen til højfjeldet, så man undgår timelange vandringer ad stejle stier gennem myggebefængte birkeskove, før du når det eftertragtede åbne landskab. Og ja - vandreturen har bestemt også sin charme, men bilturen op på Stekenjokk kan i den grad anbefales. Ikke mindst fordi det er en strækning på omkring 20 kilometers fint højfjeld, man triller op på. Vejen blev først åbnet 6. juni i år på grund af de store snemængder - og vi kørte op bare 15 dage senere. Svenskerne kalder den meget passende for Vildmarksvägen.

Fjeldfuglene var der med det samme - ikke mindst et godt show af lille kjove, hvor mange par tilsyneladende var godt i gang med ynglen. Der var også pænt med fjeldvåger, så der må være nok med lemminger på den del af fjeldkæden i år.

Susanne opdagede en fjeldrype - en han som på selvtillidsfuld kok-maner havde sat sig på toppen af en kåte med informationstavler, der fortæller om naturen og minen:

Vi så den flot i teleskopet, og jeg tænkte, at vi hellere måtte holde afstand. Men så begyndte andre fjeldturister at gå op til kåten - og den kække rypekok blev bare siddende - selvom de havde en hund med!

Så gik jeg også derop for at få et bedre billede, men inden jeg nåede så langt - så blev det alligevel lidt for udfordrende for den kække kok...