HØJMOSEHØNS

På vej hjem fra Athen var vi et "smut" forbi Sverige. En anden del af familien har købt et hus i det nordlige Blekinge, hvor vi var til housewarming i selve påsken.

Susanne fik den ide at tjekke hvor i nærheden, der var mulighed for at se spillende urfugle. Et grundigt tjek på den svenske pandent til DOFbasen, Artportalen, afslørede, at der få dage tidligere var meldt om 18 urfugle i Taglamyren i det sydlige Småland, kun en times kørsel væk.

Så på en kold påskemorgen stod vi klar i fugletårnet ved Taglamyren - i øvrigt sammen med en del andre urfugle-turister, hvoraf flere var danske.

Det er en ganske speciel oplevelse at komme til en urfugle-spilleplads med den konstante baggrundslyd af de kogrende, boblende stemmer fra kokkene blandet med hæse skrig, når de slås, fordi hønerne er i nærheden. Vi havde fin udsigt på pæn afstand til en spilleplads med minimum 22 kokke, og der var mindst en spilleplads mere i mosen skjult af træer. Så det er virkelig et meget anbefalelsesværdigt sted at opleve urfuglens fascinerende spil om foråret.  

I Taglamyren, som er et naturreservat og EU-habitatområde, var der selvfølgelig også traner, hjejler, storspover og meget andet godt. Vi så tre elge i den tidlige morgenstund på vej derop og masser af rådyr. Aktive sortspætter og grønspætter sætter blå og gule streger under en rigtig svensk naturoplevelse.

 

 

TEMPELHØNS

Under vor nylige rejse til Athen tog vi også en tur ud til spidsen af halvøen Attica, hvor det gamle tempel for Poseidon knejser over indsejlingen til storbyen:

Flotte udsigter og dejligt middelhavsvejr. Men hvem er det, som  kigger ind i billedet her:

En fin lille chukarhøne, som helt klart havde vænnet sig til tempel-turister og ikke mindst til krummerne fra turisternes medbragte mad

Også godt med en slurk vand i den lune eftermiddagssol:

 Men hvor er min mage?

Fundet!

Der var også nogle fine alpesejlere, som underholdt med flyveøvelser omkring Poseidon-templet.

Skrænterne omkring templet var et stort blomsterflor - til sommer er det hele brændt af i varmen...

 

PISTACIE-ØEN

Vi har igen været på familierejse, denne gang til Athen. Mest storby, men også med et par ture blandt andet til øen Aegina - omkring 40 minutters sejlads fra havnen i Piraeus i en hurtigfærge. En ø, som har specialiseret sig i pistacie-nødder:

 

Det er en vældig populær ø blandt turister naturligvis, ikke så langt fra storbyen Athen, og i havneområdet var der adskillige boder med pistacie-produkter.

Her en økologisk bod, som solgte alle mulige varer på basis af pistacienødder, olier, pesto osv. Men også store poser med selve nødderne:

Der var både de søde og de saltede - vi foretrækker så klart de saltede

Mums!

Silde- og hønsesalat

Vi havde en rest sild og en rest kylling. Det fik vi en superlækker frokost ud af med et fælles tema:

Sildesalaten med syltede rødbeder og drueagurker, æg og æbler og hakket kryddersild.
Blandet i en dressing af mayo, cremefraiche og sennep.

Stegt kylling, drueagurker, selleri og stegte champignon.
Blandet i en dressing af mayo, cremefraiche og sennep.

Når sildesalaten røres sammen, får den en delikat lyserød farve fra rødbederne:

Sildesalat på groft hjemmebagt rugbrød med årets første purløg fra drivhuset! - vi indrømmer, at det er svært at få øje på rugbrødet...

Hønsesalat på rugbrød med bacon og friskklippet brøndkarse!

Det var en god søndagsfrokost.

Fra Kirgisistan til Mandø?

Vi var i går lørdag på en fin heldagstur til Mandø. Anledningen var ikke mindst en Himalayasanger - som nu må betegnes som at have overvintret på øen i Vadehavet - selvom noget af sæsonens værste vintervejr tilsyneladende er i vente i den kommende uge.

Men i går var det stadig fint vejr. Himalayasangeren har været på Mandø siden efteråret. Det er en af de østlige asiatiske sangerarter, som nogen gange trækker nærmest modsat deres naturlige trækretning og derfor ender i Vesteuropa i det sene efterår. Netop denne art har vi været uheldige med i årevis - og derfor har den indtil i går været det absolut største "hul" på vores liste over "Danmarksarter" - altså fuglearter, vi har set i Danmark.

Vi havde ikke været længe ved det krat langs bydiget på Mandø, hvor fuglen har holdt til hele vinteren, før den selv meldte sig med et lystigt to-tonet fløjt. Hvor ensom den end må være, så smuttede den livligt rundt i vegetationen og lod til at være i god form. Jeg fik da også et par billeder, men skarpheden er ikke helt i orden:

Nå, det var så vores første Himalayasanger, siden vi besøgte Kirgisistan tilbage i 2007. Derude i de nordvestlige Himalaya-bjerge er det en almindelig ynglefugl, som vores rejsefæller ringmærkede flere af. Måske kommer den lille lille fugl på Mandø faktisk fra Kirgisistan? - under alle omstændigheder var de på plads dengang allerede i april, selvom der faldt sne i bjergene. Så måske skal vi ikke være bekymret for vores ven på Mandø trods den snestorm, som er varslet herhjemme i skrivende stund.

 Himalayasanger ringmærket i Kirgisistan april 2007

Der var i øvrigt godt med andre fugle på Mandø. Vi havde otte havørne, her er et par stykker i luften over en af de store flokke bramgæs på øen. Desuden bjerglærker, isfugl, mange sølvhejrer, bjergirisker og vadefugle langs låningsvejen ud til øen. Her er udsigten på vejen hjem fra toppen af havdiget med Ribe Domkirkes markante profil i horisonten: 

 

I abeørnens rige

I Japan og Taiwan rejste vi sammen med vor søn, svigerdatter og barnebarn - men til slut på den store Østen-rejse tog Susanne og jeg på en hard core-fugletur til Filippinerne. Det skal ikke være en hemmelighed, at vi meget gerne ville se en abeørn - Philippine Eagle - en af verdens største ørne, som er meget sjælden og kun findes på Filippinerne. Der er formentlig kun 4-500 individer tilbage af den imponerende fugl, primært fordi regnskovene på Filippinerne er stærkt reduceret i størrelse som følge af skovrydning og befolkningstilvækst.

Men i bjergområdet Mount Kitanglad på den sydlige ø Mindanao holder skovene og abeørnen stand - så det var turens mål. Den kæmpestore ørn er især knyttet til områder i skoven med de åbne, bredkronede regnskovstræer af slægten dipterocarp - som også giver skoven en klar profil på billedet ovenfor.

Vi tog tidligt af sted om morgenen sammen med vores guider og hørte en masse spændende nye fuglearter fra den tætte skov - igen var det helt afgørende at være sammen med lokale, som kender stemmerne. Men guiderne var klart sporet ind på den helt rigtige måde at kigge efter rovfugle. Bare op på et sted med udsigt - og så ellers vente...

Vi sad på kanten af en stejl mudret sti, hvorfra der var udsigt over regnskoven og bjergene. Lokale bønder med muldyr passerede forbi igen og igen i de seks-syv timer, vi ventede på ørn. Det var lige udenfor selve reservat-grænsen, og der var marker med spidskål, som skulle høstes længere oppe. Kålen kan dyrkes her i 14-1500 meters højde, og transporteres så ned til markeder i det varme lavland, hvor der dyrkes helt andre afgrøder som bananer, sukkerrør og ananas.  

Meget mudret! - Susanne har et vist ry for sine særlige evner til at spotte fugle. Og det slog heller ikke fejl denne gang:

Nu kommer der en lidt ekstrem serie billeder. Her er først et billede taget med telelinse ud mod skoven, men ikke forstørret. Lige midt i billedet er der noget - og det var det, Susanne havde opdaget.

Her er billedet så kraftigt forstørret, mere end hvad teknikken reelt kan tåle, men man kan se en fugl til venstre for toppen på det palmeagtige træ i midten af billedet. En meterhøj rovfugl med hvid underside og mørke vinger - en abeørn. Den var nok et par kilometer væk, men den var god nok! Vi holdt øje med den i en timestid, den drejede ofte hovedet og flyttede sig lidt på grenen, men flyve ville den ikke. Det var sådan et tidspunkt, hvor man virkelig ønsker, at man havde et teleskop - men vi rejser med et minimum af bagage, så vi måtte nøjes med håndkikkerterne og de ekstreme forstørrelser på kameraet:

Vi var glade - men også ærgerlige over ikke at se den bedre. Heldigvis skulle det ændre sig...

 

Dagen efter var obsposten på en bakke lige udenfor skoven med god udsigt til de skovklædte bjerge. Det var tæt på en landsby, og en af guiderne hentede en lille bænk nede i landsbyen, så vi kunne sidde lidt bedre.

Der var underholdning fra biædere og træsvaler, og der var både brahminglenter og østlige hvepsevåger i luften - men lige før middag skete det så. En brutalt stor fugl forbarmer sig over os - sætter af fra sit rige i skoven og kredser et par flotte runder til stor begejstring for både os og vores guider.

Og ja, det er også ret langt væk - og halvdårlige billeder. Men vi var helt salige. Abeørnen har enormt brede vinger og lang hale, fordi den ligesom høge primært jager mellem trækroner - efter netop aber, egern og andre trælevende pattedyr og større fugle. Næbbet er kæmpestort og kraftigt.

På campen, hvor vi boede, var der denne skulptur/skiltning, der blev rejst da området i 2003 blev udnævnt til verdensarv, ikke mindst på grund af abeørnen.

Ved campen var der også en canopy walk - altså en hængebro i højde med trækronerne, hvor man kan se nogle af de fugle, som er svære at finde nede fra skovbunden. Stedet havde været helt lukket under pandemien og var temmelig nedslidt uden at overdrive. Ifølge guiderne, så var vi faktisk de første fuglefolk, som er kommet på besøg efter pandemien.

Skilte - også slidte - markerer grænsen til den lukkede naturpark. 

Imponerende bambusskov ved campen.

Vi boede i det hvide hus i baggrunden opført i amerikansk stil. Det ser jo meget godt ud - udefra...

Men kontrasterne mellem de fattige, nedslidte forhold og den rige natur blev en del af oplevelsen. Her er det en stor isfugl i haven ved huset. Det er den filippinske udgave af smyrna-isfuglen, som er vidt udbredt i Asien. Men på Filippinerne har den selvfølgelig udviklet sig til sin egen, endemiske art: White-throated Kingfisher:

Udsigt til abeørnens rige fra lavlandet - på vej tilbage mod "civilisationen" - og rejsen hjem til Danmark.

 

 

Taiwan - støvregn og stejle bjerge

Vi rejste fra Okinawa til Taiwan med fly. Da vi ankom, var det midt i et varmt pust med 28 grader, men ellers var det typiske vejr på Taiwan faktisk 13 grader og støvregn - ikke lige det vi havde regnet med... (tøhø)

Her en typisk våd udsigt fra vores hotel ned til byen Wulai, som ligger i en af øens dybe dale. Taiwan er mindre end Danmark og har 23 mio. indbyggere. Men langt de fleste bor i et bånd af storbyer langs hele vestkysten, mens de indre dele af øen består af høje, stejle bjerge med tætte skove. Mindst 12 forskellige stammer lever stadig forholdsvis isoleret med deres egne sprog rundtomkring i dalene - og de stammer rent etnisk mere fra Polynesien end de "rigtige" kinesere, som dominerer i storbyerne.

Her er så udsigten igen i en af de korte stunder med godt vejr. Vores dygtige fugleguide Jianlong Wu fortalte, at det faktisk er ret normalt med så dårligt vejr på det nordlige Taiwan om vinteren, fordi den kolde luft fra det asiatiske kontinent rammer de høje bjerge på øen.

Vi gik en fugletur ned af et bjerg gennem tæt og meget våd skov - men det gav godt med nye fuglearter. Når man er i regnskov i ukendt terræn, så er det helt afgørende at have en guide, der kender de lokale fugles stemmer - og det kunne Wu:

 

Her en Taiwan Barbet, på dansk taiwanskægfugl. Det er en skøn farvestrålende fuglegruppe, som er beslægtet med spætter. På Taiwan er der kun denne ene art, som selvfølgelig er endemisk. Selvfølgelig, fordi Taiwan har rigtig mange endemiske arter. Det vil sige, at de ikke findes andre steder på kloden. I alt er der omkring 30 endemiske fuglearter på Taiwan. 

På billedet herunder kan man tydeligt se, hvorfor de kaldes skægfugle:

Et charmerende element i fuglefaunaen var også flokke af minivetter af arten Crey-chinned Minivet, på dansk orientminivet. Hannerne er stærk orangerøde og hunnerne knaldgule.

En drongo af arten Bronzed Drongo, bronzedrongo, har også sneget sig med på billedet til venstre på en gren - med kløftet hale. Minivetterne er ikke endemiske, men vidt udbredt og meget almindelige. Det samme gælder for et par arter af bulbuler. Her en Black Bulbul, almindelig sortbulbul og nedenunder - uskarpt - en Lightvented Bulbul - kinesisk bulbul. Begge arter optrådte i store vinterflokke:

Bemærk i øvrigt, at kirsebærtræerne er tæt på at blomstre, trods den kølige regn. Når det endelig blev godt vejr, så var der flotte sommerfugle på vingerne. Her en smuk, mørk svalehale-type, som vist også er endemisk:

 

De asiatiske sorte ørne kom også på vingerne - overraskende almindelige.

Et vandfald nær Wulai i et bjergområde, hvorfra storbyen Taipei forsynes med rent vand. Og apropos - så sluttede vi vores ophold i Taiwan med nogle dage i Taipei, hvor vi blandt andet oplevede starten på det kinesiske nytår - vi er nu alle i kaninens år!