Høg i haven

Når man fodrer småfugle, så fodrer man også spurvehøge.

Kampen for overlevelse for de involverede er lige så dramatisk i vores lille have som på den store savanne i Afrika.

I dag kom en stor spurvehøg hun forbi og snuppede en af vores mange solsorte - den fortærede den i ro og mag omme bag tørrestativet.

Korn og værlinger

For nogle år siden forsøgte gode folk i Dansk Ornitologisk Forening at få omdøbt bomlærken til kornværling. Det er i sandhed et mere korrekt navn, da fuglen ikke er en lærke, men netop en værling - og den er stærkt knyttet til korn og kornmarker. Men navnet bomlærke er ikke sådan at udrydde. Det kommer af ordet "Baum" for træ på tysk - da bomlærken jo sætter sig i træer og buske, som de rigtige lærker sjældent gør. 

Navnet bomlærke har sin særlige charme, for der er nemlig noget bom bom over bomlærken, stor og tyk og larmende - så det hedder den stadig - heldigvis. Men korn vil de gerne have:

Vi har her i kuldeperioden lavet en fodringsplads ude på engen, hvor vi smider hvedekorn, som vi ellers bruger som hønsefoder. Der er den bagtanke, at vi måske kan tiltrække en sjælden værling - der har i denne vinter været en del hvidkindede værlinger på spil, især i det vestlige Norge. De følges normalt med gulspurve, og der var også en pæn flok gulspurve, da vi startede fodringen for fjorten dage siden. Men de har åbenbart fundet et bedre sted (besynderligt), for nu er der kun en halv snes gulspurve. Til gengæld er der dagligt en 30-40 bomlærker derude.

Også solsortene har fundet vej fra æblerne i haven og ud til kornet på engen i deres intense jagt på kalorier i den voldsomme kulde. Fuglene er meget nervøse, og det er der nok en god grund til:

En spurvehøg han kommer forbi for at afsøge mulighederne. Den er trods alt velkommen. Værre er det med naboernes katte.

De lokale fasaner har også fundet vej til kornet - og kokken gør sig forårslækker i eftermiddagssolen - måske har han hørt den herlige vejrudsigt om snarligt tøvejr!

Men det er fortsat koldt om morgenen, og fuglene er pressede. En stor stæreflok kom forbi her til morgen, mens de fleste bomlærker venter pænt på tråden.

 

Så koldt som i gamle dage

Vejret har slået en slem kolbøtte, polarluften er over os, Vejlerne fryser til, og fuglene forsvinder.

Så koldt har det ikke været i mange år - og det sender tankerne tilbage i tiden. Det markerede vi så med en gåtur i Øsløs Skov, hvor Susannes mormor og morfar havde en lille landejendom - og hvor hun derfor har tilbragt ganske mange stunder i sin barndom.

Hedesøen Skærpensiig er et dejligt sted - selv når der er is på!

Lavningen Tværkær er efterhånden vokset til i et sandt vildnis - Tværkær ligger ganske tæt på familiens ejendom, og Susanne skrev en stil om stedet i sin skoletid.

Denne ruin ved Glombak var dengang beboet af en familie med børn - Susanne rendte tit derop for at lege, når hun var på besøg hos mormor og morfar.

På Thorsbjerg går denne flok herlige skotske langhornskvæg - og de har det tilsyneladende fint i kulden - også den lille ny i forgrunden. I baggrunden kan det ses, at der stadig er lidt åbent vand ude i søen Glombak - men det er vist en stakket frist.

Turen tilbage mod Øsløs fortsætter op af den ganske stejle sti mod Snekkebjerg.

Og her er Susanne tilbage på "Morfars jord", hvor hestene Tulle og Klaus dengang gik foran ploven. Selve gården ligger nu gemt inde bag træerne i baggrunden.

 

UGLETID

Når man taler om "ugler i mosen" som et sprogligt billede på en trussel, så er det i virkeligheden en sproglig forvanskning af "ulve i mosen" - for vi er jo heller ikke bange for ugler - endnu da...

Derfor må man også kunne forvanske "Ulvetid" til UGLETID - og begge dele er jo positivt i sin egentlige betydning.

Vi besøgte i dag en lade i nærheden, hvor en fin slørugle i den grad havde sat sig til ro for dagen:

Den var så rolig, at den allerhøjst værdigede os et let løftet øjenbryn

 

Sløruglen er heldigvis blevet forholdsvis almindelig her i Danmark, som er artens nordgrænse i Europa. Men hvis vi får hårdt vintervejr, så har arten det svært, for den er ikke så godt polstret som de nordlige uglearter. Det fremgår vist også af det slanke look på billedet.

Vi har også for nyligt hørt en tudende natugle hjemme fra Pilgårdsvej. Det er tredje år ud af de sidste fire, at vi hører natugle her om vinteren. Den har ellers været meget fåtallig i Nordvestjylland. Vi har haft under 10 natugler omkring Vejlerne i vor tid - og det er jo efterhånden mange år. Men måske er der nu unge natugler, som afsøger mulighederne for at sprede sig mod nordvest. 

Kantareller i januar

Vi var i dag på en punkttælling efter vinterfugle i Østerild Klitplantage. Og selvom det har været rimelig vinterligt vejr de seneste uger, så fandt Susanne såmænd to små kantareller i en grøft. Det sender jo tankerne i retning af sommer, forhåbentlig en sommer uden Corona-begrænsninger... 

I øvrigt var der ganske stille i plantagen, når det gælder fugle. I milde vintre kan der allerede nu være gang i sangen, ikke mindst hos sortmejserne, men de holder også lav profil i denne januar. Dog næppe fordi, de har hørt om Corona.

Havens smarte skovskade

Vi har igennem længere tid haft en fast skovskade i haven, og den har fra starten haft et godt øje til de nødder, vi har hængt op i trådkugler ved tørresnoren.

Til at begynde med prøvede den at snuppe bidder af nødderne ved at flyve op til trådkuglen og hakke til i luften - hvis den da ikke havde held til at løfte låget af kuglen.

Nu har den så lært sig at sidde på trådkuglen ligesom mejser og skovspurve - selvom den stadig har lidt svært ved at få fodfæste...

Skovskaden er en smuk fugl og velkommen i haven på denne årstid. Om sommeren er vi mere nervøse ved den, fordi den i modsætning til husskader har mod - eller forstand - til at smutte helt ind i brændeskuret og tømme svalerederne. 

Det betaler sig at øve sig...

 

Sorte ravne og hvidt fedt

Det er sæson for lokalt lam til fryseren. Vi parterer selv lammet, efter kødet har hængt til modning en passende tid - og så er der lagt op til fuglefest ude på engen. Der er nemlig altid nogle rester fra lammet, som musvågerne, de store måger og kragefuglene meget gerne rydder op på.

 I år kom der også en lille flok ravne forbi og tog for sig af retterne...

Det karakteristiske kridhvide fedt fra lammet lyser godt op i næbbet på de sorte ravne - ikke mindst i det mørke decemberlys, som vi må leve med i øjeblikket.

Mens musvågerne holder de andre kragefugle og især de store måger væk fra foderpladsen, mens de spiser, så får ravnene lov til at forsyne sig.

Kvæget i baggrunden er i øvrigt seks stykker skotsk højlandskvæg. De er kommet ud på engen ud mod vejlen efter, at engen har fået ny ejer, og de har gjort et godt stykke plejearbejde sæsonen igennem. Herlige dyr, som altså også får lov til at græsse videre her i julemåneden.