Sildemåger i skovbunden
Hvis du vil se bjørne og ulve, så
er det østlige Finland stedet. Men rovdyrturismen giver også særprægede
oplevelser med fuglene.
Det virker!
Man hører det, så snart vi stiger ud af bilen. De dybe klangfulde lyde
fra forventningsfulde ravne rundt omkring i træerne blandet med mågeskrig fra
den våde slette op mod den russiske grænse. En ung havørn letter tungt, da vi
går ned mod skjulene. Den har endnu ikke fået flyttet sig fra forrige nats
ædeorgie.
Fuglene ved, det virker!
Der er mad at hente, men først når rovdyrene har været der i løbet af
natten. Så her er fuglene tålmodige. Mere tålmodige end os, for vi vil se det,
før vi tror det.
Klokken 17.45 er vi på plads i skjulet. En god time senere ser vi den
første store hanbjørn luske gennem skoven på kanten af sletten. Han forsvinder
igen, men snart kommer han frem til kødet, og fra det tidspunkt er der konstant
bjørne på scenen i otte timer i træk.
Det virker i den grad!
Men vi vil have mere, og klokken 21.50 sker det: Her er, hvad vi skriver
i notesbogen med sitrende fingre:
”Fire ulve kommer løbende ud af skoven fra Rusland, de løber lidt frem
og tilbage, meget vagtsomme! – to lyse rødlige og to grå”.
Ulvene tager tydeligvis bestik af bjørnene og kommer så ind fra en helt anden
side - meget tættere på. Man får ligefrem mere respekt for hunde ved at opleve ulvenes
velovervejede fremfærd. Der foregår et tydeligt spil om magten ved kødet mellem
ulvene og bjørnene. Mellem de klogeste og de stærkeste.
Men vi har det mest virkningsfulde
til gode…
Den første tanke er – måske lidt pinligt for en naturnørd – at det er en
russisk sirene. Men lyden er SÅ dyb og kraftig, og vi er jo tæt på grænsen.
Det er det bare ikke. Det er ulvene, som giver intim koncert. Først den
dybe tuden fra alfahannen, som melder sin ankomst, så stemmer de store hvalpe i
med bjæffende tilløb. Når ulve hyler inden for 200 meter, så lyder det altså
meget anderledes og endnu mere gåsehudsfremkaldende end det, vi før har hørt på
bånd eller på film.
Hold da op, som det virker!
Klokken 03.20 har den sidste bjørn spist sig mæt i det udlagte kød, og
så er det de tålmodige fugles tur. Flokke af krager, ravne og måger kaster sig
over de mange små lunser, som bjørnene har efterladt. Tre havørne og en sort
glente holder også til ved fodringspladsen.
Forklaringen på den finske succes med rovdyrturisme er fodring. Flere
steder langs den finsk-russiske grænse er der tilbud til naturturister og
fotografer ud fra opskriften med lokkemad og fotoskjul. Pioneren inden for
denne turisme har været naturfotografen Lassi Rautiainen. Det er hans firma
WildLife Safaris Finland øst for byen Kuhmo, som vi er på besøg hos. Tidligere
år har vi også besøgt firmaet Wild Brown Bear ved byen Vartius lidt længere mod
nord. Her fodres der også, men det var en meget varm nat, som kan gøre
rovdyrene ret passive. Vi så kun en enkelt bjørn ved den lejlighed, men til
gengæld sang blåstjerten i den tidlige morgenstund fra en bakketop i nærheden.
Vi har også forsøgt os med bjørnesafari i Sverige, hvor der ikke fodres
med kød eller fisk. Her blev der i stedet smurt honning ud på træstammerne ud
fra en tankegang om, at det er en mere naturlig føde for bjørnene om sommeren.
Vi sad i to døgn indelukket i skjulet og holdt os vågne, mens toiletspanden i
hjørnet blev fyldt. Men vi så absolut ingen bjørne eller andre rovdyr.
Det virkede ikke!
Men i år i Finland nåede vi op på omkring 10 bjørne, fem ulve og en jærv
på to nætter, den sidste fik vi dog ikke billeder af. Og så kan man godt leve
med de sildemåger i skovbunden, selv om det unægtelig er en særpræget oplevelse
at se de flotte kystfugle hoppe rundt mellem stenblokke og blåbær for at finde de
små bidder laks, som er gemt til rovdyrene under træstammerne.
