Sikke solsikker

Vi har sat nogle høje solsikker i udkanten af vort hindbærbed, hvor rødderne tilsyneladende kan nå ind i den godt gødede jord i hønsegården. I hvert fald er de blevet MEGET høje, som det fremgår af billedet. Næsten for høje, for de skal stives af med alt muligt når det begynder at ruske og regne...

I rovdyrskjul i Finland

Sildemåger i skovbunden

 

Hvis du vil se bjørne og ulve, så er det østlige Finland stedet. Men rovdyrturismen giver også særprægede oplevelser med fuglene.

 

Det virker!

Man hører det, så snart vi stiger ud af bilen. De dybe klangfulde lyde fra forventningsfulde ravne rundt omkring i træerne blandet med mågeskrig fra den våde slette op mod den russiske grænse. En ung havørn letter tungt, da vi går ned mod skjulene. Den har endnu ikke fået flyttet sig fra forrige nats ædeorgie.

Fuglene ved, det virker!

Der er mad at hente, men først når rovdyrene har været der i løbet af natten. Så her er fuglene tålmodige. Mere tålmodige end os, for vi vil se det, før vi tror det.

Klokken 17.45 er vi på plads i skjulet. En god time senere ser vi den første store hanbjørn luske gennem skoven på kanten af sletten. Han forsvinder igen, men snart kommer han frem til kødet, og fra det tidspunkt er der konstant bjørne på scenen i otte timer i træk.

 

 

 

Det virker i den grad!

Men vi vil have mere, og klokken 21.50 sker det: Her er, hvad vi skriver i notesbogen med sitrende fingre:

”Fire ulve kommer løbende ud af skoven fra Rusland, de løber lidt frem og tilbage, meget vagtsomme! – to lyse rødlige og to grå”.

Ulvene tager tydeligvis bestik af bjørnene og kommer så ind fra en helt anden side - meget tættere på. Man får ligefrem mere respekt for hunde ved at opleve ulvenes velovervejede fremfærd. Der foregår et tydeligt spil om magten ved kødet mellem ulvene og bjørnene. Mellem de klogeste og de stærkeste.

 

 

 

 

Men vi har det mest virkningsfulde til gode…

Den første tanke er – måske lidt pinligt for en naturnørd – at det er en russisk sirene. Men lyden er SÅ dyb og kraftig, og vi er jo tæt på grænsen.

Det er det bare ikke. Det er ulvene, som giver intim koncert. Først den dybe tuden fra alfahannen, som melder sin ankomst, så stemmer de store hvalpe i med bjæffende tilløb. Når ulve hyler inden for 200 meter, så lyder det altså meget anderledes og endnu mere gåsehudsfremkaldende end det, vi før har hørt på bånd eller på film.

Hold da op, som det virker!

Klokken 03.20 har den sidste bjørn spist sig mæt i det udlagte kød, og så er det de tålmodige fugles tur. Flokke af krager, ravne og måger kaster sig over de mange små lunser, som bjørnene har efterladt. Tre havørne og en sort glente holder også til ved fodringspladsen.

 

 

 

 

 

 

Forklaringen på den finske succes med rovdyrturisme er fodring. Flere steder langs den finsk-russiske grænse er der tilbud til naturturister og fotografer ud fra opskriften med lokkemad og fotoskjul. Pioneren inden for denne turisme har været naturfotografen Lassi Rautiainen. Det er hans firma WildLife Safaris Finland øst for byen Kuhmo, som vi er på besøg hos. Tidligere år har vi også besøgt firmaet Wild Brown Bear ved byen Vartius lidt længere mod nord. Her fodres der også, men det var en meget varm nat, som kan gøre rovdyrene ret passive. Vi så kun en enkelt bjørn ved den lejlighed, men til gengæld sang blåstjerten i den tidlige morgenstund fra en bakketop i nærheden.

 

 

Vi har også forsøgt os med bjørnesafari i Sverige, hvor der ikke fodres med kød eller fisk. Her blev der i stedet smurt honning ud på træstammerne ud fra en tankegang om, at det er en mere naturlig føde for bjørnene om sommeren. Vi sad i to døgn indelukket i skjulet og holdt os vågne, mens toiletspanden i hjørnet blev fyldt. Men vi så absolut ingen bjørne eller andre rovdyr.

Det virkede ikke!

Men i år i Finland nåede vi op på omkring 10 bjørne, fem ulve og en jærv på to nætter, den sidste fik vi dog ikke billeder af. Og så kan man godt leve med de sildemåger i skovbunden, selv om det unægtelig er en særpræget oplevelse at se de flotte kystfugle hoppe rundt mellem stenblokke og blåbær for at finde de små bidder laks, som er gemt til rovdyrene under træstammerne.

 

 

 

Nu blomstrer hylden igen

Hyldest til hylden, fortalt til mine børn på skolen.

 

Den største hyldest man kan give hylden, er at videre give overleveringerne om hylden til børnene.
Almindelig hyld hedder på latin  Sambucus nigra  
Alle planter og dyr har navne på latin.

Latin er et fælles sprog for hele verden.

Hylden vokser i dag mange steder i Danmark

Den plantes og dyrkes i haver og hegn.

Fuglene elsker bærrene. Især munken og stærene.

Den kan godt li’ at vokse sammen med havtorn og det er ret smart – fordi havtorn samler noget i jorden, der hedder kvælstof, som gør at jorden er rig på næring – og det vil hylden gerne gro i – næringsrig og veldrænet jord.

                               

Hylden er en gammel hellig plante.
Historierne om hyldetræet fortælles, mens vi samles om træet.   
Også i kristne legender møder vi hyldetræet. I Ungarn fortælles, at Kristus blev pisket af hyldegrene. Og deraf har hylden sin grimme bark med ridser og rifter, som en pisket ryg. 

 

                                   

Skønhedsgudinden Freja boede i hylden.  

Netop fordi hylden er hjem for feen, plantede man den i nærheden af huset, og holdt den i ære. Man passede på træet. Man troede, træet beskyttede mod ildebrand.

Dengang havde husene stråtage og var brandfarlige

Måske havde vi hyldetræer i Danmark- også dengang vi troede på Odin og Thor.

Feen kunne være et minde om skønhedsgudinden Freja.

Fredag er opkaldt efter Freja.

Hendes tilnavn ”den hulde” er i tidens løb blevet til HYLD.

I Norge overlever hun stadig i naturen som huldren. En underskøn kvinde, der lokker mænd på afveje, for pludselig at forsvinde med en hjertelig latter.

Hun kan kendes på, at hun ligesom elverpiger ingen ryg har – hun kan altså ikke ses, når hun ikke vender front mod beskueren.

Gik der ild, kom der ingen brandbiler – dengang!

 

Allerede omkring år 100 fortæller den romerske historieskriver Tacitus, at hylden var et helligt træ, og at den blev brugt ved begravelser.

Duften af dens blomster menes at være farlig, og blot man havde hyld ved sit hus, holdt den såvel fluer, myg, og utøj som hekse borte.

Både i Tyskland og i Norden ofrede man i oldtiden til dødsguden under hylden.

Meget overtro er knyttet til hyldetræet.                   

Og der findes mange flere historier om hyldetræet.   

 

  

                           
Judasøre er en svamp, der gror på gammel hyldebark. Judas var den discipel, der forrådte Jesus og fortalte de romerske soldater, hvor Jesus opholdt sig. Han fik penge af soldaterne. Men han fortrød og hængte sig ifølge sagnet i et hyldetræ. Det ville hyldetræet ikke finde sig i. Derfor har hyldetræet fået hule grene, så grenen kunne ikke bære Judas.

Og ved faldet rørte Judas`ene øre træets stamme og på det sted fik træet ingen marv, men der dannede sig en ørelignende udvækst, en svamp, som man kan se på gamle hyldetræer. Svampen kaldes judasøre. Judasøre hedder på latin Auricularia auricula-judae. Svampen blev  også brugt i medicinen.
Kineserne kalder den for "træøre" og japanerne for "trævandmand". 

Den discipel, der afløste Judas, hed Mathias. Skuddag den 24. januar hedder Mathias Dag, opkaldt efter den ekstra discipel.           

                                          

Måske har munkene haft hylden med til Danmark, da vi ikke længere skulle tro på Odin og Thor, men tro på Jesus og døbes og bygge kirker og klostre.

Munkene vidste, at hylden var god for mange ting.

Hylden blomstrer omkring Skt. Hans. Mange plukker blomsterne og tørrer dem til the. Tørrede blomster kan jo holde sig, så man havde den gode the om vinteren.

Hyldeblomstthe er god mod forkølelse og ondt i halsen. Man kommer også til at svede af den. Faktisk smager hyldeblomster rigtig godt, hvis man dypper dem i pandekagedej og steger dem på en pande. Eller laver hyldeblomstsaft. Nogle elsker det og kalder det gudedrik. Andre hader det og siger det smager af kattepis.

 

 

   

Dengang troede man på nogle ting, vi ikke tror på i dag.

I ved den med tordenvejr og Thor på sine gedebukke.

Man troede også dengang, at jorden var flad og ikke en kugle eller klode.

Man troede, at hvis man stegte hyldeblomsterne i smør Skt. Hans aften, så fik man slet ikke feber i et helt år.

Skt. Hans var den allerhelligste aften.

Derfor var urterne allerbedst at plukke denne aften. 

Barken, træets hud, har også været brugt som medicin. Man brugte barken fra de unge grene.

Skrællede man den nede fra og op, virkede den, så man kastede op.

Skrællede man den oppe fra og ned, virkede den, så man skulle på wc.

Der er noget om snakken:

Hvis man spiser lidt af barken, kan man få diarre.

Hvis man spiser i større mængder, kan man kaste op.

Det er sådan – det har man undersøgt i dag – at alle grønne dele på hyldeplanten er giftig.

Så man skal ikke eksperimentere med hyldebærtræet.

Saften fra hyldebærrene har vi ikke godt af, hvis vi spiser den rå.

Men koger vi bærrene sammen med sukker eller honning, smager det rigtig godt som saft eller suppe. Suppen smager rigtig godt med tvebakker eller cornflakes.

 

 

Hylden kan også bruges til legetøj.

De unge ranke skud – dem der er to år er super til at lave pusterør af.

Marven der er indeni – vi har også marv inden i ryghvirvlerne.

Hyldeskuddenes marv er blødt og derfor let at presse ud.

Ammunitionen – selve skytset – leverer hylden også i form af de grønne bær.                    

                      

Hyldemarven kan også bruges i fysiktimen.

Man kan lade dem op – og så kan de frastøde eller tiltrække hinanden. Det er det vi kalder statisk elektricitet. Når hårene rejser sig, når man trækker af en trøje. Eller gnider ballonen mod håret h, og ballonen kan hænge i loftet.

Da oldefar var dreng var flamingo ikke opfundet. Og når man samlede på sommerfugle limede man sommerfuglene – de var døde - på hyldemarv ned i insektkasserne.

Og briller blev pudset med hyldemarv.                                   

”Ud af det virkelige voxer just det forunderligste eventyr;

ellers kunne jo min dejlige hyldebusk ikke være sprungen ud af thepotten-

Nogle kalder mig hyldemor, andre kalder mig Dryade, men egentlig hedder jeg erindring, det er mig, der sidder i træet, som vokser og vokser, jeg kan huske, jeg kan fortælle.

Disse ord har H. C. Andersen skrevet om hylden

 

 

Punkttælling nr. 29

Jeg har siden 1987 lavet en punkttælling af fugle i Østerild Klitplantage med starttidspunkt cirka tyve minutter over fire om morgenen.
Det står for mig som afslutningen på foråret og overgangen til den egentlige sommer uden så meget fuglesang længere. Gud ved hvornår vi så får nogen sommervarme!
Men det lykkedes trods alt at få lavet tællingen i pænt, stille vejr. Det samme gjaldt i øvrigt min anden punkttælling i agerlandet på Hannæs. Lidt af en præstation i dette uvirkeligt ringe forsommervejr.

Skoven klokken 4.20


Når jeg kommer til punkt 6 kommer jeg hver gang til at tænke på den første tælling i 87. Dengang så jeg en rådyrmor med et kid ved punktet, og det fik mig dengang til at tænke på Susanne som lå derhjemme i sengen med vore drenge, Matias var kun fire måneder. Samme tanke hvert år på samme punkt. Sådan en tælling kan også give perspektiv på tilværelsen.

Halvgammel punkttæller


I øvrigt spændende i det små at følge forandringerne i fuglelivet. Det går op og ned for mange arter. Gærdesmutte blev hørt på 19 punkter i sommeren 2009 - før den iskolde vinter med flere måneders tyk snelag. Året efter kun på fire punkter! Nu har den arbejdet sig op på 16 punkter igen.
Munken var ret fåtallig fra starten. I år hørte jeg hele 32 på de 20 punkter.

 

 

 

 

Fem minutters tælling på 20 faste punkter

Der var lille præstekrave på pladsen ved testcentret, og der yngler både havørn og duehøg i skoven nær kæmpemøllerne. Så de skræmmer åbenbart nogen mennesker mere end de skræmmer fuglene.

Tjurtur påsken 2014 Sverige

Tjurtur påsken 2014 Sverige

Vi havde bestilt "tjurovernatningen"  i 2012.
2013 var booket! – så vi måtte vente til 2014.
Forventningerne var store.
En nat i et lille telt ude midt i en svensk skov.
Med musik af tjur og urfugle og andet godt svensk!
Tidspunktet var medio april - højtid for skoggerlyde.
Vi havde booket os ind på "Pensionat Odden" tæt på det sydlige Dalarne.
Stedet var helt vidunderligt.
Tæt op af en svensk skovsø med syngende lommer.
Og en bæver, der raserede nabobirkeskoven.
Den skulle lige affinde sig med vores nysgerrighed.
Og den fortsatte ufortrødent birkebarkspiseriet mens vi så på.
Og selvfølgelig skulle vi have en souvenir med hjem.
En bæverafgnavet birkegren - perfekt som stok.
Jeg fortalte senere min 6. klasse, at jeg havde bestilt stokken, og så på mens bæveren gnavede. 

Vores værtspar fortalte, at der var så mange bævere i området.
At der var indført "jagttid" for at regulere.
Vores værtspar var spændende mennesker.
De havde får og grise. Og vores mad var meget hjemmelavet og smagte helt i top.
Og de solgte lammepølser. Vi må derop igen!
De var med i et ulveprojekt. Der var en del ulve i området.
Elektriciteten til deres  indhegning til fårene blev startet 14 dage før fårene kom på græs. Og de havde ingen problemer med ulve. Ulvene vænnede sig til strømmen – ergo ingen adgang på indersiden af hegnet – for så får man stød.

Udsigten fra værelset - en dyb svensk skovsø. Med en sortstrubet lom.

På vores pensionat havde to adventure firmaer base.
Vores hedder Nordic Safari.
Og overnatningen var ikke helt billig.
Men man er vel nørd!
Vi kørte ud til overnatningen omkring kl. 19.00.
Blev indkvarteret i et lille telt, gjorde os det ”bekvemt” og  klar til natten.

Vi var 6 telte fordelt, så vi egentlig ikke kunne se hinandens telte.

  

 

Men 19.52 begynder solen at gå ned og 19.53 starter urfuglene i nærmeste myr og en perleugle.
kl.20.23 er solen næsten helt nede, men det er lyst og vi hører vingebasken og tikken. Traner trompeterer. Omkring kl.21 hører vi fyrværkeri – fest i nærheden?

Vi kan ikke se noget kun høre. En enkelt perleugle.
Klokken 3.30 En spurveugle fløjter.
Det lysner svagt.
Og det eksploderer i lyde.
Tjur i træerne og ”flaskelyden” er tydeligt.
Urfugle – kor.
Drosler og traner.
Det her er fedt.
Hovsa! Lapugle meget tæt på. I duet med tjur. Masser af lyde. Fuldstændig vildt.
Sortspætte, gråsisken, canadagæs, fyrremejse, spættetrommen, svaleklirer.
En tjur på tæt hold. Rim i jorden i lysningen.
Klokken 8.00 morgen bliver vi hentet. Tjurene havde spillet på vejen 100 meter væk udenfor vores synsvidde.

Vores guide fortalte, at dansepladsen er kendt i århundreder - fra da der blev kørt jernmalm, og dansepladsen er åbenbart ikke generet af jernbanen - larmen! 

 Efter en god "dags søvn" kørte vi rundt i området inden det gik hjemad.  Og fik lige denne steppehøg ved Morskogasjøn. 

 Man er vel Sverigefil!

 

 

 

 

 

Adamsii 2015

Adamsii 2015

Forberedelser  til turen. Feltbestemmelse. Kort. Søsygepiller. Det er mange timer på havet i en lille båd.

Turen derud er urolig. Det vipper. Frem og tilbage. Ret meget. Men forbavsende, søsygepillerne virker fint.

Vi obser.

Vi snakker og det er rigtig hyggeligt, rart!

Og efter. Vi så islom. Den sang, da den lettede. Og vi så hvidnæbbet. Begge fugle så majestætiske.
Det kan ikke blive vildere i Danmark, denne her adamsiitur. Tak til dig Henrik for initiativet!

Affaldsindsamling

Vi gik i dag vor traditionelle forårs-samle-affald-langs-Vesløs-Vejle-Vej-tur. Selvom vejen har været lukket det meste af vinteren, så var der rigeligt med affald. Det forsvinder jo ikke af sig selv. En pæn børfuld blev det til med en rusten lydpotte som det absolutte storvildt. Men hvorfor er det lige, at de billige Slots-øl altid dominerer blandt dåserne i naturen?
I øvrigt stadig ingen kobbersnepper på engen, men det er en helt anden og mindst lige så trist historie...