Vi har været en uge på familieferie på Kreta. I et lejet hus på vestkysten i den lille by Sfinari. I et hus med egen pool og medfølgende rovfugle...
Ikke mindst var det en fornøjelse med eleonorafalke over poolen. Falken er en særlig specialitet i Middelhavsområdet og ikke mindst i Grækenland, som huser størstedelen af verdensbestanden af den yderst elegente rovfugl. Eleonorafalken er en mellemting mellem en lærkefalk og en vandrefalk - med meget lange vinger og hale. Den yngler i Middelhavsområdet og overvintrer omkring Madagaskar. Yngletiden er forskudt til sent på sommeren, så den kan fodre ungerne med de mange småfugle, som trækker sydpå over Middelhavet i august-september.
Jo, lidt langt væk er de - men vi så dem igen og igen, så de må have ynglet i nærheden. Eleonorafalken optræder i en næsten helt mørk fase (øverst), men de fleste er lysere med en dragt, der ligner lærkefalk.
Eleonorafalken har sit navn fra en kvindelig hersker på Sardinien i slutningen af 1300-tallet, som faktisk indførte verdens første rovfugle-beskyttelse - angiveligt fordi hun ville have de fine rovfugle for sig selv!
Eleonorafalkene var en forventet stor oplevelse. Men det var overraskende at se et pænt stort rovfugletræk bruge det vestlige Kreta som mellemstation mellem Europa og Afrika. Vi så 400-500 hvepsevåger på træk og et halvt hundrede sorte glenter - uden på nogen måde at observere konstant. Her et lille udsnit af hvepsevågerne:
Og så var der selvfølgelig de allestedsnærværende gåsegribbe - en almindelig fugl på Kreta, som formentlig i høj grad lever af døde dyr fra de store bestande af fritgående geder i bjergene:
Indtil nu har alle foto så været fra pool-området. Men vi var også en enkelt tur oppe i de høje hvide bjerge, Lefka Ori, på det vestlige Kreta med Europas dybeste kløft Samaria.
Her boede jeg (Helge) nogle dage på en interrail-tur i sommeren 1976 - for præcis 50 år siden. Dengang var der lammegribbe omkring toppen af kløften. Vi så ingen denne gang, men den overlever stadig på Kreta.
Vi havde i øvrigt også to legende høgeørne i luften over poolen - og lige som vi skulle tage afsked med huset, så kom en voksen kongeørn ind over - mobbet af en høgeørn,,,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar