Selleri - mere af det

Vi har haft vores bedste høst af knoldselleri nogensinde. Ti store knolde som den på billedet. Selleri er en gammel kulturplante og en fremragende grøntsag. Og så er bladene obligatoriske i vores langtidskogte suppe! 

Så nu skal vi til at spise mere selleri...Den har et højt indhold af æteriske olier, som man lige skal vænne sige til....
Så projektet er: Retter med selleri, tænke, tænke tænke.

En ret, vi er ret vilde med, er bagt selleri med gedeost og balsamico. Selleri er jo også altid god i kartoffelsuppe. Og nu prøver vi denne her med selleri, kylling, bacon, fløde, timian og hvedeøl. 

Kyllingestykkerne steges i olivenolie og smør. Økokylling skal stege ret lang tid.

Kyllingestykkerne brunes, og derefter steges selleritern, bacon, løg og hvidløg.  

Krydderiet er timian. Og det dufter rigtig godt. Vi har begge en erindring om, at kogte selleritern ikke er vores favorit. Vi fik dem begge som barn i hønsekødsuppen. Så vi er lidt spændte på retten.

Fløde skal der jo i.

Hvedeøl. Og retten simrer en times tid.
Sovsen var for tynd. Så istedet for at jævne med mel, tilsatte vi et par kogte kartofler og blendede retten. Det var en god idè. Så gemte vi også de kogte selleritern👍👍
Og det smagte rigtig godt. 
En selleriret mere på listen.

November er en dejlig måned

Digteren Henrik Nordbrandt skrev engang "året har 16 måneder: november, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november..."

Digtet skulle naturligvis forstås sådan, at november er en særlig trist, kedelig og langstrakt måned i det danske vejr. Men faktisk er november som oftest en højtid, i hvert fald for fuglefolk. I går var det gråsejleren på Bulbjerg - i dag fandt Susanne en hvidbrynet løvsanger på vor egen matrikel:

Den hvidbrynede løvsanger er en lille asiatisk sanger, som tidligere var meget sjælden. Men de senere årtier har den optrådt i stadig større antal i Vesteuropa - måske fordi arten er ved at justere sine trækruter. Den vestlige del af bestanden yngler omkring Ural-bjergene og herfra er der kun 3000 km til sydvest-Europa, men dobbelt så langt til de normale overvintringsområder for arten i Sydøst-Asien.

Men tilbage til november: Måneden er nok mørk, men fuld af liv, så længe det er mildt som nu. Når den første frost kommer, så er festen forbi, fuglene forsvinder - og resten af vinteren kan så blive kedelig ude i naturen. Men idag var der masser af insekter til vor fine lille gæst fra Asien:

Det skal siges til Henrik Nordbrandts forsvar, at han senere slog fast, at det faktisk er januar måned, han hader mest i Danmark. Vi er helt enige!

 

Det sejler på Bulbjerg

Vi har i mange år fantaseret om at opleve en sjælden sejler på Bulbjerg. I Danmark har vi en meget almindelig sejler-art, mursejleren - og alle de andre sejler-arter er sjældne: Alpesejler, gråsejler, orientsejler, kaffersejler, lille sejler osv. Men gråsejleren er trods alt blevet mere hyppig i de senere år - især i det sene efterår, hvor en sejler set i Danmark ofte er netop en gråsejler - og ikke en mursejler, som forlængst er i Afrika. Og så i dag skete det faktisk:

En gråsejler tilbragte et par timer midt på dagen på insektjagt i luftrummet over netop Bulbjerg - og vi var blandt de heldige øjenvidner. Der har været gråsejlere flere steder i Danmark, især på Nordjyllands vestkyst de senere dage - så en meget stor overraskelse var det egentlig ikke. Men stadig en opfyldelse af en gammel drøm.

Sejlere er nu engang svære at fotografere i farten, men nogen af billederne er da ok skarpe.

Gråsejleren kan især kendes fra mursejleren på en lidt lysere fjerdragt, skællede fjer på undersiden, et mørkt parti omkring øjet og en større hvid strubeplet. Desuden er den lidt tungere i flugten og har en mere bastant, "cigarformet" krop:

Sejler-obsere i farten på Bulbjerg:

Fint besøg ved molen

En fin lille thorshane har de seneste dage fornøjet det kikkertklædte publikum ved Roshage-molen i Hanstholm. Et klassisk sted for den sødygtige svømmesneppe i det sene efterår.

Det er fascinerende at se den lille fugl håndtere de store bølger, men svømmesnepperne holder også vinterkvarter på de store oceaner, så de er rustet til lidt af hvert. Fuglen ved molen i Hanstholm er en ungfugl fra i år på vej i sin første vinterdragt:

Vi var lidt bekymrede for om farven på halsen var en udvisket olieplet. Men et tjek i felthåndbogen viser, at farven er helt normal for årsunger af thorshane på vej ind i vinterdragten. Thorshanen er virkelig en arktisk fugl, som yngler højt mod nord, og i yngledragten er de voksne fugle flot knaldrøde på undersiden.

Thorshanen havde selskab på selve molen af en anden hårdfør nordlig vadefugl - sortgrå ryler:

 

Felttræf - for en gangs skyld

Dansk Ornitologisk Forening har en mangeårig god tradition med at holde et feltornitologisk træf i uge 42, altså efterårsferien. På felttræffet samles fuglekiggere fra hele landet for at se på efterårstræk og ikke mindst for at lede efter sjældne fugle. Begivenheden har været sat i scene på Bornholm, i Skagen og i Thy, men de seneste mange år har det været i Sydvest-Jylland med Blåvand som centrum og Blåvand Fyr og den nærliggende fuglestation som et naturligt samlingspunkt.

For os har uge 42 altid været fyldt med familiebesøg eller arbejde, så vi har tidligere kun besøgt felttræffet på kortere dagsture. Men nu er vi jo begge pensionister, og vi var i år med på træffet i flere dage. Dog desværre i nogle dage, hvor det for det meste blæste fælt fra nordvest - så det kneb en del med det store fugleshow. I sådan en situation kan en ringmærket halemejse ved fuglestationen være en god trøst for feltfolket:

Der blev dog også set og hørt en del småsjældne småfugle som hvidbrynet løvsanger og ganske mange rødtoppede fuglekonger. Her er en af dem i en nogenlunde skarp udgave - de er svære at fotografere!

Virkelig store hits for feltfolket var en mangelvare på dette felttræf. En enkelt fuglekongesanger var noget af det sjældneste, men den blev ikke set af alle, heller ikke af os. Her står en samling lidelsesfæller - men vejret var fint på det tidspunkt! 

Til slut lidt vadehavsstemning med græssende kødkvæg på Skallingen og Esbjergs offshore-skyline i baggrunden:

 

Det vi mangler hos os

Vi har mange fugle omkring os her ved Vejlerne, men der er noget, vi i høj grad mangler: Det store fugletræk af rovfugle, småfugle, ja landfugle i det hele taget!

Så efter en uge med børnebørnspasning i Valby tog vi et par-tre dage til Falsterbo, Sveriges sydvestspids - og vi var heldige. Et temperaturfald fulgt af godt trækvejr satte virkelig gang i fuglene. Og trækket ved Falsterbo betyder mængder af fugle - langt flere end man for eksempel kan opleve ved Skagen.

Vi ramte lige ind i de røde glenters kulmination og så op mod 1000 glenter på de tre dage. Vi nåede op på hele 18 rovfuglearter på turen - og tranerne trak i tusindvis. Et fantastisk skuespil, når de skruer højt under himlen under konstant trumpetering:

Dagene ved Falsterbo gav også pæne sjældenheder som steppehøg, lille og stor skrigeørn - her er det en af de to store skrigeørne, vi så på trækket. En immature eller subad med ret lys underside. 

Men det myldrede også med småfugle, især om morgenen ude ved Falsterbo fyrhave:

Der står observatører klar fra før solopgang yderst på spidsen af Falsterbohalvøen, som hedder Nabben. Og snart kom der mange flere til - for Falsterbo er naturligvis også et mylder af fuglekiggere.

Ringmærkerne på Falsterbo Fuglestation havde rigtig travlt!

En ung blå kærhøg på morgenjagt:

Et smut på vej til Vadehavet

Vi har været en tur i Vadehavet sammen med gode gamle fuglevenner. Det er altid fascinerende at se de store mængder fugle i det flade landskab: Titusinder af ryler, tusinder af lille kobbersneppe, strandskader og gravand, hundredvis af klyder og splitterner. Og selvfølgelig en snes havørne, vandrefalk og lærkefalk. Her er det et billede fra nordspidsen af den tyske ø Sylt, som vi også besøgte:

Men så var der jo også det smut på vej til Vadehavet...

Vi var nemlig på vej sydpå en tur forbi septembers ornitologiske sensation nær Aulum i Vestjylland: Et par blå glenter, som bygger rede og forsøger at yngle. I sig selv ejendommeligt i september, men det er første gang, at to blå glenter er set sammen i Skandinvien - og selvsagt første gang, at de ligefrem gør yngleforsøg.

Som det fremgår af billederne, så holdt vi os på absolut behørig afstand af fuglene...