Det vi mangler hos os

Vi har mange fugle omkring os her ved Vejlerne, men der er noget, vi i høj grad mangler: Det store fugletræk af rovfugle, småfugle, ja landfugle i det hele taget!

Så efter en uge med børnebørnspasning i Valby tog vi et par-tre dage til Falsterbo, Sveriges sydvestspids - og vi var heldige. Et temperaturfald fulgt af godt trækvejr satte virkelig gang i fuglene. Og trækket ved Falsterbo betyder mængder af fugle - langt flere end man for eksempel kan opleve ved Skagen.

Vi ramte lige ind i de røde glenters kulmination og så op mod 1000 glenter på de tre dage. Vi nåede op på hele 18 rovfuglearter på turen - og tranerne trak i tusindvis. Et fantastisk skuespil, når de skruer højt under himlen under konstant trumpetering:

Dagene ved Falsterbo gav også pæne sjældenheder som steppehøg, lille og stor skrigeørn - her er det en af de to store skrigeørne, vi så på trækket. En immature eller subad med ret lys underside. 

Men det myldrede også med småfugle, især om morgenen ude ved Falsterbo fyrhave:

Der står observatører klar fra før solopgang yderst på spidsen af Falsterbohalvøen, som hedder Nabben. Og snart kom der mange flere til - for Falsterbo er naturligvis også et mylder af fuglekiggere.

Ringmærkerne på Falsterbo Fuglestation havde rigtig travlt!

En ung blå kærhøg på morgenjagt:

Et smut på vej til Vadehavet

Vi har været en tur i Vadehavet sammen med gode gamle fuglevenner. Det er altid fascinerende at se de store mængder fugle i det flade landskab: Titusinder af ryler, tusinder af lille kobbersneppe, strandskader og gravand, hundredvis af klyder og splitterner. Og selvfølgelig en snes havørne, vandrefalk og lærkefalk. Her er det et billede fra nordspidsen af den tyske ø Sylt, som vi også besøgte:

Men så var der jo også det smut på vej til Vadehavet...

Vi var nemlig på vej sydpå en tur forbi septembers ornitologiske sensation nær Aulum i Vestjylland: Et par blå glenter, som bygger rede og forsøger at yngle. I sig selv ejendommeligt i september, men det er første gang, at to blå glenter er set sammen i Skandinvien - og selvsagt første gang, at de ligefrem gør yngleforsøg.

Som det fremgår af billederne, så holdt vi os på absolut behørig afstand af fuglene...

Gumbo - smagen fejler ikke noget

Vi har ofte talt om det - og nu skulle det være: Prøve at lave retten Gumbo, som er en krydret stuvning fra de amerikanske sydstater - altså fra Trump-land:

To stykker kyllingebryst og lidt chorizo-pølse. Vi er jo kun to, så vi laver gumbo i en tilpasset mængde. Det er vist ellers en ret, som ofte laves i vulomiøse udgaver. 

En særlig blanding gumbo-krydderier sammen med det, der kaldes den "hellige treenighed" i sydstatskøkkenet: løg, grønne peberfrugter og bladselleri. Her dog stilke fra knoldselleri, det hele kommer jo fra vores have...

Hvidløg har også sneget sig ind, men ellers begynder vi med at stege chorizoen i olivenolie:

Og derefter kyllingestykkerne:

Nu begynder det så at blive virkelig GUMBO! - for her er de næste ingredienser:

Smagsneutral olie (solsikkeolie her men det kan også være sojaolie eller jordnøddeolie) plus hvedemel - for nu skal der laves en jævning kaldet roux:

 

Der skal røres konstant, indtil roux'en får en flot brunlig kulør - så er basis for alvor lagt til en rigtig Gumbo-stuvning:

Så smides krydderier og den hellige treenighed ned i roux'en - og derefter kylling, pølser og en god hjemmelavet suppe:

Efter en passende tid i gryden er vor gumbo så klar til servering - der lægges en bund af løse ris under stuvningen. Det kommer fra Trump-land, ja - men det smager himmelsk...

Sort spaghetti til kulsvieren

Vi har fået en pakke spændende sort spaghetti af en af vores sønner. Den er farvet med blæk fra blæksprutter, og nu skal den prøves - selvfølgelig til retten "kulsvierens spaghetti"

Ifølge ForzaItalia.dk menes retten at stamme helt tilbage fra Romerrigets tid. 

Her skulle de italienske trækulsarbejdere have fået den til frokost. Man mener retten dengang blev tilberedt over trækul. Navnet hentyder til peberet på toppen af retten, der ligner kul. Carbone betyder netop kul på italiensk.

Det ser mærkeligt ud. Spændende hvordan det smager!

Vi begynder med fedtstof og små stykker pancetta (det er saltet, krydret brystflæsk).

Æggeblommer, farven meget orange fra vores høns og revet pecorino, som er fåreost.

Og så kommer vi den sorte pasta i kogende vand. Det ser endnu mere mærkeligt ud...

Den kogte sorte spaghetti blandes med pancettaen.

Æggeblommer og pecorini blandes hurtigt med pastaen.

Og det blev meget lækkert - meget velsmagende! Ikke sidste gang!

Buon Appetito!

Vores naboer: Tornskader

Et par rødryggede tornskader har i år ynglet lige næsten uden for vores vinduer - og idag fik vi billeder af parret med to flyvefærdige unger:

De har ynglet på en lille kunstig forhøjning i landskabet langs vejlen, som vist nok i gamle dage var en del af et havneanlæg - før Vejlerne blev afvandet i 1800-tallet. De første år, efter vi flyttede hertil i 1980'erne, blev der stadig dyrket korn på arealet. Men nu fremstår det som et fint lille afgræsset overdrev med gode tjørnebuske - lige et sted for tornskader. 

Svalesucces i brændeskuret

Vi har skrevet om det tidligere år, ja. Men det er nu engang et skønt emne at vende tilbage til: Vores brændeskur har de seneste år udviklet sig til at være en højproduktiv landsvale-bolig. Dette kuld på mindst fire snart flyvefærdige unger er det seneste - og de fodres stadig i dag den 22. august.

Det er det sjette succesfulde kuld, som forlader brændeskuret i år. Fra to - måske tre svalepar. Omkring 25 nye svaler på vingerne!

Der har også været mislykkede forsøg. Blandt andet lykkedes et svalepar for første gang at få en rede til at sidde fast på vor høje gavl ud mod Vesløs Vejle - men ungerne i den rede blev tilsyneladende taget af skader eller lignende. Det sker ikke i brændeskuret.

Afklippede vinger

Vores gulbuge-familie har nu forladt haven med kurs mod Afrika. Men de grå fluesnappere er her endnu - og har taget andet kuld ovre hos naboen.

Her er det dog en ungfugl fra første kuld, som bruger en afblomstret sommerfugleblomst som afsæt til fluesnapning. Det er dog som før nævnt i høj grad de store sommerfugle, som fluesnappere og sangere jagter i buskene. Derfor ligger der også nu afklippede sommerfuglevinger mange steder i haven. Her er det en admiral, der har måtte lade livet for at give fedt på fuglene til Afrika-rejsen:

 Også de små gransangere går på jagt efter de store sommerfugle:

Et billede mere af sommerfugle-snapperen...