søndag den 23. oktober 2022

BORSJTJ - en fejring af Ukraine

Ukraine kæmper en krig af stor betydning for os alle. Men det har også sat fokus på landet på en ny måde, vi har lært meget mere om Ukraine. Vi har for eksempel fundet ud af, at rødbedesuppen borsjtj er en ukrainsk ret, absolut ikke en russisk. Så forleden dag satte vi os for at lave borsjtj helt fra grunden. Og vi starter ude i haven:

Her et par nyoptagne eksemplarer af den absolutte hovedrolleindehaver: rødbeder

Gulerødder - og selleri skal også med i retten

I køkkenet begynder vi med at brune små stykker oksekød:

Vi bruner også nogle stykker osso buco, så får vi også glæde af smagen fra benene. Det hele ryger ned i en stor gryde:

Det dækkes med vand sammen med løg, hvidløg og de øvrige suppeurter

Efter en times kogning gør vi igen plads for hovedrollerne:

Rødbederne er naturligvis vigtige, men kål er også en fast bestanddel i borsjtj - her er det spidskål, men oftest er det hvidkål. Vi tilføjer kartoflerne for mæthedens skyld - og for at jævne suppen.

Så er der ved at være top på den store gryde

Og efter endnu en time begynder det at se rigtigt ud - rigtigt rødt

 Vi topper med en finish af fint skårne friske rødbedeblade og fint revne rødbeder

Serveres med creme fraiche og purlæg på toppen - og med en flutes

Nydes selvfølgelig med en glas ukrainsk rødvin - som også er kommet i handelen i disse krigstider. Udmærket vin, faktisk - men suppen var bedre og endnu bedre dagen efter!
Virkelig smagfuld




tirsdag den 11. oktober 2022

Til glæde for orkideer - og os

Vi er så heldige at være kommende naboer til en ny sø - en lille sø ved Pilgårdsvej, som projektet RigKilde LIFE skaber for at forbedre vilkårene for orkideer og andre sjældne planter ude i engen - der i botanisk forstand har status som et rigtigt rigkær.

Her er et billede fra august i år, hvor gravemaskinerne netop er gået i gang

Og her et billede fra omkring 20. september, hvor udgravningen af selve søen er godt i gang

                                   


Nu er det så den 10. oktober, og vandet begynder at stige i den faktisk pænt dybe sø. Meningen er, at søen opsamler næringsstoffer fra markerne oppe på det høje Hannæs. Inden vandet løber ud i rigkæret på den anden side af vejen, så sørger søen for, at forureningen med næringsstoffer begrænses - til gavn for floraen ude i engen. Et rigkær skal nemlig helst være fattigt på gødning, men rigt på blomster.

Her er afløbet fra søen, hvor det renere vand skal løbe ud i grøften.

Og her tilløbet til den eksisterende grøft ved Pilgårdsvej. hvor der er lavet nye brønde og et underløb under vejen. Til sidst løber vandet uden så mange næringsstoffer så ud i engen: