torsdag den 7. september 2017

En mårhund mindre i Vejlerne

Vi fandt i går en mårhund, som var blevet kørt ihjel på hovedvejen uden for Vesløs. Formentlig en stor hvalp. Selvfølgelig en trist skæbne for dyret selv, men kun en fordel for Vejlernes ynglefugle.


Jeg kontaktede driftsleder Niels Lisborg om fundet, og han fortalte, at der yderligere er fundet en trafikdræbt mårhund fornylig plus tre fanget i fælder. Altså fem i alt.

De vildtkameraer, som er opstillet på reservatets dæmninger, dokumenterer også, at mårhunden for alvor har indtaget Vejlerne. Samtidig har ynglesuccesen for Vejlernes vadefugle været helt i bund i år, selv på den store Bygholmeng.

Formentlig har rævene stadig større negativ betydning for ynglefuglene end mårhunden, men mårhundenes indtog gavner ikke situationen. Derfor vil Vejlerne også opruste i bekæmpelsen af rovdyrene.