søndag den 18. februar 2018

Rørdrum mellem vintergækker og erantis

Vi er godt vant med rørdrummer her i Vejlerne, men vi har nu aldrig haft den inde i vores have.

Indtil i dag!

For her til formiddag stod en rørdrum pludselig derude mellem vintergækker og erantis. Susanne så den inde fra stuen, og jeg fik den lige ind over hovedet i et par meters højde, da den lettede, mens jeg var nede med skraldeposen. Den skræmte en fiskehejre op fra naboens lille dam - måske har den taget den for en duehøg? - og fortsatte så ud i vejlen til den lille klat rør ved hjørnet mellem Pilgårdsvej og Vesløs Vejle vej.

lørdag den 17. februar 2018

Skånske udsigter

 
Vi var nogle dage i Skåne i vinterferien. Fik ikke rigtig taget fuglebilleder, men til gengæld lidt udsigter.
 
 
Her fra toppen af punkt 106 ved Lemmeströ, hvor vi obsede en del, fordi der var stor skrigeørn i området. Susanne fandt den på en græseng i slåskamp med en flok ravne. Derefter luskede den rundt  på de lange ben efter et bytte og fløj senere lavt til en birkeskov. Typisk russisk! Rigtig skrigeørn, fin obs!
 
 
Havgårdssjön er bare sådan et flot sted - og mange fugle. Der var is på søen, som man kan se, men ikke af den slags, vi ville vove os ud på. Ikke desto mindre så vi et ungt forældrepar derude, som trak deres barn på en bobslæde. Uha!

 
Vi boede selvfølgelig i en rødmalet hytte - i Karup Nygårds fritidsområde tæt på Sövdesjön. Det er fint at bo midt i det hele, så man sparer de lange køreture. Vi havde i øvrigt dejligt mange spætter denne gang, ikke mindst tre-fire fine sortspætter. En art, som vi virkelig har manglet de senere år - og den er da også gået så meget tilbage, at den er kommet på den svenske rødliste. Men som det tit er: Da først vi fik set den første, så havde spætten hakket hul på bylden... 

tirsdag den 6. februar 2018

Taks skæbne


Vi har i over 30 år haft en taks i haven, som bare blev større og større. Fin busk, men den fyldte efterhånden for meget og tog lyset fra et af vores værelser. Så sidste år tog vi en skæbnesvanger beslutning for taksen og reducerede den til en lille træskulptur i haven.

 
Den har til gengæld fået nyt liv som dekorativt stativ for fugleliv og fuglefodring. Og der har været gang i den her de seneste kolde dage...
 
 
En stor flagspætte har også været fast gæst ved nødderne
 
 
Skulle man overveje kokosnødden med fedtet og frøene?
 
 
Nej, jeg holder mig til nødderne
 
 
Bogfinkerne har det bedst ved jorden at blive, men den her han har dog fundet midlertidigt fodfæste på den hængende restaurant
 
 
Musvit i venteposition - de plejer ellers nok at kunne jage spurvene væk
 
 
Hvornår bliver det min tur?
 
 
Vi har efterhånden en hel lille gruppe af meget tillidsfulde solsorte i haven