Det originale maori navn for Stewart Island er Te Punga o Te Waka.
30 km syd for Sydøen og noget af det sydligste man kan komme før Antarktis. Sejlturen i sig selv var en oplevelse.
Vi undgik kun søsygen, fordi vi havde taget en pille.
Byen vi sejlede fra hedder Bluff og souvenir derfra med navn var et must.
Vi fandt en hue!
Albatrosser og skråper og små petreller.
Og dem har man drømt om i årevis. De var der bare.
Og højdepunktet var noget vi havde set frem til meget længe, ja måske altid.
Og vi så den og to mere og hørte den skrige både hanner og hunner.
Kiwien, som går ganske ubemærket og fouragerer med sit lange næb ned i sandet. Den har næsebor oppe ved næbroden.
At opleve denne fugl kan ikke beskrives.
Billedet er rystet fordi vi kun måtte bruge lommelygte.
South Sea Hotel - to overnatninger.
Man kunne godt forestille sig Hemmingway kunne sidde her i et par måneder.
Det gjorde han ikke.
Der var en helt speciel stemning.Tiden gik i stå!
Der bor 400 mennesker på øen og den er på størrelse med Sjælland.
Til gengæld 20.000 kiwier.
Frokost ved verdens ende.
Der var et fantastisk liv i baren efter fyraften.
Maden var super. Det var hyggeligt.
Vi slappede af.
Urskov!
Meget domineret af bregner. New Zealands nationalplante!
Meget malerisk, specielt og flot.
Helt anderledes.
Urskov og junglelyde.
Kaka, skovpapegøje.
Planten er New Zealandsk hørlilje og vokser mange steder.På maori harakeke!
Karakterplante!
Tui.
En drosselagtig endemisk fugl. Meget underholdende og larmende.
Det var en kæmpeoplevelse.
Et sted man ikke blev færdig med.
Som om man skal derned igen.
Men der er godt nok langt derned