fredag den 28. december 2018

Ålegræs i mængder


Mens vore drenge var hjemme i julen gik vi en tur på den spændende, dynamiske kyst på Pytodde ud til Limfjorden. På ydersiden af odden var der ganske enkelt enormt meget ålegræs, som er skyllet op fra fjordbunden. Det må vel være et positivt resultat af, at den nordlige del af den store Løgstør Bredning lige nu er særdeles produktiv. Det er også i det område, at østersbestanden nu har det så godt, at kvoten er blevet tredoblet i Limfjorden.


Nærmest en BIVA-udstilling med ålegræsmøbler!



Også mange grønne stængler i opskyllet, så der er masser af liv derude på bunden tilsyneladende


Pytodde-lagunen har nu permanent hul igennem til fjorden nærmest lige syd for Bygholm-ejendommen. Derfor er den gamle sejlivede forbindelse til fjorden tæt på hovedvejen nu også endelig lukket. Spændende at følge med i.






søndag den 9. december 2018

At vandre på brædder


Noget stort - og langt - er godt på vej ved Jernbanedæmningen. Billedet her er fra oktober ved starten på byggeriet af den nye bræddesti i sydøsthjørnet af Lund Fjord.



Så kunne vi ikke komme længere dengang



Men byggeriet blev så populært hos publikum, at bræddestien blev spærret af, så tømreren kunne få arbejdsro - og folk ikke faldt ned i sumpen


Nu her i december er selve bræddestien så nærmest færdig - og vi kan få syn for sagen. 



Helt ude ved enden er fundamentet gjort klart til et skjul/lavt tårn. Forhåbentlig bliver det hævet så meget, at udsigten bliver god over Lund Fjord.


Det er super flot lavet - og der er efterhånden sti nok til en pæn gåtur ude i sumpene. Til foråret formentlig akkompagneret af blåhalsens sang  


På den anden side af Jernbanedæmningen - ude i Han Vejle - er der bygget en ekstra bane på den eksisterende bræddesti. Den nye sti går ud til dæmningen langs Øster Landkanal. 



Og på den måde kan man så fuldende rundturen med en vandring på diget langs selve Øster Landkanal tilbage til Jernbanedæmningen. 

Hele herligheden skal efter planen indvies til "Vejlernes Dag" i maj. Men inden da holder vi en anden fest: Formentlig engang i marts vil vi fejre, at højspændingsmasterne gennem Bygholm Nord er væk! - de skal fjernes i januar ifølge Energinet.dk