Der har på det seneste været mange fouragerende skestorke i Lønnerup Fjord - op omkring 50 har vi set. En dag, vi kørte forbi, stod der en lille flok tæt på vejen i et af de kildevæld, som aldrig fryser til om vinteren.
Nu er det hverken frost eller vinter, blot en uanstændig kold sommer - men skestorkene er tilsyneladende ligeglade, og de fisker lystigt efter hundestejler eller andet småkravl i vandet med deres karakteristiske svajende bevægelser og det lange skenæb.
Så fik de vist øje på os - eller en anden forstyrrelse...
I hvert fald lettede de og fløj ud i fjorden - læg mærke til fuglen til højre med de sorte vingespidser - det er en ungfugl fra i år.