Det er blevet rigtig koldt, for koldt, og i den slags situationer ofrer vi lidt af hønsenes korn for at fodre ude på engen. Det giver god udsigt fra vinduerne til en voksende mængde småfugle af flere forskellige arter. På billedet her er der bomlærke, gulspurv, kvækerfinke, bogfinke, grønirisk, stillits, skovspurv og solsort. Håber ikke vi har overset en pileværling!
Som gammel observatør på Vejlernes Feltstation bliver jeg (Helge) aldrig begejstret for kulde. Når det hele er koldt og tilfrosset, er Vejlerne ærlig talt en kedsommelig affære. Men når det er mild vinter, så sprudler sumpene til gengæld af liv og store fuglemængder. Men okay, så kan vi jo nyde bomlærkerne i kulden lige nu, og de fouragerer i meget tætte flokke i modsætning til de øvrige arter på pladsen:
Den store ansamling af småfugle trækker også rovfugle til sig - selv den standhaftige blå kærhøg i vinterkulden forsøger sig med angreb på fugleflokken. Og så stiger nervøsiteten blandt vore flyvske pensionærer:
Vi har talt op til 65 bomlærker på pladsen i denne uge. Det er i øvrigt en af de danske ynglefugle, som har den mest markante udbredelse herhjemme. Den er almindelig i Jylland og ikke mindst her i Nordvest-Jylland, hvor vi statistisk har de mildeste vintre. Til gengæld er den sjælden på det meste af Fyn og Sjælland og næsten væk i Skåne.
Altså klart en art på sin nordlige grænse mellem sydvestligt kystklima og nordøstligt fastlandsklima, men omvendt har den ikke reageret positivt på klimaændringerne endnu, nærmest tværtimod.
Navnet bomlærke kommer af det tyske ord for træ: baum - fordi den i modsætning til de rigtige lærker i agerlandet ofte sætter sig i buske og træer. Men det er en værling, ikke en lærke. For år tilbage forsøgte man med videnskabeligt holdbare argumenter at ændre artens navn til kornværling, men navnet bomlærke var simpelthen for stærkt etableret blandt fuglevenner. Der er bare noget bom bom faldera over den art, når de store tykke værlinger kommer tumlende i flok.
