Sand på stranden!!

I årevis har der været et voldsomt slid på kysten fra Hanstholm østpå forbi Bulbjerg. Det har for eksempel betydet, at en vej er forsvundet i havet ved Harboslette, som vi før har skrevet om her på bloggen. Men det har også betydet, at vi for mange år siden droppede Ellidsbøl øst for Bulbjerg som badestrand - simpelthen fordi der kun var småsten - ral - helt ud til vandkanten og endda hurtigt dybt vand med farlige hestehuller.

Men nu er der sket noget:

I løbet af den seneste tid er der blevet aflejret sand igen på stranden - meget sand - se ovenfor kanten til den tidligere stenstrand...

Her er stranden med Bulbjerg i baggrunden. Hvorfor at dynamikken langs kysten nu genskaber sandstrande efter 10-15 års fravær er et fascinerende fænomen - men vi har læst, at det også lige nu sker på stranden østfor Hirtshals, som også vender vest-øst - og det er bestemt velkomment:

Vi var ude at bade i dag i det længe savnede sensommervejr - og den markante opbygning af sand langs kysten resulterer også i en pludselig fin badestrand med 30 meter ret lavt vand på fast sandbund ud til en lille revle, hvorefter dybden stiger langsomt. Helt perfekt - og helt uventet de seneste mange års kystnedbrydning in mente!

 

Tre en halv meter solsikke

Vores solsikker ved hegnet ind til hønsegården er blevet rimeligt høje i år. Masser af regnvand i denne sommer kombineret med, at solsikkernes rødder strækker sig ind under hegnet til den velgødede jord med hønsemøg. Det er formentlig forklaringen - de er i hvert fald endnu højere, end de plejer at være:

I dag målte vi de højeste til 3 meter og 40 centimeter, altså næsten tre-en-halv meter solsikke. Manden på billedet er 1,90 høj. Men der er trods alt langt op til verdensrekorden for solsikke-højde, som er målt i Tyskland med 9 meter og 17 centimeter. Herhjemme blev der sidste år målt en solsikke på ca. 7 meter på Fyn!

Vi er dog stadig ret imponerede af vores egne:

Svaler med succes på trods

På trods af den sølle sommer her i nordvest, så har vores kære landsvaler i brændeskuret været særdeles produktive. De her tre unger fløj for første gang i morges. Her er de for en stund tilbage og hvile i nærheden af reden:

Her hos os har svaleparrene hver sin lejlighed. Der bor et i den nærmeste afdeling af brændeskuret og et andet i den næste afdeling med løg til tørring - bemærk at en af de voksne svaler netop har været inde for at fodre:

Parret i den anden afdeling er en smule bagud. Til gengæld er der hele fem unger i reden, som også snart er flyvefærdige:

Det er andet kuld for begge par. Ved første kuld fik de fire og seks unger på vingerne, så det er i alt 18 svaleunger, der med succes forlader brændeskuret i år!

Udover at konstatere, at de nordligt ynglende fuglearter naturligvis er godt tilpasset til at klare det ofte særdeles tvivlsomme sommervejr på disse kanter, så skyldes svalernes succes selvfølgelig også, at vi bor et rigtig godt svalested med græssende dyr lige på den anden side af vejen - og godt med insekter til ungerne.

Her har en af de nyudfløjne taget hvil på den svalegynge, som Susanne har hængt op i brændeskuret til netop dette formål:

Stokrose i sommerfuglebusk

En selvsået stokrose med fine røde blomster har trængt sig ind på vores store, gamle sommerfuglebusk - buddleja -  med hæderspladsen ved terrassen.

Det er blomst mod blomst - men de trives åbenbart med det begge to.

Sommerfuglebuskene tiltrækker jo normalt rigtig mange sommerfugle - deraf navnet. Men i den rimeligt sølle sommer i år - i hvert fald her i Nordvestjylland - så er der ikke ligefrem kø ved de nektarrige blomster.

Men de smukke røde stokroseblomster har også selv en vis tiltrækning...