Nu blomstrer hylden igen

Hyldest til hylden, fortalt til mine børn på skolen.

 

Den største hyldest man kan give hylden, er at videre give overleveringerne om hylden til børnene.
Almindelig hyld hedder på latin  Sambucus nigra  
Alle planter og dyr har navne på latin.

Latin er et fælles sprog for hele verden.

Hylden vokser i dag mange steder i Danmark

Den plantes og dyrkes i haver og hegn.

Fuglene elsker bærrene. Især munken og stærene.

Den kan godt li’ at vokse sammen med havtorn og det er ret smart – fordi havtorn samler noget i jorden, der hedder kvælstof, som gør at jorden er rig på næring – og det vil hylden gerne gro i – næringsrig og veldrænet jord.

                               

Hylden er en gammel hellig plante.
Historierne om hyldetræet fortælles, mens vi samles om træet.   
Også i kristne legender møder vi hyldetræet. I Ungarn fortælles, at Kristus blev pisket af hyldegrene. Og deraf har hylden sin grimme bark med ridser og rifter, som en pisket ryg. 

 

                                   

Skønhedsgudinden Freja boede i hylden.  

Netop fordi hylden er hjem for feen, plantede man den i nærheden af huset, og holdt den i ære. Man passede på træet. Man troede, træet beskyttede mod ildebrand.

Dengang havde husene stråtage og var brandfarlige

Måske havde vi hyldetræer i Danmark- også dengang vi troede på Odin og Thor.

Feen kunne være et minde om skønhedsgudinden Freja.

Fredag er opkaldt efter Freja.

Hendes tilnavn ”den hulde” er i tidens løb blevet til HYLD.

I Norge overlever hun stadig i naturen som huldren. En underskøn kvinde, der lokker mænd på afveje, for pludselig at forsvinde med en hjertelig latter.

Hun kan kendes på, at hun ligesom elverpiger ingen ryg har – hun kan altså ikke ses, når hun ikke vender front mod beskueren.

Gik der ild, kom der ingen brandbiler – dengang!

 

Allerede omkring år 100 fortæller den romerske historieskriver Tacitus, at hylden var et helligt træ, og at den blev brugt ved begravelser.

Duften af dens blomster menes at være farlig, og blot man havde hyld ved sit hus, holdt den såvel fluer, myg, og utøj som hekse borte.

Både i Tyskland og i Norden ofrede man i oldtiden til dødsguden under hylden.

Meget overtro er knyttet til hyldetræet.                   

Og der findes mange flere historier om hyldetræet.   

 

  

                           
Judasøre er en svamp, der gror på gammel hyldebark. Judas var den discipel, der forrådte Jesus og fortalte de romerske soldater, hvor Jesus opholdt sig. Han fik penge af soldaterne. Men han fortrød og hængte sig ifølge sagnet i et hyldetræ. Det ville hyldetræet ikke finde sig i. Derfor har hyldetræet fået hule grene, så grenen kunne ikke bære Judas.

Og ved faldet rørte Judas`ene øre træets stamme og på det sted fik træet ingen marv, men der dannede sig en ørelignende udvækst, en svamp, som man kan se på gamle hyldetræer. Svampen kaldes judasøre. Judasøre hedder på latin Auricularia auricula-judae. Svampen blev  også brugt i medicinen.
Kineserne kalder den for "træøre" og japanerne for "trævandmand". 

Den discipel, der afløste Judas, hed Mathias. Skuddag den 24. januar hedder Mathias Dag, opkaldt efter den ekstra discipel.           

                                          

Måske har munkene haft hylden med til Danmark, da vi ikke længere skulle tro på Odin og Thor, men tro på Jesus og døbes og bygge kirker og klostre.

Munkene vidste, at hylden var god for mange ting.

Hylden blomstrer omkring Skt. Hans. Mange plukker blomsterne og tørrer dem til the. Tørrede blomster kan jo holde sig, så man havde den gode the om vinteren.

Hyldeblomstthe er god mod forkølelse og ondt i halsen. Man kommer også til at svede af den. Faktisk smager hyldeblomster rigtig godt, hvis man dypper dem i pandekagedej og steger dem på en pande. Eller laver hyldeblomstsaft. Nogle elsker det og kalder det gudedrik. Andre hader det og siger det smager af kattepis.

 

 

   

Dengang troede man på nogle ting, vi ikke tror på i dag.

I ved den med tordenvejr og Thor på sine gedebukke.

Man troede også dengang, at jorden var flad og ikke en kugle eller klode.

Man troede, at hvis man stegte hyldeblomsterne i smør Skt. Hans aften, så fik man slet ikke feber i et helt år.

Skt. Hans var den allerhelligste aften.

Derfor var urterne allerbedst at plukke denne aften. 

Barken, træets hud, har også været brugt som medicin. Man brugte barken fra de unge grene.

Skrællede man den nede fra og op, virkede den, så man kastede op.

Skrællede man den oppe fra og ned, virkede den, så man skulle på wc.

Der er noget om snakken:

Hvis man spiser lidt af barken, kan man få diarre.

Hvis man spiser i større mængder, kan man kaste op.

Det er sådan – det har man undersøgt i dag – at alle grønne dele på hyldeplanten er giftig.

Så man skal ikke eksperimentere med hyldebærtræet.

Saften fra hyldebærrene har vi ikke godt af, hvis vi spiser den rå.

Men koger vi bærrene sammen med sukker eller honning, smager det rigtig godt som saft eller suppe. Suppen smager rigtig godt med tvebakker eller cornflakes.

 

 

Hylden kan også bruges til legetøj.

De unge ranke skud – dem der er to år er super til at lave pusterør af.

Marven der er indeni – vi har også marv inden i ryghvirvlerne.

Hyldeskuddenes marv er blødt og derfor let at presse ud.

Ammunitionen – selve skytset – leverer hylden også i form af de grønne bær.                    

                      

Hyldemarven kan også bruges i fysiktimen.

Man kan lade dem op – og så kan de frastøde eller tiltrække hinanden. Det er det vi kalder statisk elektricitet. Når hårene rejser sig, når man trækker af en trøje. Eller gnider ballonen mod håret h, og ballonen kan hænge i loftet.

Da oldefar var dreng var flamingo ikke opfundet. Og når man samlede på sommerfugle limede man sommerfuglene – de var døde - på hyldemarv ned i insektkasserne.

Og briller blev pudset med hyldemarv.                                   

”Ud af det virkelige voxer just det forunderligste eventyr;

ellers kunne jo min dejlige hyldebusk ikke være sprungen ud af thepotten-

Nogle kalder mig hyldemor, andre kalder mig Dryade, men egentlig hedder jeg erindring, det er mig, der sidder i træet, som vokser og vokser, jeg kan huske, jeg kan fortælle.

Disse ord har H. C. Andersen skrevet om hylden

 

 

Punkttælling nr. 29

Jeg har siden 1987 lavet en punkttælling af fugle i Østerild Klitplantage med starttidspunkt cirka tyve minutter over fire om morgenen.
Det står for mig som afslutningen på foråret og overgangen til den egentlige sommer uden så meget fuglesang længere. Gud ved hvornår vi så får nogen sommervarme!
Men det lykkedes trods alt at få lavet tællingen i pænt, stille vejr. Det samme gjaldt i øvrigt min anden punkttælling i agerlandet på Hannæs. Lidt af en præstation i dette uvirkeligt ringe forsommervejr.

Skoven klokken 4.20


Når jeg kommer til punkt 6 kommer jeg hver gang til at tænke på den første tælling i 87. Dengang så jeg en rådyrmor med et kid ved punktet, og det fik mig dengang til at tænke på Susanne som lå derhjemme i sengen med vore drenge, Matias var kun fire måneder. Samme tanke hvert år på samme punkt. Sådan en tælling kan også give perspektiv på tilværelsen.

Halvgammel punkttæller


I øvrigt spændende i det små at følge forandringerne i fuglelivet. Det går op og ned for mange arter. Gærdesmutte blev hørt på 19 punkter i sommeren 2009 - før den iskolde vinter med flere måneders tyk snelag. Året efter kun på fire punkter! Nu har den arbejdet sig op på 16 punkter igen.
Munken var ret fåtallig fra starten. I år hørte jeg hele 32 på de 20 punkter.

 

 

 

 

Fem minutters tælling på 20 faste punkter

Der var lille præstekrave på pladsen ved testcentret, og der yngler både havørn og duehøg i skoven nær kæmpemøllerne. Så de skræmmer åbenbart nogen mennesker mere end de skræmmer fuglene.