Holmtange - Holmkær

Holmtange ved Øsløs strækker sig langt ud i Limfjorden - et af de specielle steder i Danmark, hvor der ikke går en vej - eller bare en sti - hele vejen langs kysten 

 

En gåtur ud til spidsen af Holmtange har vi gået rigtig mange gange.

En tur vi holder rigtig meget af.

Det gjorde Susanne og hendes veninder også i tresserne.

De skrev stile om Holmtange.

De tog madpakker med derud efter skoletid.

Da de fik knallerter - puch maxi - som de selvfølgelig kaldte max puchier kørte de ud til spidsen på knallerterne.

 Vi havde dæk liggende ude i fjorden og "fangede" ål.

Jeg hadede, når ålen slimet slap væk fra mine hænder.
Vores lærer Vistisen var fantastisk til at inddrage lokalområdet og Vejlerne i undervisningen.

Han gav os viden om lokale stednavne, kort, kirker, dyrelivet.
Fortalte og viste os, hvor der havde været beboelse på Holmtange.
At der tidligere var marked på Holmtange.

Og at man kan finde småmønter med metaldetektor på Holmtange fra disse markeder. 

 

Et par sider fra en stil i 4. klasse skrevet om Øsløs og Holmtange. Og stednavnene også nævnt.

 

Der er udsigt til mange skønne vinkler og steder fra Holmtange.

Her er møllen ved Bygholm Vejle i baggrunden . Den har min far og bedstefar været med til at bygge. Den er just nyrestaureret. Jeg husker engang, jeg var i møllen sammen med min far. Han fortalte om de små bøgespåner, møllen  var opbygget af. I dag - jeg ser tilbage - er jeg dybt imponeret. Oprindeligt stod møllen i Vust og blev så flyttet til Bygholm - som jeg husker at have fået det fortalt....

 

Strand. Jeg er vild med at gå på en strand. Det er meditativt.

Muslingeskaller, østersskaller, flintesten, der kan være rav - øh, det har jeg fundet på Holmtange, i dag er der mange knivmuslinger, de var ikke på Holmtange, da jeg var barn, skaller med rurer, rurer er dybt fascinerende, i dag var der meget få Stillehavsøsters, men mange flade Limfjordsøsters. Og små molerstykker. De har også deres historie. Lige på den anden side af fjorden har vi store forekomster af moler på Fur og Mors.  

Snespurve har vi ikke set andre steder i efteråret. Tidligere så vi dem ofte fx på Bygholmdæmningen. De er blevet sjældnere, måske fordi de bliver længere nordpå i de milde vintre - men i dag så vi en flok på 52. De er så flotte. De var sammen med en flok bjergirisker på 73. Når man får bjergirisker tæt på i kikkerten ser man den flotte fine lyserøde overgump. Fedt at se disse fugle,som man ikke ser ret ofte....

 

Her er flokken af snespurve med Øsløs Kirke i baggrunden, hvor en god del af den kære familie ligger på kirkegården

 

Apropos død - så var der yderst på Holmtange to markante pluk af fuglebytter - formentlig en vandrefalk, som har spist i ro og mag på denne udpost. Fjerene i det ene pluk tydede på pibeand.

 

Knivmuslinger i massevis i opskyllet - de fandtes som nævnt slet ikke i fjorden, dengang Susanne skrev sin stil.

 

En østersskal - der har de sidste par år været massiv fremgang for østers ude i netop denne del af Limfjorden - Løgstør Bredning

 

Snespurvene igen - med lidt bjergirisker øverst

Kitesurfer på fjorden i dag. Den slags var der heller ikke i "gamle dage". Fin sport og godt for Thy med Cold Hawaii. Men det er en forstyrrende aktivitet for ikke mindst fuglene. Så det er godt, at det nu er reguleret til nogle bestemte steder - som for eksempel netop kysten her ud for Øsløs.

Ja, vi kan se testcentret hjemmefra

Vi bliver til tider spurgt lokalt, om vi kan se testmøllerne i Østerild-centret hjemmefra. Og ja, det må man nok sige. Vi har godt nok i nærheden af fire kilometer til den nærmeste mølle, til gengæld har vi i den grad udsigt til hele rækken af megamøller.

Derfor kan vi også følge med i, hvordan Siemens Gamesa er i gang med at rejse deres hidtil største mølle derude. Tårnet er det højeste hidtil, vist 140 meter, for vingerne er 94 meter lange, når de kommer på - og de skal jo nødigt komme for tæt på jorden...

Her er Nordeuropas største kran på arbejde ved tårnet. Den har mere eller mindre fast placering på testcentret. Vi venter spændt på, at nacellen - møllehuset - løftes op. Det bliver nok først i det nye år.
Møllen her står i øvrigt på en af de nye pladser i testcentret, som er udvidet med to pladser mod syd, så der nu er ni pladser til testmøller.

Konkurrenten MHI Vestas er også på vej med deres hidtil største mølle på testcentret. Den nederste tårnsektion og nacellen blev kørt derud i slutningen af november under stor mediebevågenhed. Nu er nacellen sat på, men vingerne mangler stadig. Det er i begge tilfælde møller på mindst 10 megawatt - det vil sige, at en enkelt mølle kan levere strøm nok til omkring 10.000 husstande.

Og her er så hele møllerækken set hjemmefra her i december:

 Vi var i øvrigt også vidner til den meget omtalte møllebrand den 4. august 2017, da MHI Vestas dengang største mølle brød i brand på testcentret:

Fuglen vi så for tidligt

En varm sommerdag i august 1983. Datoen husker vi ikke. Af en eller anden grund er obsen ikke noteret i notesbogen. Hvorfor den ikke blev det, forstår vi stadig ikke. Måske fordi vi på forhånd så fuglen som undsluppen. 
Alligevel husker vi oplevelsen meget godt.
Den dag vi så brunhovedet værling i Vejlerne!
Lars Witting og Karsten Nørgaard var observatører på Vejlernes Feltstation.
Helge var lige stoppet som sommerafløser som observatør med udgangen af juli.
Lars fandt fuglen på Dykkerslusevej i Arup. Og Karsten og vi, Helge og Susanne tog afsted for at se fuglen. Mens vi  nærmer os fuglen, spørger Susanne Karsten, hvad han gør, hvis fuglen bliver siddende. Altså, hvis den er for tam. Han vender sig mod mig og siger, så vrider vi halsen om på den.
Den fløj, da vi nærmede os. 
Det var en fed fugl, husker vi - og som også var en ny art for os.

 

Foto af fuglen har været i en collage i huset, sammen med en masse andre oplevelser. Nu vi ser nærmere på billedet igen, så ligner det jo en 2K - altså en yngre han.

Og nu kommer det sjove.

Forleden fandt vi en spændende artikel i British Birds om brunhovedet værling i Storbritannien.

Tilbage i 60'erne og 70'erne var brunhovedet værling ret almindelig som gæst i Vesteuropa. Det skyldtes en stor import af burfugle fra Indien.

Dengang blev alle brunhovedet værlinger forkastet som spontane. Men i 1982 forbød Indien eksport af burfugle, også brunhovedet værling. Og siden dengang er arten blevet meget mere sjælden i Vesteuropa.

 Faktisk fremgår det af artiklen, at arten nu - måske - kan godkendes som spontan ligesom andre sjældne værlinger fra øst.

Så vi har set brunhovedet værling i Danmark. Men for tidligt!

Tillidsfugle fra det høje nord

En tur til Skagen bragte os med på det glade hold af fuglekiggere, som har oplevet den igangværende invasion af krognæb fra den sibiriske taiga.

Susanne kigger i baggrunden (til højre). En flok krognæb i forgrunden.

Som ægte tillidsfugl går man jo ikke op i om rønnebærrene er sure...

Det er i udpræget grad rønnebær, her seljerøn, som de invaderende storfinker kaster sig over.

 

De hopper rundt på papegøjemaner få meter fra de begejstrede fuglefolk. Sådan er det med fugle, der kommer derude fra, hvor mennesket ikke er en trussel.

De røde voksne hanner er selvfølgelig flotte, men hos krognæbbene har hunner/ungfugle en særdeles delikat mørkgullig farve i fjerdragten. Vi så fire af dem og en enkelt han.

De seneste dage er der talt langt over 100 krognæb i Danmark, den største kendte invasion her i landet formentlig. 

En ren burger

De vildtlevende tamme rener i Lapland er et eksempel på ekstensiv græsning på store naturarealer - med henblik på især kødproduktion. Her er en lille flok fotograferet fra bilen på vor herlige tur nordpå i sommer.

Man kan finde renskav - tynde strimler af skært renkød - i mange svenske butikker helt ned til Skåne. Men her i sommer fandt vi også hakket renkød i en fryser i en butik deroppe nordpå. Det havde vi ikke smagt før, så det skulle lige prøves.

Her er en ren burger med lidt forskelligt tilbehør

Rødbedesalat, en peberrodsdressing og Karl Johan-svampe

I virkeligheden en slags højnordisk pariserbøf

Jamen, er det ikke en tangvender?

På stranden ved Ellidsbøl i dag var en ung stenvender i gang med disciplinen tangvending...

 

En par unge sandløbere fulgte interesseret med - måske tangen gemmer på en godbid også til dem

Men de kunne nu også selv - selvfølgelig i sandet

Mon ikke det er bedst at jeg vender tilbage til stenene - når nu jeg er en stenvender...

Solsikker i en regntid

Det regner og regner og vi tømmer og tømmer - vor regnmåler i haven

 

Her er yderligere cirka 30 mm regn fra det sidste døgns tid. Vi har for længst rundet de 200 mm siden starten af august. Hvornår holder det op?

Men SOLsikkerne vokser ufortrødent i højderne på trods - eller måske netop på grund af den megen væde

Manden på billedet er 190 cm.

Også vores stangbønner på høje bambusstativer gror nærmest regnskovsagtigt - og giver et flot udbytte af lækre grønne bønner i denne tid.

Løg og gode orme

Susanne har ordnet årets høst af løg

De yderste blade og de tørre stængler er smidt i komposten

Det er ikke godt med orme i løg, men i komposten kommer de gode orme så op nedefra og spiser resterne fra den store løg-rensning. Vi købte for snart mange år siden en samling kompostorme/brandorme - og de trives fortsat i vor skiftende kompostbeholdere

Vi har arvet farfars gamle blomsterbænke fra stuen på Rypevej - og de fungerer nu helt fint som løgstativer ude i værkstedet.

Lige ankommet fra tundraen

Vi undrede os lidt over en forankørende bils adfærd på Jernbanedæmningen - indtil vi opdagede en lille fugl fouragerende i stenene på grusvejen lige foran.

 

Det var en ung islandsk ryle, som åbenbart kunne finde noget spiseligt mellem stenene uden overhovedet at tage notits af trafikken.

Den vandrede helt hen til vores bil, inden den lettede i fin form. Der er meget, man skal lære, når man lige er ankommet fra den arktiske tundra.

Og sådan kunne der blive tre indlæg ud af en lille formiddagstur en dag med kedeligt vejr i august - se også nedenfor

Lund Fjord - nu også med ny bro

Vi har flere gange skrevet om det flotte nye publikumsanlæg ved Lund Fjord med nyt fugletårn og stærkt udvidet brædde- eller plankesti. Men vi har forsømt at glæde os over, at anlægget nu er færdigt - og så er der endda blevet adgang over den gamle jernbanedæmning via en helt ny bro - i et helt anderledes smukt design end forgængeren.

Men der skal også noget til at matche det nye tårn og stierne gennem rørskoven i sydøst-hjørnet af Lund Fjord. Det er et super flot designet anlæg med vinduer helt ned til gulvhøjde af hensyn til børnene.

 

Dette er faktisk et usædvanligt billede af Susanne alene i tårnet. Der er virkelig en jævn strøm af publikummer sådan en søndag formiddag.

Og så må vi håbe, at dette skilt på Kærup Holme respekteres, så dæmningen og broen ikke igen hærges af store landbrugs-køretøjer.