Den anden foregår i det ret ensformige agerland på Hannæs og består af 10 punkter. Den har jeg talt siden 2003. Årets tælling blev klaret i morges i bilen langs de små landeveje på Hannæs:
Punkt 1 - hvor bilen står - ligger lige nord for Arup. Jeg startede kl. 5.30. Punkterne tælles samme steder på samme tidspunkter år efter år. Ved hvert punkt tælles alle fugle i fem minutter - og alle punkter fra alle tællinger i hele landet danner så grundlag for et indeks over fuglebestandenes frem eller tilbagegange.
Ved punkt 1 var der i morges blandt andet bomlærke 2, landsvale 3, hættemåge 12 osv. - i alt 21 arter.
Punkt 2 er ved Arup Kirke. Her var der blandt andet bomlærke 2, gråspurv 2, stær 8 og bysvale 25 - de yngler på kirken.
Punkt 3 ligger på Gammel Feggesundvej lidt nord for Amtoft. Her var der blandt andet bomlærke 3, sanglærke 6 og gul vipstjert 1 - de gule vipstjerter har formået at tilpasse sig de intensivt dyrkede kornmarker og er derfor gået frem de sidste par årtier.
Punkt 4 ligger midt ude i markerne på vejen Søndergårdsmark. Da jeg talte ruten for første gang for 17 år siden, stod der et lille transformer-tårn på stedet - og jeg prøver altid at huske præcis, hvor det var. Her til morgen gav punktet blandt andet bomlærke 2, gul vipstjert 1, landsvale 2 - og så hørte jeg rørdrum fra Vejlerne. Men den art og mange andre af de specielle ynglefugle i Vejlerne tælles på helt anderledes målrettet vis ude i reservatet.
Punkt 5 ligger så, hvor Søndergårdsmark rammer ind i Frimervej. Her var der blandt andet bomlærke 4, sanglærke 8 og gul vipstjert 3.
Så krydser jeg hovedvej 11 for at nå til punkt 6, der ligger præcis, hvor Nedermark støder til Overmark med Øsløs Kirke i baggrunden. Her talte jeg blandt andet bomlærke 1, gul vipstjert 4, tornsanger 2, skovspurv 4 og fiskehejre 4 - de pendler frem og tilbage til den lokale koloni på Snekkebjerg med foder til ungerne.
Punkt 7 ligger ved gravhøjene på toppen af Højbjergvej. Her var der blandt andet bomlærke 2, skovpiber 1 og en vibe, som rugede på en nyspiret majsmark. Når man tæller hvert år på omtrent samme tidspunkt - og det sker på hverdage - så oplever man sjovt nok også de samme mennesker køre forbi på arbejde år efter år på samme tidspunkt. Således også i dag.
Punkt 8 her er placeret i et ret afvekslende landskab på Højstrupvej tæt på Selbjerg Vejle. Her hørte jeg trompeterende traner - men de tælles også bedst på anden vis. I punkttællings-skemaet ryger også bomlærke 3, gøg 1, gulbug 1 og landsvale 2 med mere.
Punkt 9 ligger i kurven, hvor Højstrupvej glider over i Kærupvej. Her noterede jeg blandt andet bomlærke 2, hættemåge 11, gulspurv 1 og rørdrummer igen.
Det sidste af de 10 punkter er præcis, hvor Lyngevej løber ud i Kærupvej. Her var der bomlærke 5, sanglærke 9, landsvale 9 og en hel del mere. Bemærk at bomlærken blev registreret ved alle 10 punkter - som den eneste af alle arter. Den er simpelthen karakterfugl her i Nordvestjylland. Meget markant, når det sammenholdes med situationen østpå, hvor den er sjælden på Sjælland og næsten væk i Skåne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar