lørdag den 20. maj 2023

Ramsløg og pesto

 

Hvornår vi begyndte at spise ramsløg, kan vi ikke huske. Men vi har kun spist dem i måske tyve år.
Vi husker den ikke omtalt og brugt i køkkenet af vores bedsteforældre. Men derfor kan de jo godt have spist den.
Planten har vokset i  Danmark siden Bondestenalderen og måske før. Så planten er en gedigen dansk plante.
Og den er hjemmehørende i det meste af Europa.

Ramsløg vil brede sig. Så vi har et afgrænset bed omkring buksbom og mirabelletræer, hvor den må fylde og være. 

Ramsløg ( Allium Ursinum ) hedder Bärlauch på tysk. Ursus er det latinske navn for Bär, altså bjørn, og mytologien beretter, at de grønne ramsløgsblade var hunbjørnens foretrukne første føde, når den efter  vinterhiet skulle samle kræfter igen. Forståelig nok, fordi ramsløg indeholder meget c - vitamin og jern.


 Ramsløg er smuk og dufter fantastisk - af hvidløg. Og så er den tidlig. Kan plukkes fra tidligt forår.
 Og blomsterne er meget dekorative.


 Hele planten kan spises. Ramsløg er en mellemting mellem purløg og hvidløg.
 Og alligevel helt sin egen. 


  Og ramsløg er rigtig god til at gemme i fryseren.
  Hele planten lyser langt væk af - at være sund. Smækfyldt med antioxidanter og - siger litteraturen -
  indeholder 20 gange så mange c-vitaminer som citroner 😊. Og ramsløg virker hæmmende på
  betændelse. 

 Ramsløg kan bruges til at sætte smag på mange retter. Kryddersmør, pesto, marinade, pesto,
 mayonnaise og supper. Og bladene kan bruges ligesom spinat. Og frøene kan faktisk syltes som kapers. 


      Pesto blendes... 

Fryses i isterningebakker.
Og tænk så mange gange vi bruger det i køkkenet i løbet af året.
Det er så godt.

 

 

fredag den 5. maj 2023

Hirsholmene - for første gang

Vi var fornyligt på besøg på Hirsholmene - øgruppen i Kattegat tæt på Frederikshavn. Det var langt om længe og første gang. Øerne er i fugleverdenen især kendt for at huse Danmarks største koloni af den charmerende lille alkefugl, tejsten.

Der er tre kvarters sejlads i særdeles roligt tempo fra havnen i Frederikshavn.

Da vi ankom om morgenen, var der masser af tejster på havnemolerne - op mod 1000 fugle:

Tejsten er næsten overdrevent flot i yngledragten med de sort-hvide kontraster og knaldrøde fødder. De yngler i huller mellem stenene på havnemolerne og andre steder på øerne.

Der var heftig aktivitet i kolonierne, og vi hørte hele tiden de små alkefugles høje og spinkle, lidt hvislende stemmer. Ind i mellem gik det ganske voldsomt for sig:


I løbet af formiddagen forlader tejsterne Hirsholmene og flyver ud på fourageringstogter i Kattegat. Om eftermiddagen var der nærmest ingen tilbage, men de vender tilbage i løbet af aftenen.

 

Der er også en stor hættemågekoloni på øen med flere hundrede par splitterner inde midt i mågevrimlen.


Efter seks timer på Hirsholm med tiltagende vind fik vi en ordentlig vippetur tilbage til Frederikshavn med skibet Seadog...