fredag den 5. maj 2023

Hirsholmene - for første gang

Vi var fornyligt på besøg på Hirsholmene - øgruppen i Kattegat tæt på Frederikshavn. Det var langt om længe og første gang. Øerne er i fugleverdenen især kendt for at huse Danmarks største koloni af den charmerende lille alkefugl, tejsten.

Der er tre kvarters sejlads i særdeles roligt tempo fra havnen i Frederikshavn.

Da vi ankom om morgenen, var der masser af tejster på havnemolerne - op mod 1000 fugle:

Tejsten er næsten overdrevent flot i yngledragten med de sort-hvide kontraster og knaldrøde fødder. De yngler i huller mellem stenene på havnemolerne og andre steder på øerne.

Der var heftig aktivitet i kolonierne, og vi hørte hele tiden de små alkefugles høje og spinkle, lidt hvislende stemmer. Ind i mellem gik det ganske voldsomt for sig:


I løbet af formiddagen forlader tejsterne Hirsholmene og flyver ud på fourageringstogter i Kattegat. Om eftermiddagen var der nærmest ingen tilbage, men de vender tilbage i løbet af aftenen.

 

Der er også en stor hættemågekoloni på øen med flere hundrede par splitterner inde midt i mågevrimlen.


Efter seks timer på Hirsholm med tiltagende vind fik vi en ordentlig vippetur tilbage til Frederikshavn med skibet Seadog...


 

 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar