Vi har stadig masser af grønsiskener i haven - ja faktisk har vi flere end nogensinde:
Ophobningen er fortsat gennem hele måneden - og nu er der mindst 60 grønsiskener i haven stort set hele dagen - og de lægger fortsat en kvidrende lydbund under tilværelsen udenfor. Hvis ikke de forsyner sig på det veldækkede fuglebord, så sidder de og giver siskensang og pludren fra sig i vores høje træer. Vi har været her længe - i huset her siden 86 - men noget lignende har vi aldrig oplevet.
Tilføjelse 27. marts:
Nu er der 110 grønsiskener omkring matriklen - en spurvehøg kom forbi og fik dem til at flyve op i samlet flok - ellers er de svære at tælle i det hvirvlende sisken-virvar i haven. En halv snes gråsiskener også i dag.