En kær tradition

 

Hvert år plukker vi en stor buket kæruld. Tørrer buketten og har den stående fremme til året efter.
Som barn plukkede jeg kæruld hos mormor og morfar i Glombak. Jeg læste om kærulden. Har altid været fascineret af denne plante. Blomsten er bloster. Den har fine børster, der vokser ud til en lang hvid silkeagtig uld, som bliver siddende ved grunden af frugten – en lille trekantet nød – og tjener som svæveapparat, så frugten kan spredes med vinden. Det er sgu da godt fundet på.

”Ulden” har været brugt til udstopning af puder. Man forsøgte i gamle dage at bruge den til uldgarn, Men den kan ikke bruges til at spinde garn. Ulden - taverne – fibrene er simpelthen for korte.

Jeg har læst at mange lægfolk har tumlet med at finde erstatning for ægte bomuld. Og at ideen er gammel.

Citat fra ”Ur tidsskrift for textilteknik 1963:

”Kæruldens lokale massevise optræden og dens lette, bløde og  silkeglinsende frøuld måtte uvægerligt få fattigfolk til at interessere sig stærkt for denne mosevækst, landøkonomer til at eksperimentere med uldens anvendelse som textilmateriale.

Linné kaldte planten ”enghør”. 

Hvad eventyr og folkeviser beretter herom synes at bero på ønsketænkning. Man så, hvordan vinden førte de dunede frø afsted viden om, og det skabte overtroen, at den, som var iført en ” lykkekappe” eller ”ønskeskjorte” vævet af sølvhvide dun, kunne ønske sig alle vegne hen.

 

I eventyret ”Den stumme dronning” er en ung pige spærret inde hos bjergmanden sammen med sine tolv brødre; hun kan frelse sig selv og brødrene, hvis hun hver dag i 12 år samler kæruld og af fnuggene spinder og væver garn til tolv skjorter.
Eventyret ”De tolv vildænder” beretter om en prinsesse, at hun kan redde sine tolv brødre fra troldkællingen, om hun af kæruld karter, spinder, klipper og syr 12 huer, 12 skjorter og 12 klude.
Før hen var det intet særsyn, at fattige folk eller deres børn gik i moserne for at samle kæruld i deres puder og dyner. Linné har omtalt denne praksis fra Lapland 1737. ”I juli måned, når frøene modnes med deres uld, samles de af fattige og fyldes i sengeklæder i stedet for dun. Den første måned er det meget blødt, men derefter falder ulden sammen i klumper. Og norske bønder brugte den til, blandet med hareuld, at stoppe i vuggepuder.
Videre berettes at islændingene spinder eller snor lampevæger af kærulddun i stedet for bomuld og dypper dem i smeltet talg.
Forsøg viste at denne frø uld var for kort til at kunne spindes, hvorfor den måtte blandes med animalsk uld, f.eks. bæverhår. Det garn, der blev fremstillet, blev beskrevet som garn, der kunne strikkes særlige tætte strømper af.