Nogle af øerne i Cabo Verde er forholdsvis frodige, men øen Sal er reelt en ørken-ø. Men når det også er en turist-ø, så skal der jo bruges masser af vand. Det betyder, at øen har store anlæg, hvor havvand afsaltes - for havvand er der i den grad nok af. Men vandet skal jo også renses, og et sted i ørkenen var der et område med overskudsvand fra et renseanlæg - og det var populært blandt fuglene:
Flokke af stylteløbere er altid en fornøjelse - selvom de larmer! Der var over 100 i området.
Her nedenfor er stylteløberne i selskab med nogle få småspover, men der var også masser af hvidbrystede præstekraver og lidt sandløbere og stenvendere. For stærke flyvere som vadefugle er det intet problem at nå ud til den slags ocean-øer:
Et par af vores europæiske skestorke var også nået til Sal, en voksen til venstre nedenfor med en ungfugl. Der var også mange kohejrer og enkelte silkehejrer på øen.
Fiskeørne yngler også på Cabo Verde, og de ruger på æg allerede i januar.
Her er nedenfor en fiskeørne-rede på en klippeafsats, men der rugede også et par i en høj kommunikationsmast over de store hoteller i Santa Maria. Den kunne vi holde øje med "hjemme fra" vores strandvilla.
Der er selvfølgelig også lærker på sådan en ørken-ø. Ovenfor er det en Bartailed Lark - på dansk lille ørkenlærke, men vi så også flere hærfuglelærker, som er en specielt fed fugl - i den gode betydning.
Og nu vi er ved vand i ørkenen, så er der et sted inde midt på øen Sal, som er berømt for luftspejlinger, når solen skinner. Altså det ser ud som vand ude i baggrunden, men det er det ikke - man kan næsten forestille sig scenerne fra film eller tegneserier af tørstige vandrere i ørkenen: