Vi har været på endnu et fint familiebesøg i Valby - og hvad sker der så - en af de mange dygtige københavnske feltornitologer finder en supersjælden fugl, mens vi er derovre:
Det er en ung tornskade, formentlig af arten isabellatornskade, som aldrig før er set i Danmark. Endnu mangler der en DNA-test for at sikre bestemmelsen fra den nærtstående art turkestantornskade. Der er indsamlet ekskrementer fra fuglen!
Tornskaden blev fundet på et sted kaldet Stubben ved Københavns Nordhavn - kun en lille halv time fra Valby. Og vi kørte selvfølgelig derhen og så fuglen med børnebørn på bagsædet af bilen. Et klart deja-vu for os til en dag i foråret 24, hvor vi også var børnepassere i Valby og pludselig fik meldingen om en afrikansk rødbrystet svale ved Helsingør - set for første gang i Europa og den sjældneste fugl nogen sinde i Danmark. Den tog vi selvfølgelig også med - nu vi var der derovre...
Her et udsnit af de glade københavnske fuglefolk søndag eftermiddag kort efter fundet. Jyderne måtte vente til dagen efter - eller her i weekenden - for fuglen er der stadig. Men der var en bekendt i søndags som spurgte os - hvordan er I kommet så tidligt herover? - joh det er jo det med kunsten af kombinere børnebørn og sjældne fugle!
Fuglen sidder her lige over bilen på billedet. Sjovt sted til et hit, men den trives åbenbart og har spist masser af hvepse og både rødhals og gærdesmutte!
Alle synlige kendetegn på fuglen peger i retning af isabellatornskade. Meget bleg og ensfarvet i dragten uden kontraster og svag øjenstribe. Farven isabella hidrører i øvrigt fra en spansk adelskvinde i 1600-tallet, som nægtede at skifte sengetøj under en belejring - der varede i fire år...
Hvis DNA-testen så viser, at det alligevel er en turkestantornskade, så er det beviset på, at man ikke kan skelne ungfugle af de to arter i felten. Men det håber vi selvfølgelig ikke...



