Vilde vejobs i Sverige

Der er ca. 1300 km. fra Göteborg til Ammarnäs. Næsten hele turen foregår på "Inlandsvägen" - den svenske hovedvej inde i landet. Det er en fascinerende, ja næsten meditativ oplevelse at glide de mange kilometre gennem de store skove i et behersket landevejstempo. Men man ser ofte ret få fugle og almindeligheder fra vejen. Det gjorde vi også på turen nordpå denne gang. Men turen ned mod syd igen blev noget af en optur rent fuglemæssigt!

Det begyndte ved selve Ammarnäs, hvor vi var så heldige at se en jærv på en grusvej langs Vindelälven. Den var hurtigt væk, så vi nåede ikke at få foto. Men så på Inlandsvägen i Jämtland lidt syd for Strömsund sad der pludselig noget stort på en pæl lige op af den trafikerede hovedvej

 
Det var en flot lapugle!. Her på det første billede fotograferet af Susanne med mobiltelefon fra den højre vejside med hasardblinket tændt efter bilen var vendt, og Helge havde fundet telelinsen frem -  så fik vi blandt andet de her billeder:

Hvor heldige kan man være! - og det fortsatte. Lidt længere mod syd i Härjedalen løb der pludselig en stor tjurkok over vejen. Den var tæt på at blive kørt ned af den forankørende autocamper, men vi fik set den så fint på vej ind i fyrreskoven. Her først med den korte tele på 105 mm:

Og her har vi fået skiftet objektiv, mens tjuren er fortsat dybt ind i skoven.

Bare for at blære os lidt, så opdagede vi også arter som tretået spætte, lille flagspætte og lavskrige på den meget optursagtige nedtur gennem Sverige.

Her rast ved Inlandsvägen

Og endnu en vejobs

En bæverdæmning lige mellem vejen og en bro, som bærer den jernbaneforbindelse, der følges med Inlandsvägen en stor del af turen nordpå. Den hedder selvfølgelig "Inlandsbanan" - og vi kørte med den tilbage i 1970'erne.

Højtid på højfjeldet

På vores tur til Nordsverige tidligere her i juli var det tid til et dejligt gensyn med højfjeldet. Endda - som forventet - i den særlige højtid med års mellemrum, hvor der er lemminger på fjeldet og dermed ekstra liv i fugleverdenen. Ikke mindst hos lille kjove, der ynglede mange steder på fjeldene ved Ammarnäs i år:

Fjälllabb - Fjeldkjove - kalder svenskerne den. Og det er unægtelig

et mere rammende navn med musik i, når de flyver rundt over fjeldet med sprøde skrig eller skælder ud på fjeldvandrere, fjeldvåger eller vandrefalk.

 

Vi gik også nogle ekstra kilometer for at finde den lille odinshanes ynglepladser - og det lykkedes. Det er hannen her, der passer på æg og ungerne i deres første tid. Hunnen lægger bare æggene.

Her holder vi rast nær fjeldet Gaisatse med udsigt til selve Ammarfjeldet, som når op i godt 1600 meters højde.

Feltrationen var meget praktisk: Susannes hjemmelavede gazpacho med croutoner. Måske lidt specielt med kold, spansk tomatsuppe på et fjeld langt nordpå, men som det fremgår, så havde vi masser af sommervejr ved polarcirklen i år.

Her på fjeldet Gelmetje med en anden vinkel på udsigten mod Ammarfjeldet.

Småspove ynglede også flere steder, lige ved overgangen mellem det øverste fugtige birke/pilekrat og selve højfjeldet.

Lapværlinger naturligvis - og masser af engpibere, stenpikkere og nordlige blåhalse.

Hjejlen med dens vemodige fløjten er nu engang karakterfuglen på højfjeldet. Her en fugl på fjeldet Flatruet længere mod syd i Härjedalen, hvor man kan køre helt op på højfjeldet i 900 meters højde på Sveriges højest beliggende offentlige vej. Det betyder så åbenbart også, at der bliver efterladt affald som den forladte udsigtsstol til højre.