lørdag den 24. oktober 2020

Skægge mejser

Der er en stor bestand af skægmejser i Vejlernes rørskove - og netop på denne årstid gør de særligt meget væsen af sig. Vi besøgte planke- eller bræddestierne i Han Vejle og Lund Fjord i dag i det stille og milde efterårsvejr - og de eksotiske rørskovsmejser var overalt med deres specielle nærmest elektroniske stemmer - over 100 i alt


Det er velkendt, at de på denne årstid spiser sten fra den "sandpapirsmaling", som er smurt på plankerne, så man som besøgende kan stå nogenlunde fast i vådt vejr. De spiser stenene for at omstille fordøjelsen fra sommerens insektføde til vinterens menu af tagrørsfrø. De bittesmå sten er med til at formale føden i kråsen.

MEN - her sad de og piggede på rækværket af plankestierne - hvor der os bekendt ikke er smurt småsten på - men et aller andet godt må der være - for de holdt sig til rækværket og hoppede ikke ned på plankerne, hvor der ellers er masser af de små sten.


De har selvfølgelig deres navn fra hannernes markante "skæg" i det blå ansigt - men de har nu også en temmelig skæg adfærd - herlige fugle


Og så var der også lige en sibirisk gransanger ude i pilebuskene



Ingen kommentarer:

Send en kommentar