HVABEHAR - EN HVALROS!

    Vinterferie og masser af dejlig god tid til at gøre nogle af de ting, vi gerne vil.
    Vi var i Ringkøbing for at se mellemflagspætte.
    En meget sjælden spætte i Danmark.
    Men spætten lod sig ikke se.
    På hjemvejen hørte vi i radioen om en hvalros i Vorupør.

 

 

Det lød næsten for underligt.

Vi kommer lige forbi Vorupør på hjemvejen.
Og ganske rigtig lå denne hvalros ved molen i Vorupør.
Den lå ligeså stille og slappede af.
Meget sød stilling på billedet.

Der var mange mennesker, der gik på molen for at se hvalrossen.
Og de mange mennesker syntes ikke at genere hvalrossen.
Mennesker på molen og hvalrossen i vandkanten.
For den har godt nok valgt et befærdet sted.

 Hvalrossens normale levested er Arktis.
 Hvor det er den største sælart.
 Hvalrossen her er en ung han.
 Det er første gang i over ti år, at der er dukket en hvalros op ved den danske kyst.
 I 1999 blev den set i Fjand på Vestkysten og i 2003 i Frederikshavn.                                                      
                        

 

Her ser det næsten ud som om, hvalrossen gerne vil have fred.😉 

Og her klapper den baglufferne sammen. Næste dag havde hvalrossen forladt stedet.

Måske til et lidt mere fredeligt sted. En fantastisk oplevelse.

Vi tog afsted for at se en mellemflagspætte. Og kom hjem og havde set en hvalros.👀

Skægmejserne klarer sig

Det er vinterferie, men jo ingen lange rejser - så vi kommer en del rundt i lokalområdet. I dag var vi ved bræddestien i Han Vejle, hvor en fin flok skægmejser demonstrerede for os, hvordan man overlever vinteren. Man propper sig med tagrørsfrø:

Skægmejserne indvandrede i Danmark i 1960'erne, men forsvandt stort set efter hårde vintre i flere omgange, senest midt i 1980'erne. Siden dengang har de fundet ud af at ændre kosten om vinteren fra insekter til tagrørsfrø ved at spise småsten og omstille kråsen til vegetarisk kost. Det virker - i hvert fald har de klaret sig pænt gennem de hårde vintre, vi trods alt har haft ind i mellem de sidste tre årtier. Og lige nu vrimler de i rørskoven trods den seriøse kuldeperiode, vi heldigvis ser ud til at være på vej ud af.

Her en hun - der er ellers flest hanner i flokkene

Der spises igennem...

Høg i haven

Når man fodrer småfugle, så fodrer man også spurvehøge.

Kampen for overlevelse for de involverede er lige så dramatisk i vores lille have som på den store savanne i Afrika.

I dag kom en stor spurvehøg hun forbi og snuppede en af vores mange solsorte - den fortærede den i ro og mag omme bag tørrestativet.

Korn og værlinger

For nogle år siden forsøgte gode folk i Dansk Ornitologisk Forening at få omdøbt bomlærken til kornværling. Det er i sandhed et mere korrekt navn, da fuglen ikke er en lærke, men netop en værling - og den er stærkt knyttet til korn og kornmarker. Men navnet bomlærke er ikke sådan at udrydde. Det kommer af ordet "Baum" for træ på tysk - da bomlærken jo sætter sig i træer og buske, som de rigtige lærker sjældent gør. 

Navnet bomlærke har sin særlige charme, for der er nemlig noget bom bom over bomlærken, stor og tyk og larmende - så det hedder den stadig - heldigvis. Men korn vil de gerne have:

Vi har her i kuldeperioden lavet en fodringsplads ude på engen, hvor vi smider hvedekorn, som vi ellers bruger som hønsefoder. Der er den bagtanke, at vi måske kan tiltrække en sjælden værling - der har i denne vinter været en del hvidkindede værlinger på spil, især i det vestlige Norge. De følges normalt med gulspurve, og der var også en pæn flok gulspurve, da vi startede fodringen for fjorten dage siden. Men de har åbenbart fundet et bedre sted (besynderligt), for nu er der kun en halv snes gulspurve. Til gengæld er der dagligt en 30-40 bomlærker derude.

Også solsortene har fundet vej fra æblerne i haven og ud til kornet på engen i deres intense jagt på kalorier i den voldsomme kulde. Fuglene er meget nervøse, og det er der nok en god grund til:

En spurvehøg han kommer forbi for at afsøge mulighederne. Den er trods alt velkommen. Værre er det med naboernes katte.

De lokale fasaner har også fundet vej til kornet - og kokken gør sig forårslækker i eftermiddagssolen - måske har han hørt den herlige vejrudsigt om snarligt tøvejr!

Men det er fortsat koldt om morgenen, og fuglene er pressede. En stor stæreflok kom forbi her til morgen, mens de fleste bomlærker venter pænt på tråden.

 

Så koldt som i gamle dage

Vejret har slået en slem kolbøtte, polarluften er over os, Vejlerne fryser til, og fuglene forsvinder.

Så koldt har det ikke været i mange år - og det sender tankerne tilbage i tiden. Det markerede vi så med en gåtur i Øsløs Skov, hvor Susannes mormor og morfar havde en lille landejendom - og hvor hun derfor har tilbragt ganske mange stunder i sin barndom.

Hedesøen Skærpensiig er et dejligt sted - selv når der er is på!

Lavningen Tværkær er efterhånden vokset til i et sandt vildnis - Tværkær ligger ganske tæt på familiens ejendom, og Susanne skrev en stil om stedet i sin skoletid.

Denne ruin ved Glombak var dengang beboet af en familie med børn - Susanne rendte tit derop for at lege, når hun var på besøg hos mormor og morfar.

På Thorsbjerg går denne flok herlige skotske langhornskvæg - og de har det tilsyneladende fint i kulden - også den lille ny i forgrunden. I baggrunden kan det ses, at der stadig er lidt åbent vand ude i søen Glombak - men det er vist en stakket frist.

Turen tilbage mod Øsløs fortsætter op af den ganske stejle sti mod Snekkebjerg.

Og her er Susanne tilbage på "Morfars jord", hvor hestene Tulle og Klaus dengang gik foran ploven. Selve gården ligger nu gemt inde bag træerne i baggrunden.