Den skrøbelige spurvebalance

Skovspurven er med afstand den talrigeste fugl i vores have, hele året rundt - med mindre selvfølgelig der slår sig en stæreflok eller lignende ned i de store træer.

Her er en voksen skovspurv i gang med andet kuld i kassen bag ved.

Og her er en af årets unger ved et af vores fuglebade.

Men hvad med gråspurven?

I de 35 år, vi har boet her i huset, er bestanden af gråspurve gået op og ned, tilsyneladende i takt med, hvor mange husdyr og dermed også spildkorn, som vi og naboerne har haft. Da naboerne havde både høns og frilandsgrise var der pænt med gråspurve, men nu er det kun os, der har høns - og de sidste par år har gråspurvene været helt væk.

Nu er vi imidlertid begyndt at sommer-fodre med kvalitetsfoder som melorme og som her med nødder i automat. Foder om sommeren skal gerne være med et højt indhold af protein, så ungerne får en føde, der matcher naturlig føde som insekter.

Vi skulle helt hen til april i år, før vi fik gråspurv som årsart på matriklen! Men nu er der to par, som begge har fået det første kuld unger - så den skrøbelige balance for gråspurve i haven er åbenbart tippet. Den art skal åbenbart have lidt ekstra hjælp fra os mennesker. Her fodrer en han gråspurv en nyudfløjen unge - lige under foderautomaten...

 

En kær gave fra engen

Vi er så privilegerede at have en aldrig op-pløjet blomstereng lige på den anden side af vejen. Lige nu i juni er den så smuk som nogensinde. Her er et parti med kæruld - dem kommer vi tilbage til...

Og her er der tæt med trevlekrone:

Gøgeurterne udgør deres eget - og svære - kapitel. Vi er ikke så skrappe udi botanikken - men det her må være en purpur-gøgeurt:

Og det her flotte eksempler, mener vi, er en kødfarvet gøgeurt:

Gul iris kan man ikke tage fejl af:

Og så er vi tilbage ved kærulden. De svinger meget i forekomst fra år til år, men i denne forsommer er der pænt med dem derude - og så plukker vi et par små buketter

Udsigten fra kæruld mod kært hjem:

Buketterne hænges til tørre med "ulden" nedad - så kan de holde meget længe og pynte herinde til andre tider, hvor naturen derude er knap så gavmild.

 

 

Når buketterne står udenfor

Akelejer. Aquilègia
Det latinske slægtsnavn  Aquilègia, er det navn, under hvilket vor hjemlige art var kendt i Middelalderen. Den er efter sigende dannet af det latinske ord àquila = ørn og skal sigte til, at honningbladenes sporer minder om kløerne på en ørn. (Danmarks vilde planter Politikens forlag )

I Norden vokser akeleje i lyse skove hist og her.
Forvildet fra tidligere dyrkning.
I Middelalderens klosterhaver blev den dyrket som lægeplante.
(den indeholder blåsyre og er giftig)
Ifølge Politikens Forlags bog: Lægeplanter og trolddomsurter findes der et par opskrifter fra en tysk middelalderlig lægebog, hvor planten anbefales til lever og miltsygdomme samt ved svære fødsler.
En quintin (1/128 pund ) af den pulveriserede rod mod "tarmvrid".
Videre skrives: I 1700-tallet fandt man ud af, at planterne kunne bruges mod gigt, og de blev optaget i mange farmakopeer. I folkemedicinen har de været brugt som lusemiddel.

 Hos os blomstrer akelejerne i vindueskarmen - udenfor!
 De blomstrer i maj.
 Og de blomstrer 5 - 6 uger.

 Igen akelejer.
 Buketter i vindueskarmen udenfor! 

Her udsigten fra vores toiletvindue

 Blomsterne er langstilkede og oftest blå. Her med vores hvide mur som baggrund.

 Mørklilla og meget smukke.

Røde og hvide! 

 Helt hvide. Og de er så nemme at dyrke!