Bomlærker i bunker

Det er blevet rigtig koldt, for koldt, og i den slags situationer ofrer vi lidt af hønsenes korn for at fodre ude på engen. Det giver god udsigt fra vinduerne til en voksende mængde småfugle af flere forskellige arter. På billedet her er der bomlærke, gulspurv, kvækerfinke, bogfinke, grønirisk, stillits, skovspurv og solsort. Håber ikke vi har overset en pileværling!

Som gammel observatør på Vejlernes Feltstation bliver jeg (Helge) aldrig begejstret for kulde. Når det hele er koldt og tilfrosset, er Vejlerne ærlig talt en kedsommelig affære. Men når det er mild vinter, så sprudler sumpene til gengæld af liv og store fuglemængder. Men okay, så kan vi jo nyde bomlærkerne i kulden lige nu, og de fouragerer i meget tætte flokke i modsætning til de øvrige arter på pladsen:

Den store ansamling af småfugle trækker også rovfugle til sig - selv den standhaftige blå kærhøg i vinterkulden forsøger sig med angreb på fugleflokken. Og så stiger nervøsiteten blandt vore flyvske pensionærer:

Vi har talt op til 65 bomlærker på pladsen i denne uge. Det er i øvrigt en af de danske ynglefugle, som har den mest markante udbredelse herhjemme. Den er almindelig i Jylland og ikke mindst her i Nordvest-Jylland, hvor vi statistisk har de mildeste vintre. Til gengæld er den sjælden på det meste af Fyn og Sjælland og næsten væk i Skåne.

Altså klart en art på sin nordlige grænse mellem sydvestligt kystklima og nordøstligt fastlandsklima, men omvendt har den ikke reageret positivt på klimaændringerne endnu, nærmest tværtimod.

Navnet bomlærke kommer af det tyske ord for træ: baum - fordi den i modsætning til de rigtige lærker i agerlandet ofte sætter sig i buske og træer. Men det er en værling, ikke en lærke. For år tilbage forsøgte man med videnskabeligt holdbare argumenter at ændre artens navn til kornværling, men navnet bomlærke var simpelthen for stærkt etableret blandt fuglevenner. Der er bare noget bom bom faldera over den art, når de store tykke værlinger kommer tumlende i flok.

Munken tigger æbler

Det er blevet koldt, og en munk han har slået sig ned i vores have - tiltrukket af de udlagte æbler

I modsætning til slægtninge som havesanger og tornsanger, så flyver munkene ikke til Afrika om vinteren. Den bliver i Europa. og stadigt flere overvintrer også så langt mod nord som i Danmark. Det sker netop fordi, at munken kan omstille sig fra insektføde til frugter og bær.

Når så det er slut med de udlagte æbler, så er vi jo nødt til at købe flere - se bare munkens blik nedenfor:

Bemærk i øvrigt, at fuglen er ringmærket

 

Græskar på hønsehegnet

 

 Græskar - Hokkaido græskar - opkaldt efter den japanske ø med samme navn.

Dyrkning af planten kræver meget plads. Og planten sætter lange stængler.
Her er et billede fra august, hvor det var en jungle.

I år kravlede planterne selv op ad hønehegnet og ind i hønsegården.
Og planterne har nydt godt af hønsegødning.

 Her er vi nået til oktober, hvor de tunge græskar stadig hænger på hegnet.
 Godt de ikke faldt ned i hovedet på hønsene!

 Flotte og store grøntsager.
.Den tungeste vejede 10 kg. Men vi læste om en, der vejede flere hundrede kilo.

  Så er der gjort klar til fryseren. Og kødet bliver ikke blancheret inden.

Græskarsuppe er godt. Kogt på fyldig kødsuppe og jævnet med kartofler og så lige lidt fløde.
Og stegte græskarkerner som fyld!

 

BORSJTJ - en fejring af Ukraine

Ukraine kæmper en krig af stor betydning for os alle. Men det har også sat fokus på landet på en ny måde, vi har lært meget mere om Ukraine. Vi har for eksempel fundet ud af, at rødbedesuppen borsjtj er en ukrainsk ret, absolut ikke en russisk. Så forleden dag satte vi os for at lave borsjtj helt fra grunden. Og vi starter ude i haven:

Her et par nyoptagne eksemplarer af den absolutte hovedrolleindehaver: rødbeder

Gulerødder - og selleri skal også med i retten

I køkkenet begynder vi med at brune små stykker oksekød:

Vi bruner også nogle stykker osso buco, så får vi også glæde af smagen fra benene. Det hele ryger ned i en stor gryde:

Det dækkes med vand sammen med løg, hvidløg og de øvrige suppeurter

Efter en times kogning gør vi igen plads for hovedrollerne:

Rødbederne er naturligvis vigtige, men kål er også en fast bestanddel i borsjtj - her er det spidskål, men oftest er det hvidkål. Vi tilføjer kartoflerne for mæthedens skyld - og for at jævne suppen.

Så er der ved at være top på den store gryde

Og efter endnu en time begynder det at se rigtigt ud - rigtigt rødt

 Vi topper med en finish af fint skårne friske rødbedeblade og fint revne rødbeder

Serveres med creme fraiche og purlæg på toppen - og med en flutes

Nydes selvfølgelig med en glas ukrainsk rødvin - som også er kommet i handelen i disse krigstider. Udmærket vin, faktisk - men suppen var bedre og endnu bedre dagen efter!
Virkelig smagfuld

Til glæde for orkideer - og os

Vi er så heldige at være kommende naboer til en ny sø - en lille sø ved Pilgårdsvej, som projektet RigKilde LIFE skaber for at forbedre vilkårene for orkideer og andre sjældne planter ude i engen - der i botanisk forstand har status som et rigtigt rigkær.

Her er et billede fra august i år, hvor gravemaskinerne netop er gået i gang

Og her et billede fra omkring 20. september, hvor udgravningen af selve søen er godt i gang

                                   

Nu er det så den 10. oktober, og vandet begynder at stige i den faktisk pænt dybe sø. Meningen er, at søen opsamler næringsstoffer fra markerne oppe på det høje Hannæs. Inden vandet løber ud i rigkæret på den anden side af vejen, så sørger søen for, at forureningen med næringsstoffer begrænses - til gavn for floraen ude i engen. Et rigkær skal nemlig helst være fattigt på gødning, men rigt på blomster.

Her er afløbet fra søen, hvor det renere vand skal løbe ud i grøften.

Og her tilløbet til den eksisterende grøft ved Pilgårdsvej. hvor der er lavet nye brønde og et underløb under vejen. Til sidst løber vandet uden så mange næringsstoffer så ud i engen:

Slanger sig over baren

På vor nylige tur til Thailand var vi naturligvis også på strandbar. Et af stederne var der et stort skyggegivende træ over bordene - og pludselig var der en vældig larmende palaver blandt solfuglene og andre småfugle i træet.

Det var på grund af en en slange - meget tynd og grøn og måske 70 centimeter lang

Det var lidt specielt at have sådan et kræ liggende på grenen lige over vores bord - men folkene i baren var tilsyneladende helt vant til den - og den er formentlig ganske harmløs, på trods af solfuglenes protester.

Her er en af de solfuglearter, som var rimeligt sure på slangen. En Ornate Sunbird - på dansk olivenrygget solfugl. Her en hun, som dog er fotograferet i blomsterne hjemme ved vores hus.

Og nu vi er ved huset, hvor vi boede i Thailand - så var der en herlig leben af gekkoer om natten - blandt andet den store art her, som er ca. 25 centimeter lang:  

Nabo til ellekrager

Vi har været på en familietur til Thailand, hvor vi boede på øen Samui i et hus med en pæn udsigt:

Blandt vore naboer var et par ellekrager af arten Indochinese Roller - på dansk hedder den Burma-ellekrage. Her sidder en af dem på nabohusets stråtag:

Og her har den sat sig i kokospalmerne ved svømmepølen:

En flot gøgefugl, Black-bellied Malkoha kigger forbi - til højre i billedet nedenfor - på dansk hedder den sortbuget malkoha.

Burma-ellekragen er ligesom den nærtbeslægtede indisk ellekrage en forholdsvis mørk og diskret farvet ellekrage - men når den så folder vingerne ud - så ses de lysende blå farver, som er så karakteristiske for ellekrager:

Ellekragerne satte sig tit i et løvtræ med døde grene foran huset, hvor vi også så flere andre flotte fuglearter - her er det en Racquet-tailed Drongo, som blærer sig med sine fantastiske halefjer:

På dansk hedder den stor pragtdrongo!

Slurp - solsort spiser "giftige" bær

 

 Dansk ingefær  - Arum alpinum

Bærrene er meget smukke og står lige nu i august og lyser op.
De er giftige for pattedyr - men ikke for fugle.

Da bærrene var modne, gik vores solsorteunger systematisk i gang med at spise bærrene.

I løbet af en uge var bærrene spist.
Ærgerligt, for de lyser meget smukke op i haven - her i august måned.
Men vores have er egentlig også fuglenes have. Så ok! 

 

Svaler på elefantkys

Vi har haft en god ynglesæson for landsvaler i brændeskuret - fire flyvefærdige kuld fra to par ser ud til at blive resultatet. I går havde tre nys udfløjne unger sat sig til rette på vor vaskesuger, svupper eller elefantkys - som den kaldes populært:

Hver gang de voksne svaler fløj forbi, så tiggede ungerne efter mad

Men det lignede unægtelig en gang kontant opdragelse - for de voksne gav intet mad, men satte sig i stedet til rette i baggrunden og hvilede sig. Det lignede i den grad en besked om, at "nu må I selv flyve ud og finde mad"...

Anholt i isolation

Undskyld forsøget på et ordspil. Anholt har faktisk sit navn fra "holm hvor der er ænder". Men det er fristende at drage sammenligningen med en anholdt i isolation - for det er virkelig en øde ø efter danske forhold. Vi var der for første gang i den forgangne weekend.

Mod vest på Anholt ligger en morænebakke, som giver læ til den lille by på øen. Derfra strækker "Ørkenen" sig så 10 kilometer mod øst. Det er i virkeligheden en såkaldt lavhede med masser af flotte grønlige laver blandet med lilla-blomstrende lyng og mørkegrønne revling. Her tæt på den beskyttende bakke var farvespillet helt intakt - men længere ude mod øst var lyngen simpelthen visnet - ifølge de lokale på grund af et voldsomt nedslag af salt fra havgus i forsommeren!

Der er hverken ræve eller rotter på Anholt, og det udnytter blandt andet sildemågerne. Nogle af landets største kolonier ligger rundt omkring i klitterne og på heden - tydeligvis i sikkerhed for prædation fra rovdyr på fire ben.

Mange netop udfløjne unger af sildemåger gemte sig i klitterne

Her er endnu en, som har fået luft under vingerne

Fyret på østspidsen af Anholt og den nu forladte fyrmesterbolig er stærke kandidater til det mest isolerede byggeri i Danmark

Nordstranden på Anholt er simpelthen den flotteste badestrand, vi har set i Danmark - men det var absolut ikke badevejr, da vi kom forbi. Måske næste gang?