mandag den 14. februar 2022

Ålegræs til asparges

Meterhøje bunker af ålegræs er lige nu skyllet op på Limfjordens kyst ved Bygholm-dæmningen. Forhåbentlig et udtryk for, at ålegræsset trives derude i Løgstør Bredning.

Med så store mængder er det nok ok, at vi tager et par spandfulde til vores aspargesbede. Ålegræsset skal helst indsamles på denne årstid, når det i løbet af vinteren er skyllet op på stranden. Hvis man tager ålegræs, som har ligget i flere år på stranden, så risikerer man at få ukrudtsfrø med. Og formålet med at lægge ålegræs over asparges er netop, at det kan hæmme ukrudtet i bedet. Samt at det gøder.

Asparges er en strandplante, så den kan fint tåle saltindholdet i ålegræsset

Nu glæder vi os så til, at de friske grønne skud kommer op af jorden som en af årets tidligste grøntsager. Der er måske kun tre måneder til...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar