tirsdag den 31. januar 2023

SAKURAJIMA

Vi har været på en lang rejse til det østlige Asien - det vil præge bloggen her i den kommende tid.

Det begyndte kort før nytåret. Første stop på rejsen var Kagoshima, en by helt mod syd på Kyushu - den sydligste af de store japanske øer. 

Kagoshima sammenlignes ofte med Napoli i Italien, fordi det er en sydlig by, som er nabo til en vulkan. Mens Napolis nabo Vesuv er inaktiv, så er Kagoshimas nabo Sakurajima tværtimod meget aktiv - faktisk næsten konstant i udbrud siden 1955 - den mest aktive vulkan i Japan og en af de mest aktive i hele verden. Her set fra balkonen på vores hotel en tidlig morgen.

Det var ganske underholdende at følge med i de skiftende røgfaner alt efter vindstyrke og vulkanens humør. Frem til begyndelsen af 1900-tallet lå Sakurajima som en ø i bugten udfor Kagoshima, men i 1914 sørgede et udbrud for, at vulkanen fik kontakt til kysten modsat Kagoshima, og vulkanen er derfor nu en halvø.  

Vi tog en tur med færgen fra Kagoshima over på selve vulkanen. Her kan man nedenfor se, at det også ryger fra siden af bjerget, mens det høje krater på dette tidspunkt er uden nævneværdig røg. Så sent som i juli 2022 var der et ganske kraftigt udbrud, som betød, at et halvt hundrede af beboerne nærmest vulkanen blev evakueret.

Som nævnt var røgen fra vulkanen hele tiden i forandring. Her er det flotteste udbrud, vi oplevede i den uges tid, vi var naboer til Sakurajima:








Ingen kommentarer:

Send en kommentar