Det har været blæsende og koldt i lang tid, men i nat var det endelig stille, dog stadig koldt. Men det rolige vejr skulle udnyttes til at gennemføre vores nat-punkttælling i Vester Torup Plantage og Vejlerne.
Punkttællingen består af 10 faste punkter, hvor alle fugle tælles hvert år i fem minutter på hvert punkt på samme tidspunkt på døgnet på samme tidspunkt af året og af de samme fugletællere - og meget gerne i godt vejr. Når der laves tællinger mange steder landet over efter samme metode, så får man en finger på pulsen, når det gælder mange fuglebestandes udvikling - og i de seneste år har Dansk Ornitologisk Forening også indført punkttællinger om natten.
Trods kulden - ned til 5-6 grader - var der godt gang i natravnene, som uden sammenligning er karakterfuglen i den korte sommernat i den sandede klitplantage. Vi havde 13 fugle fordelt på de fire punkter, som ligger i plantagen - resten ligger i Vejlerne. En af fuglene sad på grusvejen i billygternes skær - måske for at samle lidt varme fra et sted, hvor solen har skinnet hele dagen.
Den var ikke meget for at lette, så vi kom pænt tæt på - billedet her er taget med mobiltelefonen ud af forruden på bilen.
Apropos det kolde vejr i nat, så har det i den seneste tid været slående så en-øjet, at vejret omtales i offentligheden. Hvis solen skinner - så er det godt vejr. Men med det fejlplacerede højtryk over de britiske øer og Nordatlanten, så har vi reelt haft koldt og blæsende vejr i ugevis ikke mindst her i Nordvestjylland, mens medier og sågar de officielle vejrudsigter bliver ved at ævle om "endnu en dejlig solskinsdag".
Med den truede tørke begynder man nu at sammenligne med 2018 - og tørken er selvfølgelig reel nok - men dengang i 2018 var det i det mindste dejligt varmt i maj og begyndelsen af juni. Det er det bestemt ikke i år.
Bare spørg natravnene...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar