mandag den 14. august 2023

Tocifrede rovterner

Rovternen - verdens største terne - har tidligere været en rimelig sjælden gæst her i Vejlerne. En fugl, man fluks kørte ud for at se, når chancen var der - ofte i sensommeren på sandfladerne i Vestsøen på Bygholmengen.

Men efter at rovternen er genindvandret som ynglefugl i det sydøstlige Danmark fra 2008, så er den også blevet mere almindelig her i nordvest - og lige nu raster en flok på hele 10 fugle, stadigvæk med Vestsøen som det foretrukne hvilested.

På dette distance-foto ligger der tre rovterner og hviler sig blandt mågerne i flokken til venstre, mens flokken på sandfladen til højre er ren rovterne med syv fugle - lige under en hættemåge oppe på græsset.

Fire af rovternerne fløj i øvrigt lidt senere ud på fisketur i Pytodde-lagunen. Skrigende til hinanden med en passende grov stemme til så voldsom en fugl...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar