mandag den 13. maj 2019

"Ny" urtehave efter 12 år med træstammer






Vi er i gang med en større renovering af vor urtehave, bedet til venstre er ordnet, vi mangler nu kun bedet til højre.

For 12 måske 13 år siden slæbte Mikkel og jeg nogle solide grantræs-stammer ind i urtehaven for at prøve det som adskillelse af de store bede, hvor vi har grøntsager i omdrift. Det var træ, som var væltet i en skov i nærheden under januarorkanen i 2005 - helt tilbage i den fortid, hvor stormvejr ikke havde fået navne.




Nå, stammerne var den grad udtjente og nærmest gået i opløsning til glæde for bænkebidere og meget andet godt småkravl. Nu har hønsene til gengæld fået glæde af kravlet og stammerne som legetøj.





Ved renoveringen og den nye adskillelse af bede fra græsstier har jeg haft god gavn af en ny-indkøbt kantspade, som vi sikkert også skal bruge i den fremtidige vedligeholdelse af systemet.



Kartofler, løg, spinat, rodfrugter og ærter er i jorden. Det samme er salater, dild, tomater og pebre i drivhuset. Da jeg såede ærter og sukkerærter her var der straks en ringdue i asketræet, som kiggede meget interesseret. Men nu er ærterne gemt under fiberdug...


Det nye system uden træstammer langs kanterne giver nok færre bænkebidere (og snegle), men større bede og renere linjer. Forhåbentlig er græsstierne så veletablerede, at vi kan holde kanterne vedlige.  

Nu mangler vi bare af slippe af med polarluften her i maj.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar