Mange vil sikkert svare ja til spørgsmålet, om man kan få for meget chili. Tænk bare på nogle af de medvirkende hos Chili-Claus...
Men kan man også dyrke for meget chili?
Vi har ni sorter i vores chili-drivhus i år. Det her er Tapas, som er den mildeste - styrke 1-2 - når den er grøn. Det er ikke meget mere end pebersmag. Men når den bliver moden, så er den pludselig middelstærk, styrke 5 - og smager rigtig godt
Hungarian Hot Wax er en stor chilifrugt med styrke 3-5. Vi smagte den i går bagt i ovnen og fyldt med feta - det kan anbefales.
Her er så den klassiske Jalapeno, som man især spiser syltet i skiver i grøn tilstand, men den bliver senere rød uden at styrken ændrer sig meget. En middelstærk chili styrke 5 eller ca. 5000 scoville på den særlige skala, som bruges til at beskrive chiliers styrke og dermed indholdet af stoffet capsaicin, som giver chilierne deres stærke smag.
I øvrigt er indholdet af capsaicin en beskyttelse mod at blive spist af pattedyr, ikke mindst aber i de sydamerikanske regnskove, hvor chili kommer fra. Planterne vil nemlig helst spises af fugle - og fugle kan ikke smage stoffet!
Sorten Apache - meget forskellig fra Jalapeno men med nogenlunde samme styrke.
Citronchili - ofte brugt i wokmad - lidt stærkere end Jalapeno, styrke 6
Også sorten Cheyenne holder styrken 6. Vi har ikke smagt den endnu, men den ser lovende ud.
Korean Hot, som vi har dyrket i flere år. Meget dekorativ med små farvestrålende frugter, som stikker i vejret som lygter. Og så er vi oppe på styrke 8!
"Pili pili" - også kendt som Congo Peber. Meget anvendt i Afrika og meget stærk - styrke 9
Friends Take Care!
Den brune habanero-chili med det fantastiske navn Chocolate Scotch Bonnet. Med styrke 10 den stærkeste, vi dyrker i år. Op mod 300.000 scoville.
Men hov - vi har jo stadig denne samling af chilifrugter i fryseren fra sidste år. Blandt andet de tre Bih Jolokia "Ghost chili" øverst med en moden rød i midten. Det var den stærkeste chilisort i Verden, indtil man begyndte at avle amok for at få højere scoville-tal.
Som jeg husker historien om Ghost chili, så blev den fundet i landsbyer syd for Himalaya, hvor man primært brugte den til at holde elefanter væk fra afgrøderne. Omkring 1 mio. scoville, styrke 12+.
Men jo, man kan godt dyrke for meget chili. Det er bare så sjovt og spændende. Meget spændende!