I abeørnens rige

I Japan og Taiwan rejste vi sammen med vor søn, svigerdatter og barnebarn - men til slut på den store Østen-rejse tog Susanne og jeg på en hard core-fugletur til Filippinerne. Det skal ikke være en hemmelighed, at vi meget gerne ville se en abeørn - Philippine Eagle - en af verdens største ørne, som er meget sjælden og kun findes på Filippinerne. Der er formentlig kun 4-500 individer tilbage af den imponerende fugl, primært fordi regnskovene på Filippinerne er stærkt reduceret i størrelse som følge af skovrydning og befolkningstilvækst.

Men i bjergområdet Mount Kitanglad på den sydlige ø Mindanao holder skovene og abeørnen stand - så det var turens mål. Den kæmpestore ørn er især knyttet til områder i skoven med de åbne, bredkronede regnskovstræer af slægten dipterocarp - som også giver skoven en klar profil på billedet ovenfor.

Vi tog tidligt af sted om morgenen sammen med vores guider og hørte en masse spændende nye fuglearter fra den tætte skov - igen var det helt afgørende at være sammen med lokale, som kender stemmerne. Men guiderne var klart sporet ind på den helt rigtige måde at kigge efter rovfugle. Bare op på et sted med udsigt - og så ellers vente...

Vi sad på kanten af en stejl mudret sti, hvorfra der var udsigt over regnskoven og bjergene. Lokale bønder med muldyr passerede forbi igen og igen i de seks-syv timer, vi ventede på ørn. Det var lige udenfor selve reservat-grænsen, og der var marker med spidskål, som skulle høstes længere oppe. Kålen kan dyrkes her i 14-1500 meters højde, og transporteres så ned til markeder i det varme lavland, hvor der dyrkes helt andre afgrøder som bananer, sukkerrør og ananas.  

Meget mudret! - Susanne har et vist ry for sine særlige evner til at spotte fugle. Og det slog heller ikke fejl denne gang:

Nu kommer der en lidt ekstrem serie billeder. Her er først et billede taget med telelinse ud mod skoven, men ikke forstørret. Lige midt i billedet er der noget - og det var det, Susanne havde opdaget.

Her er billedet så kraftigt forstørret, mere end hvad teknikken reelt kan tåle, men man kan se en fugl til venstre for toppen på det palmeagtige træ i midten af billedet. En meterhøj rovfugl med hvid underside og mørke vinger - en abeørn. Den var nok et par kilometer væk, men den var god nok! Vi holdt øje med den i en timestid, den drejede ofte hovedet og flyttede sig lidt på grenen, men flyve ville den ikke. Det var sådan et tidspunkt, hvor man virkelig ønsker, at man havde et teleskop - men vi rejser med et minimum af bagage, så vi måtte nøjes med håndkikkerterne og de ekstreme forstørrelser på kameraet:

Vi var glade - men også ærgerlige over ikke at se den bedre. Heldigvis skulle det ændre sig...

 

Dagen efter var obsposten på en bakke lige udenfor skoven med god udsigt til de skovklædte bjerge. Det var tæt på en landsby, og en af guiderne hentede en lille bænk nede i landsbyen, så vi kunne sidde lidt bedre.

Der var underholdning fra biædere og træsvaler, og der var både brahminglenter og østlige hvepsevåger i luften - men lige før middag skete det så. En brutalt stor fugl forbarmer sig over os - sætter af fra sit rige i skoven og kredser et par flotte runder til stor begejstring for både os og vores guider.

Og ja, det er også ret langt væk - og halvdårlige billeder. Men vi var helt salige. Abeørnen har enormt brede vinger og lang hale, fordi den ligesom høge primært jager mellem trækroner - efter netop aber, egern og andre trælevende pattedyr og større fugle. Næbbet er kæmpestort og kraftigt.

På campen, hvor vi boede, var der denne skulptur/skiltning, der blev rejst da området i 2003 blev udnævnt til verdensarv, ikke mindst på grund af abeørnen.

Ved campen var der også en canopy walk - altså en hængebro i højde med trækronerne, hvor man kan se nogle af de fugle, som er svære at finde nede fra skovbunden. Stedet havde været helt lukket under pandemien og var temmelig nedslidt uden at overdrive. Ifølge guiderne, så var vi faktisk de første fuglefolk, som er kommet på besøg efter pandemien.

Skilte - også slidte - markerer grænsen til den lukkede naturpark. 

Imponerende bambusskov ved campen.

Vi boede i det hvide hus i baggrunden opført i amerikansk stil. Det ser jo meget godt ud - udefra...

Men kontrasterne mellem de fattige, nedslidte forhold og den rige natur blev en del af oplevelsen. Her er det en stor isfugl i haven ved huset. Det er den filippinske udgave af smyrna-isfuglen, som er vidt udbredt i Asien. Men på Filippinerne har den selvfølgelig udviklet sig til sin egen, endemiske art: White-throated Kingfisher:

Udsigt til abeørnens rige fra lavlandet - på vej tilbage mod "civilisationen" - og rejsen hjem til Danmark.

 

 

Taiwan - støvregn og stejle bjerge

Vi rejste fra Okinawa til Taiwan med fly. Da vi ankom, var det midt i et varmt pust med 28 grader, men ellers var det typiske vejr på Taiwan faktisk 13 grader og støvregn - ikke lige det vi havde regnet med... (tøhø)

Her en typisk våd udsigt fra vores hotel ned til byen Wulai, som ligger i en af øens dybe dale. Taiwan er mindre end Danmark og har 23 mio. indbyggere. Men langt de fleste bor i et bånd af storbyer langs hele vestkysten, mens de indre dele af øen består af høje, stejle bjerge med tætte skove. Mindst 12 forskellige stammer lever stadig forholdsvis isoleret med deres egne sprog rundtomkring i dalene - og de stammer rent etnisk mere fra Polynesien end de "rigtige" kinesere, som dominerer i storbyerne.

Her er så udsigten igen i en af de korte stunder med godt vejr. Vores dygtige fugleguide Jianlong Wu fortalte, at det faktisk er ret normalt med så dårligt vejr på det nordlige Taiwan om vinteren, fordi den kolde luft fra det asiatiske kontinent rammer de høje bjerge på øen.

Vi gik en fugletur ned af et bjerg gennem tæt og meget våd skov - men det gav godt med nye fuglearter. Når man er i regnskov i ukendt terræn, så er det helt afgørende at have en guide, der kender de lokale fugles stemmer - og det kunne Wu:

 

Her en Taiwan Barbet, på dansk taiwanskægfugl. Det er en skøn farvestrålende fuglegruppe, som er beslægtet med spætter. På Taiwan er der kun denne ene art, som selvfølgelig er endemisk. Selvfølgelig, fordi Taiwan har rigtig mange endemiske arter. Det vil sige, at de ikke findes andre steder på kloden. I alt er der omkring 30 endemiske fuglearter på Taiwan. 

På billedet herunder kan man tydeligt se, hvorfor de kaldes skægfugle:

Et charmerende element i fuglefaunaen var også flokke af minivetter af arten Crey-chinned Minivet, på dansk orientminivet. Hannerne er stærk orangerøde og hunnerne knaldgule.

En drongo af arten Bronzed Drongo, bronzedrongo, har også sneget sig med på billedet til venstre på en gren - med kløftet hale. Minivetterne er ikke endemiske, men vidt udbredt og meget almindelige. Det samme gælder for et par arter af bulbuler. Her en Black Bulbul, almindelig sortbulbul og nedenunder - uskarpt - en Lightvented Bulbul - kinesisk bulbul. Begge arter optrådte i store vinterflokke:

Bemærk i øvrigt, at kirsebærtræerne er tæt på at blomstre, trods den kølige regn. Når det endelig blev godt vejr, så var der flotte sommerfugle på vingerne. Her en smuk, mørk svalehale-type, som vist også er endemisk:

 

De asiatiske sorte ørne kom også på vingerne - overraskende almindelige.

Et vandfald nær Wulai i et bjergområde, hvorfra storbyen Taipei forsynes med rent vand. Og apropos - så sluttede vi vores ophold i Taiwan med nogle dage i Taipei, hvor vi blandt andet oplevede starten på det kinesiske nytår - vi er nu alle i kaninens år!

 

Når en ø virkelig er en ø

Engang for længe siden kom en fugl til Okinawa - og den fik selskab af nogen der lignede - nu har de været der så længe, at de er blevet noget ganske særligt. De biologiske mekanismer gennem titusinder af år bliver pulserende og nærværende, når man lander i en skov på en ø, hvor man ved, at der er fuglearter, som ikke findes andre steder.

Vi boede her på hotellet eller logden Ada Garden i nationalparken Yamburu, som dækker hele den nordlige del af øen Okinawa. Det er den største ø i øgruppen Ryukyu,som strækker sig hele vejen fra Japan ned mod Taiwan.

Her er udsigten fra vores værelse - den nordlige del af Okinawa er ren skov, mens resten af øen er intensivt udnyttet og domineret af amerikanske baser - det er herfra, at man gør klar til at beskytte Taiwan mod Kina.

Skoven er meget spændende, blandt andet med nogle meget flotte bregne-træer, som kan blive 10-15 meter høje:

Den mest kendte af Okinawas endemiske fuglearter - arter der ikke findes andre steder på kloden - er Okinawa Rail - en rikse som er ganske almindelig på nordøen, men svær at få at se - til gengæld er den på vejskiltene:

Der er trods alt omkring 1700 rikser tilbage i et område på omkring 2-300 kvadratkilometer, hvilket passer godt med, at vi hørte dem skrige fra deres skjulte tilholdssteder langs skovbækkene stort set døgnet rundt. Til gengæld så vi kun en enkelt drøne over vejen en tidlig morgen. 

Vi hyrede en lokal guide, som hjalp os med at finde nogen af de svære fugle i skoven. Her ser det ud som om, han har hørt noget - måske en spætte...

Den her grønne due var dog en, som Susanne fandt. Endemisk for øgruppen Ryukyu - og altså også på Okinawa - Ryukyu Green Pigeon:

 

 

Og en salamander-art, findes også kun her:

Og så fik guiden øje på en af de faktisk særdeles attraktive endemer - en rødhals med sort hals og orange overside og vinger - Ryukyu  Robin - her vores eget billede. Den findes kun på Okinawa og nogle andre øer i øgruppen:

 

Men de endemiske arter var også fint repræsenteret på hotellets vægge, så vi har affotograferet dette billede:

Og så til det med spætten - for ja, vi fik set den helt specielle Okinawa Woodpecker - eller Pryers Woodpecker - med en meget rødlig dragt og særligt langt næb. Vi fik ikke selv billeder, men virkelig en eksklusiv art. Her fra hotellets vægge igen.

 Og selvfølgelig var der også fine billeder af Okinawa Rail, taget på en overnatningsplads:
 

Efter nogle dage i nationalparken tog vi et ophold på et meget fint resort på kysten af Okinawa. Endda rimelig billigt, men kun fordi det var udenfor sæsonen - dog med tilstrækkelig fint vejr til at vi nordboer tog en dukkert.

På hotellet var der godt med blådrosler - som mange andre steder langs kysterne i det sydlige Japan. Herovre er de dog i en udgave med flot rød bug, men stadig samme art som i Europa. Meget tillidsfulde og lod sig fodre på altanen.

 

 

 

At sejle med brune suler

Over 700 kilometer er afstanden fra "selve Japan" til den sydlige ø Okinawa, hvor amerikanerne i øvrigt har flere baser. Okinawas nordlige del er en nationalpark med tæt skov og flere endemiske arter. Det var det næste mål på turen.

Der sejler hver dag en færge fra Kagoshima til Okinawa med stop på flere øer undervejs - og dagen efter retur. Sejlturen tager nemlig cirka et døgn. Vi stævnede ud med Marix Line den 6. januar om aftenen.

Den første lange del af sejlturen foregår om natten. Det blev først lyst, da vi forlod havnen på Amami-øen - en af de større øer i Ryukyu-øgruppen, som strækker sig hele vejen ned mod Okinawa. Vi startede vores havobs efter fugle med udsigt til et fyrtårn på Amami. Det var ganske blæsende og kysten var rå og stejl med skarpe klippeprofiler i den opgående sol:

Vi havde visse forventninger om at se en del havfugle, men vi måtte konstatere, at havet var rimelig fugletomt, i hvert fald her om vinteren. Vi havde dog en Bonin Petrel i morgenstunden - og så var der turens helt store fugleoplevelse: En masse brune suler omkring færgen.

En flot voksen brun sule i morgenlyset

Sulerne fulgte færgen og hang ofte i småflokke i vinden omkring masterne. På et tidspunkt dykkede flokken heftigt mod vandoverfladen, fordi en af sulerne snuppede en flyvefisk lige over bølgerne, som de andre suler så forsøgte at få fat i.

Brun sule i klart middagslys - de var faste følgesvende til færgen hele dagen.

Vi så som nævnt ikke så mange fugle på havet, men derimod flere gange store hvaler. En af dem var temmelig sikkert en pukkelhval. Desværre fik vi ikke billeder af dem.

Her er så positionen på Google Maps, da vi var tæt på ankomsten til Okinawa - langt ude i det store hav.

Sjovt nok havde der også været en tyr med på færgen. Så vidt vi kan bedømme en tyr af den fine japanske race Wagyu - som leverer det berømte Kobe kød - altså meget fint marmoreret mørt oksekød, som forbindes med byen Kobe, men i øvrigt produceres mange andre steder i Japan. Tyren blev sat af på kajen på Okinawa ligesom os - sikkert for at sprede sine gode gener på øen.