onsdag den 22. februar 2023

Taiwan - støvregn og stejle bjerge

Vi rejste fra Okinawa til Taiwan med fly. Da vi ankom, var det midt i et varmt pust med 28 grader, men ellers var det typiske vejr på Taiwan faktisk 13 grader og støvregn - ikke lige det vi havde regnet med... (tøhø)


Her en typisk våd udsigt fra vores hotel ned til byen Wulai, som ligger i en af øens dybe dale. Taiwan er mindre end Danmark og har 23 mio. indbyggere. Men langt de fleste bor i et bånd af storbyer langs hele vestkysten, mens de indre dele af øen består af høje, stejle bjerge med tætte skove. Mindst 12 forskellige stammer lever stadig forholdsvis isoleret med deres egne sprog rundtomkring i dalene - og de stammer rent etnisk mere fra Polynesien end de "rigtige" kinesere, som dominerer i storbyerne.

Her er så udsigten igen i en af de korte stunder med godt vejr. Vores dygtige fugleguide Jianlong Wu fortalte, at det faktisk er ret normalt med så dårligt vejr på det nordlige Taiwan om vinteren, fordi den kolde luft fra det asiatiske kontinent rammer de høje bjerge på øen.

Vi gik en fugletur ned af et bjerg gennem tæt og meget våd skov - men det gav godt med nye fuglearter. Når man er i regnskov i ukendt terræn, så er det helt afgørende at have en guide, der kender de lokale fugles stemmer - og det kunne Wu:


 

Her en Taiwan Barbet, på dansk taiwanskægfugl. Det er en skøn farvestrålende fuglegruppe, som er beslægtet med spætter. På Taiwan er der kun denne ene art, som selvfølgelig er endemisk. Selvfølgelig, fordi Taiwan har rigtig mange endemiske arter. Det vil sige, at de ikke findes andre steder på kloden. I alt er der omkring 30 endemiske fuglearter på Taiwan. 

På billedet herunder kan man tydeligt se, hvorfor de kaldes skægfugle:

Et charmerende element i fuglefaunaen var også flokke af minivetter af arten Crey-chinned Minivet, på dansk orientminivet. Hannerne er stærk orangerøde og hunnerne knaldgule.

En drongo af arten Bronzed Drongo, bronzedrongo, har også sneget sig med på billedet til venstre på en gren - med kløftet hale. Minivetterne er ikke endemiske, men vidt udbredt og meget almindelige. Det samme gælder for et par arter af bulbuler. Her en Black Bulbul, almindelig sortbulbul og nedenunder - uskarpt - en Lightvented Bulbul - kinesisk bulbul. Begge arter optrådte i store vinterflokke:

Bemærk i øvrigt, at kirsebærtræerne er tæt på at blomstre, trods den kølige regn. Når det endelig blev godt vejr, så var der flotte sommerfugle på vingerne. Her en smuk, mørk svalehale-type, som vist også er endemisk:

 


De asiatiske sorte ørne kom også på vingerne - overraskende almindelige.

Et vandfald nær Wulai i et bjergområde, hvorfra storbyen Taipei forsynes med rent vand. Og apropos - så sluttede vi vores ophold i Taiwan med nogle dage i Taipei, hvor vi blandt andet oplevede starten på det kinesiske nytår - vi er nu alle i kaninens år!


 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar