I abeørnens rige

I Japan og Taiwan rejste vi sammen med vor søn, svigerdatter og barnebarn - men til slut på den store Østen-rejse tog Susanne og jeg på en hard core-fugletur til Filippinerne. Det skal ikke være en hemmelighed, at vi meget gerne ville se en abeørn - Philippine Eagle - en af verdens største ørne, som er meget sjælden og kun findes på Filippinerne. Der er formentlig kun 4-500 individer tilbage af den imponerende fugl, primært fordi regnskovene på Filippinerne er stærkt reduceret i størrelse som følge af skovrydning og befolkningstilvækst.

Men i bjergområdet Mount Kitanglad på den sydlige ø Mindanao holder skovene og abeørnen stand - så det var turens mål. Den kæmpestore ørn er især knyttet til områder i skoven med de åbne, bredkronede regnskovstræer af slægten dipterocarp - som også giver skoven en klar profil på billedet ovenfor.

Vi tog tidligt af sted om morgenen sammen med vores guider og hørte en masse spændende nye fuglearter fra den tætte skov - igen var det helt afgørende at være sammen med lokale, som kender stemmerne. Men guiderne var klart sporet ind på den helt rigtige måde at kigge efter rovfugle. Bare op på et sted med udsigt - og så ellers vente...

Vi sad på kanten af en stejl mudret sti, hvorfra der var udsigt over regnskoven og bjergene. Lokale bønder med muldyr passerede forbi igen og igen i de seks-syv timer, vi ventede på ørn. Det var lige udenfor selve reservat-grænsen, og der var marker med spidskål, som skulle høstes længere oppe. Kålen kan dyrkes her i 14-1500 meters højde, og transporteres så ned til markeder i det varme lavland, hvor der dyrkes helt andre afgrøder som bananer, sukkerrør og ananas.  

Meget mudret! - Susanne har et vist ry for sine særlige evner til at spotte fugle. Og det slog heller ikke fejl denne gang:

Nu kommer der en lidt ekstrem serie billeder. Her er først et billede taget med telelinse ud mod skoven, men ikke forstørret. Lige midt i billedet er der noget - og det var det, Susanne havde opdaget.

Her er billedet så kraftigt forstørret, mere end hvad teknikken reelt kan tåle, men man kan se en fugl til venstre for toppen på det palmeagtige træ i midten af billedet. En meterhøj rovfugl med hvid underside og mørke vinger - en abeørn. Den var nok et par kilometer væk, men den var god nok! Vi holdt øje med den i en timestid, den drejede ofte hovedet og flyttede sig lidt på grenen, men flyve ville den ikke. Det var sådan et tidspunkt, hvor man virkelig ønsker, at man havde et teleskop - men vi rejser med et minimum af bagage, så vi måtte nøjes med håndkikkerterne og de ekstreme forstørrelser på kameraet:

Vi var glade - men også ærgerlige over ikke at se den bedre. Heldigvis skulle det ændre sig...

 

Dagen efter var obsposten på en bakke lige udenfor skoven med god udsigt til de skovklædte bjerge. Det var tæt på en landsby, og en af guiderne hentede en lille bænk nede i landsbyen, så vi kunne sidde lidt bedre.

Der var underholdning fra biædere og træsvaler, og der var både brahminglenter og østlige hvepsevåger i luften - men lige før middag skete det så. En brutalt stor fugl forbarmer sig over os - sætter af fra sit rige i skoven og kredser et par flotte runder til stor begejstring for både os og vores guider.

Og ja, det er også ret langt væk - og halvdårlige billeder. Men vi var helt salige. Abeørnen har enormt brede vinger og lang hale, fordi den ligesom høge primært jager mellem trækroner - efter netop aber, egern og andre trælevende pattedyr og større fugle. Næbbet er kæmpestort og kraftigt.

På campen, hvor vi boede, var der denne skulptur/skiltning, der blev rejst da området i 2003 blev udnævnt til verdensarv, ikke mindst på grund af abeørnen.

Ved campen var der også en canopy walk - altså en hængebro i højde med trækronerne, hvor man kan se nogle af de fugle, som er svære at finde nede fra skovbunden. Stedet havde været helt lukket under pandemien og var temmelig nedslidt uden at overdrive. Ifølge guiderne, så var vi faktisk de første fuglefolk, som er kommet på besøg efter pandemien.

Skilte - også slidte - markerer grænsen til den lukkede naturpark. 

Imponerende bambusskov ved campen.

Vi boede i det hvide hus i baggrunden opført i amerikansk stil. Det ser jo meget godt ud - udefra...

Men kontrasterne mellem de fattige, nedslidte forhold og den rige natur blev en del af oplevelsen. Her er det en stor isfugl i haven ved huset. Det er den filippinske udgave af smyrna-isfuglen, som er vidt udbredt i Asien. Men på Filippinerne har den selvfølgelig udviklet sig til sin egen, endemiske art: White-throated Kingfisher:

Udsigt til abeørnens rige fra lavlandet - på vej tilbage mod "civilisationen" - og rejsen hjem til Danmark.